Tour de France

TV 2-reporter: Sikkerheden har aldrig været højere

Det var en stille og afdæmpet Tour-karavane, der varmede op til dagens enkeltstart. Stemningen er trykket, men det franske folk lader sig ikke kue.

13. etapes enkeltstart i et område, der ligger omkring 300 kilometer fra Nice, køres som planlagt, men gårsdagens hændelser har lagt en tung dæmper over den fest, Tour de France-karavanen plejer at bringe med sig.

TV 2 SPORTs reporter på stedet, Jasper Stadum, beskriver et startområde, der er tydeligt mærket af angrebet i Nice. 

- Det har helt klart påvirket stemningen det her frygtelige angreb i går i Nice. Der er mindre fest i dag, end der plejer at være, siger han. 

Sikkerheden ikke bliver skruet yderligere i vejret som følge af hændelserne i Nice. Beredskabet var i forvejen højere end normalt til Tour de France på grund af terrorangrebet i Paris sidste år. Der er således til årets Tour indsats specialstyrker med antiterror-funktioner.

- Sikkerhedsniveauet er meget højt. Jeg har dækket Tour de France i 10 år, og jeg har aldrig oplevet så mange politifolk langs med ruten eller når man skal ind på et område. Jeg tror, at sikkerhedsniveauet er gået et nøk op efter i går, Siger Jasper Stadum.

- Der er flere politifolk end jeg før har set. De går med skud- og stiksikre veste. Jeg har flere gange i dag skulle vise min akkreditering, når jeg skulle ind i et område. Det plejer jeg ikke at skulle, fortsætter han..

Touren mindes også ofrene ved at lade den ellers larmende reklamekaravane køre i stilhed.

- Vi har netop overværet reklamekaravane køre ud på ruten, som rytterne også skal køre. Den kørte i dag meget mere stille end den plejer. Der var ingen technomusik og overstyret popmusik, som der plejer, siger han. 

Etapen bliver dedikeret til ofrene for terrorangrebet i Nice på den franske nationaldag, Bastilledagen. Angrebet har kostet 84 mennesker livet, mens flere er i kritisk tilstand.

- Alle ceremonier og den slags efter etapen, de er også blevet aflyst i respekt for det frygtelige angreb, der var i Nice. Der bliver mindre stemning og mindre fest i Touren i dag, men selve cykelløbet, det bliver gennemført, siger han.

- Den franske holdning er, at livet går videre. Det er umanerlig frygteligt, det der er sket i Nice. Men den franske mentalitet er, at vi er nødt til ikke at lade os knægte. Derfor er vi nødt til at køre på cykel. Det er det logiske franske svar på en katastrofe som denne.