Cykling

To danskere skal hjælpe Contador i sidste Tour-test

Tinkoff har udtaget Michael Valgren og Jesper Hansen til etapeløbet Dauphiné, hvor Alberto Contador er kaptajn.

Selv om Giro d'Italia netop er afsluttet, er der ikke lang tid, til et af de største løb i kalenderen skal køres. Tour de France.

Derfor er de udtagede hold i gang med at finpudse formen og finde de ryttere, der skal med til Touren.

Hos Tinkoff er en af de sidste test Dauphiné, som køres fra søndag. Og her har cykelholdet valgt, at Michael Valgren og Jesper Hansen skal hjælpe Alberto Contador med at få succes i løbet, hvor Chris Froome også deltager.

Udover Valgren, Hansen og Contador er Roman Kreuziger, Sergio Paulinho, Yuri Trofimov, Robert Kiserlovski og Michael Gogl også udtaget til løbet, der strækker sig over otte etaper.

Alberto Contador glæder sig til at få noget fart i benene i løbet, efter han har brugt de seneste måneder på at skabe en solid grundform forud for Tour de France.

- Det er farten, jeg mangler mest lige nu. Men det vigtigste er, at der ikke har været nogen tilbageskridt, og det er altid gode nyheder, siger han til Tinkoffs hjemmeside.

Spanieren regnes som en af de store Tour-favoritter, og han erkender også, at han føler sig meget mere frisk i forhold til sidste år, hvor han kørte Giro d'Italia og dermed havde meget lidt tid til at restituere.

- På dette tidspunkt sidste år var jeg smadret og meget træt på grund af det krævende Giro d'Italia. Jeg føler mig meget bedre nu, fortæller Tinkoff-kaptajnen.

Du kan se hele Dauphiné på TV 2 SPORT. Prologen bliver sendt på søndag fra klokken 13.30.