Cykling

Kragh Andersen på vej tilbage fra mareridtsskade: Det har været psykisk hårdt

En grim knæskade har holdt cykelrytteren Asbjørn Kragh Andersen fra at gennemføre et cykelløb i sin første sæson som professionel. Nu ser han fremad.

Asbjørn Kragh Andersen

  • Født: 9. april 1992 (24 år)
  • Hold: Delko Marseille Provence KTM
  • Tidligere hold
    • 2015: Team Trefor
    • 2014: Christina Watches - Kuma
    • 2012-2013: Team Trefor
  • Største resultater:
    • Ringerike Grand Prix i 2015
    • Etapesejre i løbene 
      • Flèche du Sud, 
      • Tour du Loir et Cher E Provost
      • Szlakiem Grodòw Piastowskich

Asbjørn Kragh Andersen fra Vestfyn havde en drøm, da han i vinter satte sig i en hvid varevogn ved siden af sin lillebror og begav sig ud på en køretur på små totusinde kilometer fra Fredericia til den nye lejlighed og den nye tilværelse i Girona i det nordlige Spanien.

En toårig kontrakt som professionel cykelrytter for det franske prokontinentalhold Delko Marseille Provence KTM i baglommen med den unge rytters krusedulle på skulle veksles til et gennembrud som neopro i det store udland. Drømmen var at køre om kap med de store kanoner i forårets endagsklassikere.

Forventningerne høje. Optimismen stor. Håbet spirende.

- Men så gik det galt, fortæller Asbjørn Kragh Andersen til TV 2 SPORT.

Skade. En grim en. I venstre knæ.

Med sine nye holdkammerater på det sydfranske mandskab var Asbjørn Kragh Andersen på træningslejr forud for sæsonen. Nyt hold er lig med nye cykler, både til linjeløb og enkeltstart. Sidstnævnte var på dagens skema. Træning i disciplinen holdtidskørsel for fuld skrald.

Se eller gense indslaget oven for, hvor vi besøgte brødrene Kragh Andersen på dagen, hvor de flyttede til Girona.

Enkelstartscyklen af mærket KTM var et nyt bekendtskab for den danske rytter. Derfor var cyklen heller ikke finindstillet til ham.

- Og så var den med ovale klinger. Det havde jeg ikke prøvet at køre med før. Vi trænede holdtidskørsel, og der vil man jo gerne vise, at man kan sidde med og ikke vise svaghed. Så jeg gav den alt, hvad jeg kunne. Siden da har noget været galt i mit venstre knæ, siger Asbjørn Kragh Andersen.

Et kig på den 24-årige rytters resultatliste for denne sæson afslører skadens alvorlighed. Der er nemlig ikke nogle. Tilbage i starten af februar stillede Asbjørn Kragh Andersen til start i det franske etapeløb Etoile de Bessèges, men måtte udgå med knæsmerter efter 100 kilometer.

Det er det eneste løb, den danske rytter har kørt i år. Til sammenligning har brormand Søren skadesfrit kørt cykelløb 22 gange for sit tyske Giant – Alpecin-hold.

- Det har været nogle dyre lærepenge, konstaterer han.

At se de ryttere, som jeg har ligget og konkurreret med de seneste år, køre løb for deres nye professionelle hold og levere flotte resultater, alt imens jeg ligger på sofaen og er skadet, det er fandeme hårdt

Asbjørn Kragh Andersen

Et hårdt slag for psyken

Skaden holdt rytteren fra cyklen i to måneder. Det er den længste cykelpause i mange år for Asbjørn Kragh Andersen. Først for nylig har han genoptaget træningen. Men faktisk har knæskaden gjort mere ondt på psyken, end den har gjort på kroppen.

- En ting er knæet. Men psykisk har det været vanvittigt hårdt både at se min bror og mine holdkammerater træne og køre løb, mens jeg var skadet, fortæller Asbjørn Kragh Andersen til TV 2 SPORT.

På dette tidspunkt sidste år havde den daværende Team Trefor-rytter allerede kørt to etapeløb og en håndfuld endagsløb, endda med en sejr i etapeløbet Tour du Loir et Cher E Provost til følge.

