Cykling

Hvilket hold skifter Sagan til - her er det varmeste bud lige nu

Peter Sagan kan i næste sæson komme til at køre for Etixx-Quickstep. Sponsoreren Specialized kan blive afgørende for skiftet.

Peter Sagan har egentlig kontrakt med Team Tinkoff til og med næste sæson, men da Oleg Tinkov lukker holdet efter sæsonen, skal Sagan allerede på holdjagt frem mod 2017. 

Og Sagan kommer næppe til at gå rundt med hatten i hånden. Han er en af cykelsportens dyreste drenge, og menes at tjene i omegnen af 30 millioner kroner om året i sin nuværende kontrakt. Hans sejr i Flandern Rundt i år har ikke gjort ham billigere.

Den belgiske avis Het Nieuwsblad skriver, at Sagan i næste sæson kan skifte til Etixx-Quickstep. Avisen nævner ingen kilder, som bekræfter interesseren fra Etixx-Quickstep, men den nævner, at sponsoreren Specialized kan komme til at spille en rolle. 

Specialized er cykelsponsor hos både Tinkoff og Etixx-Quickstep, og sponsoreren ser gerne, at Sagan fortsætter hos Etixx-Quickstep, når Tinkoff-holdet lukker. 

Sportsligt giver et eventuelt Sagan-skifte til Etixx-Quickstep mening. Det belgiske hold leder efter en klassikerstjerne, som kan udfylde det store hul, som Tom Boonen vil efterlade. Boonen er Belgiens Beckham - eller Belgiens Laudrup alt afhængig af, hvor man kigger fra - og derfor skal der en stor stjerne til at erstatte ham. 

Boonen har endnu ikke besluttet, om han vil køre en sæson mere, men hans tid er givetvis ved at rinde ud. Etixx-Quickstep har ryttere som Niki Terpstra og Zdenek Stybar til at tage over, men spørgsmålet er, om de har stjernestatus nok. Det har Sagan i hvert fald. 

Cyclingnews nævner også Trek-Segafredo og BMC som mulige nye hold for Peter Sagan. I Trek-Segafredos tilfælde vil Sagan komme til at erstatte Fabian Cancellara, som stopper karrieren efter denne sæson. Men Trek-Segafredo bliver også nævnt som værende interesseret i Vincenzo Nibali, og kan stå overfor en transformation som hold. Holdet har desuden Jasper Stuyven som fremtidens mand på brostenene. 

På BMC står Philippe Gilbert overfor kontraktudløb. Gilbert sikrede sin nuværende kontrakt, da han var aller varmest, så han sidder i en god kontrakt. Hvis han ikke fortsætter på holdet, vil det give frirum i budgettet til at hente en ny stjernerytter. 

Peter Sagan er ikke den eneste stjernerytter, der skal ud og lede efter en ny kontrakt. Vincenzo Nibali, Philippe Gilbert, Greg Van Avermaet, Michael Matthews og John Degenkolb er også på kontraktjagt. 

Seneste er John Degenkolb blevet sat i forbindelse med Trek-Segafredo, som afløser for Fabian Cancellara. 

Kontraktforhandlingerne plejer så småt at gå i gang i forårssæsonen, men helt officielt må kontrakter med nye hold først offentliggøres 1. august.