Giro d'Italia

Fuglsang kritiserer sin kaptajn: Nibali dummer sig i dag

- Nogle gange bliver det hovedløst, det han foretager sig, siger Fuglsang om sin kaptajn hos Astana.

For Astana-holdet blev 16. etape endnu et nederlag for holdets kaptajn Vincenzo Nibali.

Favoritterne angreb hinanden på kryds og tværs allerede på første stigning, og det ødelagde Astana-holdets taktik, der var at få et par folk med i et udbrud. Men en af dem, der var mest i angrebshumør, var Astana-kaptajnen selv.

- Det var en hård etape, og det gik ikke helt, som jeg havde håbet på. Vores plan lykkedes ikke rigtig, og taktikken for holdet ændrede sig lidt undervejs. Alt i alt var det en dag, hvor vi tabte stort set på alle fronter, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT efter etapen.

Og ifølge Nibalis danske løjtnant, så er italieneren selv delvist skyld i, at etapen udviklede sig, som den gjorde.

- Hvis du spørger mig, så dummer Vincenzo sig lidt ved at angribe og lukke hullet til Tanel (Kangert, red.), som egentlig kunne have vundet etapen.

- Og i stedet for at sige, at de fleste favoritter er der og så få Scarponi og jeg tilbage op, så vi sidder i overtal og egentlig kunne forsøge at prøve noget der, der beslutter man sig for at køre i stedet for.

På dagens første kategori 2-stigning Passo Della Mendola var det ellers lykkedes Astanas Tanel Kangert at slippe afsted efter en byge af angreb.

Men med 500 meter til toppen kunne holdets kaptajn så heller ikke holde sig i ro længere, før også han ville forsøge sig med et attentat på en isoleret Steven Kruijswijk.

Og ifølge Jakob Fuglsang var det bestemt ikke planen, der blev lagt på taktikbrættet, inden etapen. Her skulle den tredobbelte Grand Tour-vinder nemlig have holdt sig i ro.

- Han bliver nogle gange lidt for ivrig, og så er han en rytter, der kører med hjertet i stedet for altid at køre med hovedet. Nogle gange bliver det hovedløst, det han foretager sig, og benene er der måske ikke helt til at gennemføre det, han sætter i gang, og det er måske det, der sker i dag, siger Jakob Fuglsang.

Med omkring 15 kilometer tilbage af etapen måtte Vincenzo Nibali slippe frontgruppen med blandt andre Kruijswijk og etapevinderen Valverde, og kort efter kunne han også se Chaves og Majka komme op bagfra og stryge lige forbi italieneren, der tabte ét minut og 47 sekunder til de forreste på dagens etape.

- Giroen er ikke slut endnu, men efter i dag ser det rigtig svært ud. Og når der er 6-7 mand af dem, der ligger foran i klassementet, som kører fra Vincenzo, så er det helt sikkert, at det bliver svært at vinde Giroen, siger Jakob Fuglsang.

Både Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang røg en placering tilbage i klassementet efter dagens etape.

Nibali er lige nu 1 minut og 20 sekunder fra Valverde på den sidste podieplads, mens Jakob Fuglsang er 11’21” efter Kruijswijk på 11. pladsen.