Cykling

Riis og Seier hyrer pensioneret Tinkoff-stjerne til cykelprojekt

Australske Michael Rogers indstillede karrieren i sidste måned. Hans fremtid ligger nu hos Riis Seier Project.

Bjarne Riis og Lars Seier Christensen har gang i et projekt, som efter planen skal ende med et nyt cykelhold.

En af dem, der skal hjælpe projektet fremad, bliver den tidligere Tinkoff-rytter Michael Rogers, der er blevet ansat som administrerende direktør.

- Da Michael annoncerede sit karrierestop i professionel cykling, diskuterede jeg øjeblikkeligt med ledelsen om hans mulige lederskab i projektet, siger Bjarne Riis i en pressemeddelelse.

- Jeg kender ham rigtig godt fra hans mange år i cykelsporten. Han er på alle måder en dedikeret person med en meget professionel tilgang. Han har bevist sine lederevner i cykelsporten. Med hans energi og ambitioner om at lære forretningsverdenen at kende er vi overbeviste om, at han kan lede profektet mod en interessant fremtid.

Michael Rogers blev tvunget til at indstille sin professionelle karriere på grund af hjerteproblemer.

Han vandt VM i enkeltstart tre år i træk fra 2003 til 2005. Senere i karrieren blev han blandt andet kendt som en af Alberto Contadors tro væbnere på Tinkoff.

- Jeg glæder mig og er taknemmelig for at få muligheden for at lede det her projekt. Sammenlignet med min sportslige karriere gennem de sidste to årtier er det helt nye udfordringer, der venter mig, siger Michael Rogers.

- Jeg føler, at jeg gennem mine ledende roller på flere af verdens mest prominente cykelhold har fået værdifuld erfaring til at tage springet fra sportsmand til denne nye rolle.