Cykling

Wiggins tog 'dopingens svar på en Tic Tac' med fuldt overlæg

Bradley Wiggins var fuldt ud klar over, at stoffet han fik behandling med, havde et ry for at være misbrugt af andre ryttere som doping.

Hvad er en TUE?

TUE – Therapeutic Use Exemption – er en dispensation for et medicinsk præparat, der er på dopinglisten. TUE gives til udøvere, der grundet en sygdom, lidelse eller skade har behov for et præparat til medicinsk behandling, som er på Dopinglisten.

For at få en TUE skal udøveren udredes for sin sygdom eller skade, og dispensationen skal gives af ADD’s TUE-udvalg, som består af fire læger med forskellige specialer.

Kilde: Anti Doping Danmark

Tour de France-vinderen fra 2012, Sir Bradley Wiggins, vidste udmærket godt, at kortikosteroid havde et ry i cykelsporten som et dopingpræparat, da han med dette blev behandlet mod allergi kort før sin detagelse i Grand Tours i 2011, 2012 og 2013.

Derfor frygtede han, at folk ville opfatte hans allergi som en dårlig undskyld. Og derfor nævnte han heller ikke noget om denne behandling i sin selvbiografi 'My Time' fra 2012.

Det påstårBradley Wiggins i hvert fald selv i et længere interview med den britiske avis The Guardian.

- Jeg kendte fuldt ud til dette stof og det tabu, der knytter sig til det; misbruget af dette stof i fortiden, siger Bradley Wiggins til The Guardian.

Fordi Bradley Wiggins lider af slem allergi, modtog han indsprøjtninger med stoffet få dage før sin deltagelse i henholdsvis Tour de France 2011, Tour de France 2012 samt Giro d'Italia 2013.

Jeg kendte fuldt ud til dette stof og det tabu, der knytter sig til det; misbruget af dette stof i fortiden

Bradley Wiggins om sin behandling med kortikosteroid

Ville ikke bruge allergi som undskyldning

I sin selvbiografi 'My Time' skriver Bradley Wiggins ellers, at han aldrig i sin karriere har modtaget behandling med kanyle. I samme bog undlader han også at nævne noget om den allergi, der var så slem, at han havde brug for en TUE og kortikosteroid.

Men det gjorde han, fordi dopingspøgelset fra fortidens cykelsport havde gjort ham paranoid, fortæller han til The Guardian.

- Jeg var vidne til hele cirkusset for et par år siden med Chris Froomes astmainhalator ved Romandiet Rundt og den TUE, han fik i sidste øjeblik siger Wiggins med reference til Chris Froomes sejr i Romandiet Rundt i 2014, hvor han kort inden løbet fik behandling med et steroid mod lungebetændelse.

- Jeg så hele det hysteri, der opstod, og jeg forstår, at man i en post-Armstrong æra er skeptisk. Men hvad, jeg ikke forstår, er, at man automatisk antager, at stoffet har været præstationsfremmende for mig, siger Bradley Wiggins.

Den snart pensionerede cykelrytter fortæller i interviewet, der i øvrigt er foretaget af William Fotheringham, som er medforfatter til Bradley Wiggins egen selvbiografi, at behandlingen sågar forringede hans præstationer i 2011, hvor han svækket udgik af Tour de France efter et styrt.

Men efter totaltriumfen i 2012, der kulminerede med Tour-sejren i juli, undlod Wiggins at fortælle om sin allergi og behandling for samme.

- Jeg blev paranoid over at komme med undskyldninger. Jeg havde ikke lyst til at stå og råbe, at jeg havde allergi og kunne bruge det som undskyldning, hvis jeg blev sat på en stigning, siger Wiggins.

Stoffet, som Wiggins tog lovligt, er alment kendt blandt cykelryttere, der har kørt i en vis æra. Det er ikke et eller andet mystisk præparat. Det er dopingens version af en Tic Tac.

Frederick Dreier i en leder for VeloNews

Wiggins bøjede reglerne og gik for vidt

Det lange interview har medført lunkne reaktioner på diverse cykelhjemmesider. Men særligt det anderkendte amerikanske cykelmagasin VeloNews har været skarp i sin kritik af den tidligere Tour-vinder.

I en leder argumenterer redaktør Frederick Dreier for, at Wiggins udvist dårligt sportsmanship ved at gradbøje reglerne og bevæge sig i etiske gråzoner.

- Stoffet, som Wiggins tog lovligt - et potent kortikosteroid kaldet Kenacort - er et alment kendt PED (performance enhancing drug, red.) blandt cykelryttere, der har kørt i en vis æra. Det er ikke et eller andet mystisk præparat. Det er dopingens version af en Tic Tac. Hvis du har kørt cykelløb i doping-æraen, så ved du, at Kenacort bare var endnu en præstationsbooster i dit medicinarsenal af forbudte stoffer, skriver Dreier.

- Derfor er hele denne sag ikke bare eksplosiv og skeptisk. Bradley Wiggins og Team Sky fandt en måde, hvorpå de kunne tage et stof, som alle i cykelsporten ved, gør en rytters liv meget lettere, skriver han.

Ifølge planerne skal Wiggins køre sit sidste landevejsløb i karrieren den 20. oktober, når han står på startlisten til Abu Dhabi Tour, mens det forventes, at han indstiller karrieren efter seksdagesløbet i Ghent til november.