Hold og atleter vil åbne helbredsfiler efter Wiggins-sag: WADA siger nej
Det internationale antidopingagentur, WADA, vil ikke være med til offentliggøre atleters sundshedsdata fremadrettet, trods ønske fra blandt andre SKY
Efter Bradley Wiggins’ medicinforbrug forud for Tour de France i 2011 og 2012, og før Giroen i 2013 er blevet offentliggjort har både Team Sky, Chris Froome og senest danske Chris Juul Jensen foreslået at gøre de såkaldte TUE’s offentlige permanent.
Men nu siger WADA stop.
- Det er en fundamental menneskerettighed, at helbredsinformation bliver holdt hemmeligt, skriver WADA i en pressemeddelelse tirsdag.
Det er ellers netop WADA, der er indirekte skyld i, at hele sagen er blusset op, efter at flere atleter har fået lækket deres medicinske filer af hackergruppen Fancy Bears efter OL i Brasilien. Herunder blandt andet Bradley Wiggins.
- Ingen vil ønske, at den form for information bliver offentliggjort, for at folk så kunne snakke om den offentligt. Atleter skal ikke være nødsaget til at offentliggøre deres TUE’s, hvilket kan vise deres sygdomme eller øjeblikkelige tilstand, skriver WADA, der samtidig sender opbakning til Bradley Wiggins.
- Ingen atlet skal være nødsaget til at forsvare deres lovlige brug af TUE’s.
Bradley Wiggins’ fik i forbindelse med de tre grand tours indsprøjtninger med præparatet ”corticosteroid triamcinolone”, noget som han havde en lægeerklæring til og dermed lov til at bruge.
Alligevel har Wiggins brug af TUE’s skabt stor debat.
Flere har peget på:
- at timing for lægeerklæringerne er mistænkelig.
- at Wiggins tidligere har fortalt, at han aldrig har modtaget indsprøjtninger relateret til cykling.
- Og at Tour de France-vinderen fra 2012 har beskrevet i sin selvbiografi, at han følte sig sund, rask og frisk før Touren i 2012, hvilket har fået folk til at undre sig over, hvorfor han så skulle have medicin.