Cykling

Oleg Tinkov: Flere hold kommer til at lukke

Holdejer Oleg Tinkov mener, at cykelsporten bliver ramt af flere holdlukninger.

Det schweiziske hold IAM Cycling lukker ned efter denne sæson, og ifølge Tinkoff-holdejer Oleg Tinkov er der flere holdlukninger på vej i cykelsporten.

Tinkoff Bank stopper også som sponsor efter denne sæson efter fire år, hvilket efterlader Bjarne Riis' tidligere hold med en uvis fremtid.

Vil du sælge holdet?

- Det tror jeg ikke. Jeg har ikke prøvet at sælge det, for hvad betyder det egentligt at sælge i cykelsporten? Holdene kollapser lige som mit hold, og jeg er sikker på, der snart kommer flere kollaps, siger Oleg Tinkov til TV 2 SPORT.

- Der er ikke nogen forretning i cykling. Jeg er ude, og i sidste ende er jeg sikker på, at BMC også ryger ud og andre; også Katusha.

Oleg Tinkov mener, at det især er holdene støttet af private sponsorer, der kommer i problemer.

Russeren har i flere omgange udtalt sig kritisk om den måde, hvorpå cykelsporten er skruet sammen forretningsmæssigt, hvor der ikke er ret mange penge at komme efter - for eksempel med tv-penge.

- Sporten er i en kæmpe krise, men jeg tror, ASO (arrangør af blandt andet Tour de France, red.) skaber en liga, hvor de betaler holdene lige som i Formel 1. Det vil måske ændre sporten, men indtil det sker, bliver det skandale efter skandale og kollaps efter kollaps. Jeg kan ikke se nogen fremtid for cykelsporten med denne model, siger Tinkov.

Selv om han har valgt at trække sig ud af cykelsporten efter denne sæson, vil han se tilbage på en god tid som først sponsor og siden holdejer.

- Jeg har aldrig fortrudt en eneste øre, jeg har brugt. Jeg har brugt mange millioner og timer på cykling, og jeg fortryder intet. Jeg har nydt det, siger Oleg Tinkov til TV 2 SPORT.