Cykling

Debutanten Chris Anker jagter den gode fornemmelse i Belgien

Resultatet er ikke det vigtigste, når Chris Anker Sørensen onsdag kører Brabantse Pijl. Den danske mester fokuserer mere på følelsen i kroppen.

Onsdag er store skiftedag i cykelsportens klassikerverden. 

De tunge, muskuløse brostenseksperter skiftes ud med de lettere, klatrestærke ryttere i endagsklassikeren Brabantse Pijl, nu hvor cykelscenen overtages af Ardenner-klassikerne.

Den danske mester Chris Anker Sørensen skal for første gang stifte bekendtskab med løbet – og den 31-årige dansker kører ikke løbet på jagt efter en god placering. Han er mere på jagt efter en følelse i kroppen: Følelsen af at alt igen fungerer optimalt efter længere tids sygdom.

- Det er enormt vigtigt at få den her gode fornemmelse og føle, at jeg er tilbage. Det har jeg brug for oven i hovedet for at føle, at jeg nu er klar til at forfølge det, jeg håber på at kunne lave i Liège-Bastogne-Liège (som køres søndag den 24. april), siger Chris Anker Sørensen til TV 2 SPORT.

Den danske mester har døjet med sygdom efter årets Paris-Nice til stor ærgrelse for den 31-årige Hammel-klatrer:

Sygdomsperioden kostede nemlig Chris Anker Sørensen det niveau, han ellers havde brugt hele vinteren på at bygge op. Men ni dage med feber kostede formen for rytteren fra Fortuneo-Vital Concept.

- Da jeg kørte Paris-Camembert og Circuit de la Sarthe (begge i begyndelsen af april måned, red.) manglede jeg fuldstændig den sidste power. Der sad jeg virkelig og kæmpede med det. Og derfor er det mere vigtigt for mig med følelsen frem for et resultat. Jeg skal mærke, at benene er, som de var i Paris-Nice.

- Inden det (Paris-Nice, red.) havde jeg virkelig en god fornemmelse og følte, at jeg var tilbage på det niveau, jeg ligesom har savnet de forrige par år. Jeg følte, jeg havde fundet melodien igen, så det er det, jeg ligesom håber og satser på at få ud af Brabantse Pijl, fortæller Chris Anker Sørensen til TV 2 SPORT.

Forårets store mål for den danske mester venter om to uger, når monumentet Liège-Bastogne-Liège slutter forårsklassikerne af. Det er her, Chris Anker Sørensen håber på, at han også kan slutte sin jagt på den gode form af og forhåbentligt træde sig til et stort resultat.

- Det er primært Liège, jeg vil fokusere på, men det er klart, at jeg gerne vil forsøge at lave noget også i Fléche Wallone, for det er også et løb, jeg synes er fedt. Men det er Liège, der ligger allerbedst til mig, så det er det, tankerne lige nu går mest på, lyder det fra den danske mester.

Om Chris Anker Sørensen finder den gode fornemmelse i kroppen igen og måske også viser sig frem på de belgiske landeveje, kan du se i morgen på TV 2 SPORT, hvor Brabantse Pijl bliver vist fra 15.10.