Leth genoplever vild etape: Det var grusomt, kynisk og klinisk - det gør mig ked af det

Jørgen Leth mindes her, hvordan den elegante vovehals udfordrede den beregnende maskine på bjerget over dem alle - stigningen alle ryttere frygter.

Bestigningen af Mont Ventoux, Provences skaldede kæmpe, har for mig dannet scenen for mange dramaer - både tragiske og meget smukke etaper. Det gør det også den 14. juli 2013, hvor Tour-feltet rammer det legendariske bjerg.

Se Tour de France på TV 2 PLAY.

181 ryttere er startet i landsbyen Givors, men det endelige, grusomme slag kommer kun til at stå mellem to af dem. To ryttere, der ikke kunne være mere forskellige. Britiske Chris Froome i gult er pakket ind af sit Team Sky, da de første ryttere når foden af Mont Ventoux. 1800 meter over dem venter den nedlagte vejrstation ved målstregen på issen af det skaldede bjerg. En skaldet kæmpe, der kan slå moralen ud hos de fleste.

Kynisk og klinisk. Han vil alene til mål, som traditionen foreskriver det på Mont Ventoux (...) Det gør mig ked af det (...) Det var grusomt...

Jørgen Leth

Mont Ventoux er af mange regnet for at være det allerværste. Den allerstørste udfordring for Tour de France-feltet overhovedet. Det er årets længste etape, og selv for de bedste klatrere er det en udfordring.

Ventoux anses for at være væsentligt hårdere end Alpe d'Huez. Det kan man se på tallene. Der er stejlere stigningsprocenter, og det er nogle barske forhold, der køres under.

Eksponeringen af rytterne i det nøgne terræn, som de møder på sidste del af stigningen. Selve procenterne er voldsomme.

square to 16x9

Der er hele 13 kilometer tilbage, da Froomes modsætning, den vævre Nairo Quintana ryster hele favoritfeltet med sit tidlige angreb. Colombianeren ved, at han skal tage initiativet tidligt. Og det gør han. Han ved, at det er dristigt. Det er et meget rammende kendetegn ved Quintana. Lysten til at angribe. Og lysten til at angribe med lang afstand til målstregen. Det er det, som vi vil se. Det er det, Tour de France handler om.

I det øjeblik Quintana angriber, overreagerer Froome ikke. Han forholder sig cool. Og det er klogt af ham. Han ved, at han vinder på det lange træk. Han ved, at der er tid nok. Derfor bliver han ikke forskrækket, da Quintana kører væk. Han lader sig ikke chokere af det. Han har sin taktik, og den holder han fast i.

Han er uhyggeligt cool

Jeg har respekt for Froome. Men jeg holder ikke af måden, han kører på. Han er ikke en rytter, som jeg kan have stor entusiasme for. Han er en rytter fra en anden planet. Og hvorfor skriver jeg det? Det gør jeg, fordi jeg synes, hans stil er uskøn. Det har jeg sagt før, og det er næsten for banalt at skrive det.

Der er ingen fornøjelse ved at kigge på ham. De bedste klatrere i cykelsporten, som Nairo Quintana, Esteban Chaves eller Vincenzo Nibali, er stilister. De kører skønt, når de angriber i bjergene. Det er en skønhedsåbenbaring. Sådan er det langt fra med Froome. Det er selvfølgelig en meget subjektiv vurdering, og den står jeg ved.

Det er ikke sådan, at jeg synes, han ikke skal vinde, for han har fundet ud af det på sin egen måde. Og det står ham frit for at gøre det sådan. Han har fundet sin egen stil. Han ser helt anderledes ud end de andre. Han er uhyggeligt cool. Han er uhyggeligt afhængig af de beregninger, han laver på forhånd, som beror på en eller anden form for videnskab, som er fremmed for cykelsporten. Men det er et element, man må respektere. Han vurderer sine muligheder i løbet rationelt. Han kigger på sin computer ufravendt.

square to 16x9

Det ser forfærdeligt ud, når han sidder på cyklen og hovedet flyver rundt og de spidse albuer stritter ud til siderne. Jeg kan ikke lide synet, men jeg har respekt for manden. Han har gjort videnskaben, som han dyrker i løbet, til en afgørende faktor. Det er en del af cykelsporten, som jeg ikke er ovenud begejstret for. Indflydelsen som beregningerne og computeren får på løbet tiltaler mig ikke. Det er for velovervejet og kalkuleret.

Der er 10,9 kilometer tilbage til toppen. Quinatana fører, men Froome er stadig iskold. Han har sin radio og sine beregninger. Kommunikationen i radioen handler alt sammen om, hvad Froome skal gøre. Man kan kalde det en stor rationel udvikling af etapen. Det er en velovervejet handlingsplan, han følger, og som bliver kommunikeret til ham fra holdbilen. De har adgang til oplysningerne på Froomes computer. Det er helt givet, at det er en evig kommunikation. Jeg bryder mig ikke om det.

