Cykling

Konkurrenterne kritiserer Team Sky i Wiggins-sag: Skulle aldrig have kørt Tour de France

Sammenslutning af cykelhold for en mere troværdig sport kritiserer Team Sky for at lade Bradley Wiggins køre Tour de France efter TUE-behandling.

Hvad er en TUE?

TUE – Therapeutic Use Exemption – er en dispensation for et medicinsk præparat, der er på dopinglisten. TUE gives til udøvere, der grundet en sygdom, lidelse eller skade har behov for et præparat til medicinsk behandling, som er på Dopinglisten.

For at få en TUE skal udøveren udredes for sin sygdom eller skade, og dispensationen skal gives af ADD’s TUE-udvalg, som består af fire læger med forskellige specialer.

Kilde: Anti Doping Danmark

Bradley Wiggins skulle aldrig have haft lov til at deltage i hverken Tour de France i 2011 og 2012 eller Giro d'Italia i 2013.

Det siger MPCC, der er en sammenslutning af professionelle cykelhold med formålet at fremme troværdigheden i cykelsport.

De mener, at Team Sky burde have spærret Bradley Wiggins fra at deltage i de tre Grand Tours, fordi Wiggins modtog behandling med kortikosteroid efter en TUE blot få dage før cykelløbene.

- Hvis Team Sky havde været medlemmer af MPCC, så havde Wiggins ikke fået lov til at deltage nogle af de tre Grand Tours, siger læge i organisationen, Armand Mégret til Cyclingnews.

Den engelske rytter fik behandling med det kraftige steriodhormon, fordi han led af allergi og åndedrætsvanskeligheder.

- Det er op til lægerne at finde den rette behandling til rytterne. I Wiggins tilfælde findes der mange andre behandlingsmåder end kortikosteroid, siger Mégret.

Den britiske cykelrytter vandt Tour de France i 2012, kort tid efter han havde fået kortikosteroid. Wiggins blev behandlet med præparatet den 26. juni, altså fire dage før starten på Touren.

Otte dages pause fra løb

Organisationen, der tæller 25 professionelle cykelhold, herunder otte på World Touren, har ganske klare linjer på området.

Inden for MPCC's regelsæt er der slet ingen gråzoner i forhold til kortikosteroid med TUE-dispensation. Det er nemlig standardprocedure, at rytteren, der har fået behandling med præparatet, skal tage en løbspause på minimum otte dage for at undgå, at ryttere får en unfair fordel af medicinens bivirkninger.

Team Sky har aldrig været medlem af MPCC, der er frivillig organisation. Derfor var holdet ikke nødsaget til at spærre Bradley Wiggins fra at køre løb.

Det britiske cykelhold blev ellers inviteret til at tilslutte sig sammenslutningen for flere år siden, til hvilket holdet takkede nej.

- Nu forstår vi bedre, hvorfor Team Sky ikke ville være med i MPCC, konstaterer Dr. Mégret.

Han bakkes op af en anden cykellæge, der forklarer, at det faktisk kan være direkte sundhedsskadeligt at køre løb kort tid efter behandling med det normalt forbudte stof.

- Kortikosteroid er en helt legal behandlingsmåde, hvis man virkelig fejler noget, men man har brug for en hvileperiode efterfølgende for at komme i bedring, siger Anko Boelens, der er læge for cykelholdet Giant-Alpecin i en pressemeddelelse.

- Derfor mener vi, at man skal man tage en hvileperiode på mindst otte dage, efter man har brugt præparatet. Det vigtigste årsag til dette er, at vi vil eliminere gråzonerne, fortsætter lægen.

Kostede Vuelta-vinder deltagelse

Lampre - Merida var medlem af MPCC tilbage i 2014. Få dage før Vuelta a España var holdet nødsaget til at spærre den forsvarende vinder Chris Horner fra at deltage, da han havde modtaget kortikosteroid mod bronkitis.

Lampre - Merida meldte sig i øvrigt ud af MPCC få måneder senere.

Bradley Wiggins selv fortalte i et interview med BBC, at intentionerne aldrig var snyd, og at han ikke fik en unfair fordel af behandlingen.

- Det var en kur mod en sygdom. Det handlede aldrig om, at jeg skulle finde en måde at få en unfair fordel på, siger Bradley Wiggins.