Cykling

Den store guide for nørder: Her er stjernernes nye cykler

Et udklip af nogle af de mange nye cykler, vi får at se på World Touren den kommende sæson. Scanpix/Twitter

Ny sæson er lig med nyt grej, nye teknologiske fremskridt. TV 2 SPORT bringer dig her en oversigt over alt det nye udstyr, rytterne kører på næste år.

Længere nede i artiklen kan du klikke på de forskellige hold og læse om deres tekniske setup i 2017.

Inden denne artikel for alvor kommer i gang, skal der lyde en gjaldende advarsel:

Det bliver nørdet.

Teknisk. Til tider tenderende til det uforståelige. Der bliver namedroppet udstyrsfabrikanter i øst og vest, til højre og til venstre. Fra Argon 18 til Zipp omtales hele udstyrsalfabetet.

Så hvis du ikke gider læse om, hvilken forskifter Astana-holdet kommer til at køre rundt med næste år, eller hvordan Michael Mørkøvs nye hjulsæt er inspireret af hvalers ryghvælving, så lad være med at læse videre.

Men hvis du til gengæld synes den slags er spændende, så vil skribenten her anbefale dig at trykke afspil på musikstykket neden for og lade det agere lydtæppe til artikel, der handler om marginal gains fra udstyr.

Så langt, så godt.

Længere nede i artiklen gennemgår vi hvert World Tour-hold. Men lad os inden da se på nogle af de vigtigste tekniknyheder, du skal betragte til næste år, når du tuner ind på diverse cykelløb.

Japansk mastodont moser modstandere

Kun fire hold på World Touren kører den kommende sæson med et gearsystem, der ikke kommer fra japanske Shimano.

Og til de 78 procent af holdene, der kører med Shimanos system er der godt nyt i 2017: Fabrikanten har nemlig lanceret en helt ny reinkarnation af deres flagskibsserie Dura-Ace Di2. Konceptet er langt hen ad vejen det samme, men det lader til, at samtlige dele har fået en overhaling. Mest bemærkelsesværdigt er det, at serien også indeholder en skivebremseversion; mere om det lidt længere nede.

Langt hen ad vejen er det mekanikernes favorit, fordi funktionaliteten er i top.

Tre hold (Movistar, Lotto Soudal og UAE Abu Dhabi) kører med Campagnolo, og et enkelt (Katusha Alpecin) vælger Srams eTap-løsning. Astana viste et billede af en cykel med FSA's WE-setup – men det er tvivlsomt, hvorvidt rytterne rent faktisk kommer til at køre med det.

Ventosos værste mareridt virkelighed

Og ny til en nyhed, der uden tvivl vækker gru hos Movistars Fran Ventoso: Skivebremserne vender tilbage.

I begyndelsen af 2016 var de lovlige, men det blev der sat en stopper for, da den spanske cykelrytter Francisco Ventoso fik skåret skinnebenet op af en skivebremse under forårets Paris – Roubaix.

Men nu er UCI på ny klar til at eksperimentere med skiverne i 2017. Det bekræftede unionen i en pressemeddelelse tilbage i oktober.

Det nye i 2017 er dog, at skivernes kanter skal slibes runde, så man ikke kan skære sig på dem.

Dermed er der lagt op til, at vi får skivebremsecykler af se i feltet. Særligt i brostensløb eller på regnvejrsdage kan bremsesystemet være en fordel at køre med. Både Shimano og Sram er klar med deres udgaver, mens Campagnolo kun har vist glimt af en prototype med skivebremser.

Godt nyt til traditionalisterne: Viva Italia!

Der findes en slags mennesker, hos hvem det vækker glæde at se de cykelmærker, der i sportens belle epoke og età dell'oro fragtede legender mod triumf, endnu være en del af sportens top.

Til dem er der gode nyheder. Særligt til dem, der er glade for italienske cykelmærker.

Colnago (tænk typer som Eddy Merckx og Giuseppe Saronni) er tilbage på World Touren og leverer cykler til rytterne hos UAE Abu Dhabi. Pinarello (tænk typer som Miguel Indurain og Bjarne Riis) er fortsat levendør til Team Sky, mens Bianchi (tænk typer som Fausto Coppi og Felice Gimondi) – der er verdens ældste eksisterende cykelmærke - også fortsætter deres sponsorat af Lotto NL-Jumbo.