Cykelsporten var rigere dengang, der ikke var intens kommunikation mellem sportsdirektør og rytter. Jeg ved, det lyder konservativt, men det var mere livligt og uforudsigeligt, end det er i dag. Jeg kan ikke lide, at han hele tiden skal have instrukser om, hvad han skal gøre. Cykelsporten skal helst være præget af spontanitet. Den spontanitet repræsenterer Quintana i duellen mod den meget beregnende Froome.

En elegantier på de stejleste procenter

Jeg kan ikke huske, om jeg regnede Nairo Quintana for at være en stor udfordrer til Chris Froome allerede dengang. Men det tror jeg. Jeg var tidligt opmærksom på, at Quintana ville blive den nye store bjergrytter, og jeg var meget begejstret for ham fra begyndelsen. Så jeg tror godt, jeg kan være tilfreds med det, jeg forudsagde om Quintana.

På Ventoux i 2013 ser man virkelig, hvor ufatteligt stærk han er på stigningerne. Han kørte løbet med stor ære og angreb Froome tidligt. Han var klar over, at han skulle tage teten og initiativet frem for at overlade det til Froome og det dominerende Sky-mandskab. Det er det, jeg altid efterlyser i cykelsporten. Jeg kan godt lide dem, der vover pelsen. Og det er Quintana et udtryk for. Han folder sig ud på Ventoux og viser det, som vi sidenhen har glædet os over. Hans angrebstalent. Hans elegante måde at klatre på.

square to 16x9

Chris Froome kører væk med forbløffende fart. Det er voldsomt at se, at han kan træde gearet så hurtigt. Det er næsten uforståeligt. Det er derfor, jeg føler, at han er en mand fra en anden planet. Froome efterlader Contador, der har hængt på indtil nu, og kommer hurtigt op til Quintana på grund af sin acceleration. En uhyggelig acceleration, der med det samme skubber Quintana bagud. Han spurter nærmest forbi. Men Quintana kommer tilbage.

De fleste bliver slået ud i sådan en situation. Der er en psykologisk effekt i den voldsomme acceleration, som Froome har evnen til at lave. Den er chokerende for det blotte øje, når man ser det. Hvad er det for noget? Det er for meget. Det er uhyggeligt. Sådan tænker jeg, når jeg ser det. Så hvad tænker rytterne ikke? Det er klart, at det slår de fleste ud. De ser, at han kører et andet løb, så de kan simpelthen ikke følge med. Men Quintana knækker ikke. Det skal man notere sig.

Det er imponerende, at Quintana stadig hænger på efter Froomes voldsomme og nærmest uvirkelige acceleration. Det er et nøglemoment på etapen. Quintanas psyke bliver ikke slået ud af Froomes vanvittige aktion på den høje stigning.

Bjerget er med rette frygtet af rytterne

Vinden ofte er meget voldsom på Mont Ventoux. Mistralvinden. Det ser man ikke tilsvarende i Alperne. Alperne er også meget, meget slemme, men Mont Ventoux er et specielt fænomen, fordi det står alene i landskabet. Det kaldes den ensomme, skaldede kæmpe. En meget malerisk betegnelse af bjerget, som står der og rager op i Provence, hvor der ellers ikke er bjerge. Og så er det helt skaldet på toppen.

Det udsætter rytterne for voldsom vind. Specielt hvis Mistralen virkelig blæser, og det har den gjort mange gange, når Tour de France har været forbi. Man kan aldrig vide det på forhånd. Det er udmattende, hvis der kommer en kraftig vind på en stigning, som i forvejen er så skarp. Den bringer rytterne ud af balance.

Bemærk: Denne artikel er skrevet inden etapen i går blev forkortet pga. kraftig vind. Det kan du læse mere om herunder.

Men Mont Ventoux er også en klimatisk udfordring. Jeg har set den høje temperatur genere rytterne virkelig meget. Det er en del af charmen ved Tour de France, at det hele er så varieret, og at landskabet, temperaturen og klimaet er så udfordrende. Forholdene er helt anderledes i Provence sammenlignet med andre steder i bjergene. Men uanset om vinden blæser eller ej, så er der stadig de stejle procenter.

