Tour de France

Første dansker klar til Touren

Chris Anker er blandt fire ryttere, Fortuneo-Vital Concept har udtaget til Tour de France.

Den første dansker er klar til at køre årets Tour de France.

Chris Anker Sørensen er tirsdag morgen en af fire ryttere, som hans hold Fortuneo-Vital Concept har udtaget til årets udgave af det franske etapeløb.

Eduardo Sepulveda er udtaget som holdets kaptajn, og det bliver Chris-Anker Sørensens opgav at køre for den 24-årige argentiner. Derudover er også Florian Vachon og Anthony Delaplace blevet udtaget.

- Chris Anker har erfaring med Grand Tour-løb, og det kan give os meget i den sidste uge. Han vil være en god støtte for Eduardo i bjergene, siger sportsdirektør Sébastien Hinault bl.a. i en pressemeddelelse og kalder det et interessant samarbejde.

- Argentineren vil kunne regne med Chris-Anker Sørensens støtte. Da de var sat sammen for første gang i Tour de San Luis, viste deres samarbejde sig meget interessant.

- Han har ikke nået de mål, han havde sat sig, hverken i Paris-Nice eller Liège-Bastogne-Liège. Kulden handicappede ham. Han kunne ikke vise sine sande kvaliteter, men vi har tillid til ham, lyder det endvidere fra Sébastien Hinault.

Den 31-årige dansker ser frem til endnu en gang at køre Tour de France, hvor han i 2012 blev samlet nummer 14 og blev kåret som løbets mest angrebsivrige rytter, men siden har han ikke kørt med.

- Jeg kan næsten ikke vente på Tour de France, det er verdens største cykelløb. Alle cykelryttere drømmer om at deltage i det. Jeg er meget stolt af at gøre det for femte gang, siger han bl.a. i pressemeddelelsen fra Fortuneo-Vital Concept, hvori han også erklærer, at han udover at køre for Sepulveda håber også at kunne vinde en etape.

- Jeg er meget glad for at deltage i Tour de France for Fortuneo-Vital Concept. Jeg elsker den måde, vi kører cykelløb på. Vi angriber og kører vores chancer på etaperne. Vi kigger på klassementet for Eduardo. I dag drømmer jeg om en etapesejr, siger Chris Anker desuden i meddelelsen fra holdet.

Tour de France begynder 2. juli i det nordvestlige Frankrig og kommer i år et smut forbi Schweiz.

I tv-klippet fra tidligere i år over artiklen kan man se Chris Anker fortælle om netop sine forhåbninger om at køre Tour de France.