Rio 2016

Amalie Dideriksen falder helt igennem i omnium-tidskørsel

Amalie Dideriksen sluttede sidst af samtlige cykelryttere i fjerde disciplin i kvindernes omnium-konkurrence.

Cykelrytteren Amalie Dideriksen måtte tirsdag notere sig en 18.-plads i 500 meter på tid, som var fjerde disciplin i kvindernes omnium-konkurrence ved OL i Rio.

Danskeren kørte den dårligste tid af samtlige efter en dårlig start, og hun sluttede dermed som sidst i disciplinen. Den blev vundet af australske Annette Edmondson, der kørte tre sekunder hurtigere end danskeren. 

Amalie Dideriksen lå samlet nummer fire inden den første af dagens tre sidste discipliner tirsdag, og hun ligger nu på en samlet niendeplads med 98 point. 

500 meter på tid køres over to omgange, hvor al energi brændes af på sidste omgang i en lang spurt. 

Amalie Dideriksen lagde ellers fornuftigt ud i omnium-konkurrencen mandag.

Senere tirsdag køres de to sidste discipliner, som er flyvende omgang på tid og et pointløb over 25 kilometer.

Flyvende omgang på tid køres klokken 21.10 (dansk tid), mens pointløbet køres fra klokken 22.05 (dansk tid).

Danskeren kvalificerede sig til OL, da hun i marts blev nummer ti i omnium ved VM på bane. Ved den lejlighed vandt Amalie Dideriksen scratch-løbet.