Se de vanvittige tal: Tour-rytter kørte nedkørsel med 130 km/t
Der blev kørt uhyggeligt stærkt på søndagens nedkørsel fra Port de la Bonaigua - hurtigste rytter var tyske Marcus Burghardt.
I klippet over artiklen kan du se Chris Froomes nye teknik på nedkørsler
Han havde bragt sig selv i spil til en fartbøde - på en dansk motorvej!
BMC's tysker Marcus Burghardt kørte uhyggeligt stærkt på søndagens første nedkørsel fra Port de la Bonaigua. På det sociale medie for cykelryttere, Strava, har Burghardt fremlagt data fra 9. etape, og her viser det sig, at han har været oppe på fuldstændig vanvittige 130,7 kilometer i timen.
Han var dermed den rytter i Tour-feltet, der kørte hurtigst - i hvert fald målt på de ryttere, der deler data på Strava.
Nummer to blev Jérémy Roy fra FDJ, der kørte 127,1 kilometer i timen som maxhastighed. Denne fart blev målt på nedkørslen fra kategori 2-stigningen Côte de la Comella.
Danske Michael Valgren passede noget mere på sig selv, da hans højest målte fart var 100,8 kilometer i timen.