Cykling

Ti år efter Tour-skandalen: Nu sælger Floyd Landis stoffer

Ti år efter at han blev frataget sin Tour de France-titel er Floyd Landis ikke færdig med stoffer - faktisk er de nu blevet hans levevej.

I år er det ti år siden, at Floyd Landis vandt Tour de France, og selvom amerikaneren senere blev frataget titlen på grund af doping, er han ikke færdig med stoffer - nærmest tværtimod.

Den nu 40-årige tidligere cykelrytter har nemlig kastet sig over en bogstaveligt talt alternativ levevej; alternativ medicin. 

For få måneder siden åbnede Landis firmaet Floyds of Leadville i den amerikanske delstat Colorado, som handler med forskellige produkter baseret på marijuana - en mild form for hash - til medicinsk brug.

Jeg begyndte at bruge marijuana for tre-fire år siden

Floyd Landis

I et interview med Sports Illustrated fortæller Floyd Landis, at fik idéen til at kaste sig over den alternative medicin efter en hofteoperation i 2006 gjorde ham afhængig af smertestillende medicin, der tilmed havde alvorlige bivirkninger.

- Jeg begyndte at bruge marijuana for tre-fire år siden til at klare smerterne, og sammenlignet med receptmedicin er det som nat og dag - og bivirkningerne eller afhængigheden er langt fra så store ved marijuana, fortæller Landis.

'Medicinal marijuana' er lovligt i halvdelen af USA's 50 stater - heriblandt Colorado - og Floyds of Leadville leverer mange forskillige produkter med et indhold af cannabisolie til adskillige firmaer.

Jeg vidste ikke, hvad reaktionerne ville være - og det ved jeg stadig ikke

Floyd Landis

- Jeg vidste ikke, hvad reaktionerne ville være - og det ved jeg stadig ikke. Det er noget, som har hjulpet mig, og som kan hjælpe mange mennesker, men som mange ser ned på.

Floyd Landis har valgt netop Leadville som hovedsæde for sit firma, fordi byen, med sine cirka 3100 meter over havets overflade, er en af USA's højest beliggende - og det skulle give cannabis-planterne optimale vækstbetingelser.

Og der er ikke kun planterne, Landis forsøger at få til at trives i tre kilometers højde midt på det nordamerikanske kontinent. 

- Jeg håber bare, at jeg ikke bliver dømt på de allerværste beslutninger, jeg har taget i mit liv, i resten af mit liv. Det blev jeg i lang tid, og jeg fortjente meget af kritikken og latterliggørelsen.

- Det har taget mig lang tid at nå hertil, men for første gang i lang tid er jeg glad igen, slutter Landis.