Det er et bjerg, som skiller sig ud fra alle andre. Med rette er Mont Ventoux frygtet af rytterne.

square to 16x9

Efter flere kilometers ridt op ad bjerget i hinandens udmagrende selskab, udveksler duellanterne pludselig ord. Froome og Quintana er helt alene i front. De taler sammen. Det er en dialog, jeg har svært ved at se for mig. Har Quintana mon bedt om at komme med til mål? Det kan jeg ikke forestille mig. Jeg tror, Quintana er en meget stolt rytter, som ikke vil forhandle om sådan noget. Men man har set det mange gange. Rytterne forhandler med hinanden. Contador er kendt for at forhandle. Jeg er ikke kritisk over for den slags. Det er normalt.

Jeg kan ikke regne ud, hvad snakken mellem Froome og Quintana handler om. Hvad har Froome at forhandle med? Han har sin acceleration, og den kan han bare lave, når det passer ham. Han har ikke brug for nogen hjælp fra Quintana. Colombianeren har mere at forhandle om, for han vil gerne i mål i samme tid som Froome. Men han kan ikke. Hvad end de aftaler, så er det hurtigt brudt. Der er ikke basis for en aftale.

Da bjerget tog et liv

Jeg så mit første Tour de France i 1970. Der så jeg Eddy Merckx, som var dén tids store, store vinder og helt suveræne mester. Han vandt på Ventoux, men han faldt af cyklen på målstregen og måtte have iltmaske på med det samme. Merckx var ellers en superman, så det gjorde stærkt indtryk på mig at se det.

Der har også udspillet sig andre voldsomme scenarier på bjerget, som da Tom Simpson i 1967 døde kort før mål. Det var en blanding af varmechok og forskellige dopingpræparater. Cognac, amfetamin og en ulidelig varme endte med at slå ham ud.

Han forsøgte ellers at fortsætte. Han fik overtalt publikum til at få ham på cyklen igen, for han ville til mål. Men lige før toppen faldt han af cyklen og døde. Alle frygter Ventoux. Det gjorde Simpson også, så derfor prøvede han at forberede sig på at overkomme vanskelighederne ved at snyde sig igennem. Men ikke desto mindre er det varmen, der kan være djævelsk. Det har jeg set mange gange. Ryttere dør rent styrkemæssigt på vej op ad bjerget. Simpson døde helt bogstaveligt.

Det er lige efter Tom Simpsons mindesmærke, på stedet han faldt død om, at Froome sætter sit dødsstød ind på Quintana.

square to 16x9

Det er så frygteligt, som et overhovedet kan være. Men det kommer ikke uventet. Jeg vil rose Quintana for hans mod. Han angreb tidligt velvidende, hvad det kunne komme til at koste. Enhver ved det. Historien om Mont Ventoux fortæller det også. Det er meget, meget dristigt. Men det tidlige angreb var hans taktik. Han forsøgte at komme det hele i forkøbet, og det er han lige ved at gøre. Bortset fra at Froome er i stand til at svare igen. Og han svarer ikke blot igen. Han knuser colombianeren.

Det var en naturlig følge af dispositionen af løbet. Froome var afventende med sit fremstød, og han drog nytte af den fordel, jeg tror, det giver­­­ at sidde i feltet og være beskyttet af sine hjælpere. Han er blevet fragtet op til det punkt, hvor han synes, det var komfortabelt at gå efter Quintana på egen hånd. Derfor var han i overskud med sine kræfter i forhold til Quintana. Froome prøver endda at sætte ham flere gange. På den måde er han en frygtelig mand. Kynisk og klinisk.

Han vil alene til mål, som traditionen foreskriver det på Mont Ventoux. Igennem historien er de enlige vindere blevet hyldet her. Det er det, vi gerne vil se. Og det vil vi også gerne se i duellen mellem Quintana og Froome. En af dem skal køre alene i mål. Det er stedet, hvor man skal komme alene til toppen. Det gør mig ked af det, fordi jeg holder med Quintana. Det må man ikke som kommentator, men det gør jeg alligevel her. Jeg ville hellere have, at han skulle vinde, men logikken fortæller mig, at det var en naturlig afslutning, at Froome fik hægtet Quintana af til sidst.

Bøjer mig for Froome

Det var grusomt på grund af den hysteriske acceleration, men det forbavsede mig ikke.

Jeg synes, det er en tilfredsstillende etape for begge ryttere. Det er imponerende. Jeg må indrømme, at jeg må bøje mig for, at Froome imponerer mig. Det er meget koldsindigt tænkt og udført, det han lavede på Mont Ventoux for tre år siden.

Vi fik set to vidt forskellige ryttertyper. Nærmest to forskellige tidsaldre i cyklingen. De foldede sig ud og viste sig fra deres bedste sider på den etape. Jeg vil tro, at styrkeforholdet her i 2016 er mere til Quintanas fordel.

Det håber jeg.

Dagens etape på Mont Ventoux er blevet forkortet. Det kan du læse mere om herunder: