Cykling

Uhyggelige billeder: 17-årig nordmand kollapsede med kramper i VM-heden

Den kun 17-årige Iver Knotten fra Norge udgik af juniorernes VM i linieløb, efter han kollapsede og faldt om med kramper.

Se herrernes linieløb kl. 9.25 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY

Det så væmmeligt ud, da den norske juniorrytter Iver Knotten fredag drattede om med 49 kilometer tilbage af juniorernes linieløb.

Forinden havde den 17-årige nordmand været en del af et udbrudsforsøg, men langsomt faldt han tilbage, inden han til sidst kørte ud i siden af vejen og faldt af sin cykel.

- Jeg så han kom. Jeg prøvede at råbe og spørge, hvad der skete, men han svarede ikke, sagde holdkammeraten Andreas Leknessun til TV 2 Norge efter løbet.

Liggende på asfalten kan man se, hvordan Knottens krop går i kramper, mens to af løbets lægefolk kommer løbende ud af en bil for at hjælpe ham.

Den unge nordmand blev efter episoden kørt til hospitalet i Doha.

- Alt går godt. Han er i færd med at få væskebalancen tilbage, og vi forventer en snarlig udskrivelse. Vores læge fortæller, at dagens kollaps efter alt at dømme skyldes dehydrering og udmattelse, skrev Norges cykelforbund efterfølgende på Twitter.

Varmen har været et af de helt store samtaleemner under VM i Qatar.

Det var dog ikke noget, der kunne stoppe den danske juniorrytter Jakob Egholm. På fantastisk vis kørte han solo til sidst og sikrede dansk VM-guld i samme løb, som Knotten måtte opgive at gennemføre.

Jakob Egholm vandt VM-guld for juniorer i Qatar.