- At se de ryttere, som jeg har ligget og konkurreret med de seneste år, køre løb for deres nye professionelle hold og levere flotte resultater, alt imens jeg ligger på sofaen og er skadet, det er fandeme hårdt, siger Asbjørn Kragh Andersen.

Asbjørn Kragh Andersen får sin cykel indstillet hos en bikefitter.

Vil ikke pege fingre af holdet

For den kritiske cykellæser kan det synes som lidt af en amatørfejl fra Kragh Andersens franske hold at lade danskeren træde en wattbazooka på en enkeltstartscykel, der ikke er ordentligt indstillet til ham. Hovedpersonen selv kan godt se det problematiske i, at holdet lod ham træne igennem på en fejlopsat cykel, men understreger, at han ikke føler grund til at kritisere holdet.

- Vi har taget en snak om det, og alt er okay nu.

- Det er jo lidt begrænset, hvad holdet kan gøre. Jeg vil ikke pege fingre ad dem, for jeg synes egentlig, de har gjort, hvad de kan. Jeg er ikke skuffet over mit hold, for jeg synes egentlig, at de har et topprofessionelt set up, siger Asbjørn Kragh Andersen.

Men selvom holdet har bakket op omkring danskeren, så har tilværelsen som udlandsprofessionel på et fransk hold ikke været uden visse vanskeligheder.

- Der er nogle sprogbarrierer, der gør det lidt svært at kommunikere med dem. Man kan ikke lige ringe til holdet sent en torsdag aften og sige, at man er nede og ked af det. Men det kommer jeg jo ikke hurtigere tilbage af.

Han har været en kæmpe støtte for mig og en uundværlig hjælp. Han har været som en mentor for mig.

Asbjørn Kragh Andersen om samarbejdet med Bjarne Riis

Mentoren Bjarne Riis har holdt Kragh oppe

Til gengæld har der været en anden person, Asbjørn Kragh Andersen har kunnet ringe til, når skaden har tynget sindet. Og det er en person med et vist kendskab til alle facetter af cykelsporten.

Bjarne Riis har været tilknyttet som Asbjørns coach siden efteråret. Den tidligere holdejer, sportsdirektør og cykelrytter været med til at holde moralen oppe hos den unge rytter.

- Han har været en kæmpe støtte for mig og en uundværlig hjælp. Bjarne er topprofessionel. Han er meget erfaren og har prøvet alt. Som sportsdirektør har han jo også haft ryttere, der har været ude med slemme knæskader, siger Asbjørn Kragh Andersen.

- Han har været som en mentor for mig.

Det nye hjem i Girona i Catalonien har Asbjørn delt med lillebror Søren. I brormand har rytteren også kunne finde støtte og moral.

- Min bror og min kæreste også har været en kæmpe hjælp for mig. De har været med til at holde mig ovenpå i en svær tid.

Bjarne Riis har siden efteråret været tilknyttet Asbjørn Kragh Andersen som en slags coach.

Ser frem mod Post Danmark Rundt

Nu er knæskaden så småt ved at være fortid. I hvert fald er Asbjørn Kragh Andersen tilbage i træning. Han ser i samme retning, som cyklens forhjul peger. Fremad.

- Nu er mit fokus på at komme tilbage i topform og ligesom gengælde tilliden til de mennesker, der har taget telefonen, når jeg har ringet og været nedtrykt.

- Jeg er et stykke fra løbsformen endnu. Den skal jeg arbejde på at genfinde. Det tager lidt tid at komme tilbage i løbsmode efter så lang en pause, siger Asbjørn Kragh Andersen.

Den tidligere Team Trefor-rytter er forsigtig med at sætte ord på målsætninger og ambitioner for resten af 2016, men fortæller dog, at han godt kunne tænke sig at køre Post Danmark Rundt i sensommeren for det danske nationalhold og være i topform her.

- Men først skal jeg finde mine ben igen og vise, hvad jeg er gjort af, siger han.

Den unge fynbo har kontrakt med prokontinentalholdet Delko Marseille Provence KTM til og med udgangen af 2017.