Cykling

Cykelkommentator: Danmark har verdens bedste juniorer

Dansk cykling går en stor fremtid i møde. Faktisk så mener TV 2 SPORTs cykelkommentator, at Danmark er den bedste cykelnation i verden på juniorniveau

Danmark er verdens bedste cykelnation, når det kommer til juniorerne på herrersiden. 

Sådan lyder dommen fra cykelkommentator, Dennis Ritter efter et historisk godt VM.

- Vi har en  ny årgang nu, som har sat de større cykelnationer til vægs. For udover, at vi får en verdensmester i Jakob Egholm, så kommer hele holdet også øverst på podiet, siger Dennis Ritter, der henviser til holdkonkurrencen over hele sæsonen for juniorløbene, hvor det danske hold har været bedst. 

- Danmark har bare sat sig på det hele i dag og er bare verdens bedste nation for junior herrerklassen, siger Dennis Ritter.

Dennis Ritter ser det dog ikke som den store overraskelse, at Danmark har klaret det så godt ved dette VM og generelt i denne sæson i juniorrækken. 

- Selvom Jakob Egholm ikke var topfavorit i dag, så var han en af dem, der havde muligheder. Så i dag var en dejlig og positiv overraskelse, men det var ikke meget uventet. Det kan man ikke sige, siger Dennis Ritter.

MIkkel Bjerg kommer med store roser til sin holdkammerat Jakob Egholm efter han i dag vandt VM for juniorer.

De næste par dage venter så kvindernes og herrernes linjeløb og her tør Dennis Ritter ikke at love endnu en medalje til Danmark. 

- Vi skal ikke forvente at få flere guldmedaljer. Amalie Dideriksen bliver kvinden, der skal køres for i morgen. Jeg tør ikke spå en medalje, men et fornuftigt resultat kan vi godt vente. Og så er der jo herrernes løb på søndag, hvor forhåbningerne umiddelbart ligger hos Magnus Cort. Det er et lotteri og kun tiden kan vise, hvad vi skal forvente på søndag. 

Husk du kan se VM fra Qatar direkte på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY lørdag fra klokken 13.