Men den italienske herlighed stopper ikke her.

Kaster man blikket ned på prokontinentalniveau gør Gios-cyklen comeback i professionel cykling. Legendariske Roger De Vlaeminck kørte på den for Brooklyn-holdet i 70’erne, mens Kelmes smukke klatrere dansede (eller vuggede, hvis man hed Fernando Escartín) op ad bjergene på en Gios i slutningen af 90’erne. Willier og De Rosa laver fortsat cykler til Willier Selle Italia og Nippo Vini Fantini.

Andre gamle cykelmærker stadig på den store cykelscene inkluderer Orbea (Cofidis), Look (Fortuneo), BH (Direct Energie) og Lapierre (FDJ).

Et hjulsæt inspireret af hvaler

Zipp, der leverer hjulene til Michael Mørkøv og Mads Würtz Schmidts Katusha-hold og var Bjarne Riis’ foretrukne, da han ejede et cykelhold, lancerer deres nye bud på et aerodynamisk hjul, der både kan fungere på flade og bakkede etaper.

454 NSW er det blevet døbt, og inspirationen til udformningen af hjulet har producenten fundet ved at kigge på hvalers ryghvælving.

Således er hjulene endt med bløde kurver mellem egerne. Om det virker eller ej, og om de professionelle på Katusha-holdet tager hjulsættet til sig, får vi at se i løbet af sæsonen. Spændende ser det i hvert fald ud.

Således klogere på nogle overordnede tekniknyheder kan vi nu gennemgå de forskellige holds setup til den kommende sæson.

World Tour-cyklerne i 2017

Her er holdenes setup i den nye sæson

AG2R La Mondiale

.

AG2R La Mondiale

Factor O2, som de fleste af AG2Rs ryttere kommer til at køre på den kommende sæson.

Cykler: Factor (One, O2 og Slick)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Mavic, Shimano, Fizik

Franske AG2R La Mondiale har skilt sig af med Focus-cyklerne, som de har kørt på de seneste par år. Ind fra højre træder Factor Bikes som cykelsponsor til holdet. Det britiske cykelmærke er forholdsvist ungt og har de tidligere ryttere Baden Cooke og David Millar som kransekagefigurer.

Holdet kommer hovedsagligt til at køre på den lette O2-model, mens Slick-enkeltstartscyklen stadig er på tegnebrættet. Den forgangne sæson kørte danskerholdet One Pro Cycling på cyklerne. AG2R har også erstattet Sram-gearsystemet med Shimanos nye Dura-Ace. Til gengæld holder mandskabet fast i franske Mavic som hjulleverandør.

Foto: JEFF PACHOUD / Scanpix Denmark

Astana Pro Team

Astanas nye Argon 18-cykel.

Astana Pro Team

.

Cykler: Argon 18 (Gallium, Nitrogen og E-118)
Gearguppe: FSA WE og Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Vision, FSA, Prologo

Danskernes nye yndlingshold har fået helt nyt cykelsetup til den kommende sæson. Ud går Specialized, Campagnolo og Corima, ind kommer Argon 18 og en kombination af Full Speed Ahead (FSA) og Shimano med Vision-hjul.

I den overståede sæson kørte Bora-holdet på Argon 18-cykler, hvor særligt den aerodynamiske Nitrogen var hyppig gæst i mange udbrud. Det lader til, at Astana hovedsagligt vil benytte sig af den lette Gallium-model.

I øvrigt kører det danske banelandshold også på Argon 18, der kommer fra Canada.

Foto: Twitter/Astana Pro Team

BMC Racing Team

.

BMC Racing Team

.

Cykler: BMC (Teammachine, Timemachine og Roadmachine)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano, 3T, Fizik

Der er ikke så meget nyt under solen for BMC Racing Team. Ikke overraskende kører holdet på cykler leveret af hovedsponsoren BMC.

Den schweiziske cykelfabrikant har dog valgt at give havelågerne en farveopdatering, så de er endnu nemmere at spotte i den kommende sæson. OL-vinderen Greg Van Avermaet har sågar fået sin Teammachine i guldlakering.

Til brostensklassikerne i det tidlige forår kan rytterne vælge Roadmachine-modellen, der har plads til bredere dæk. Inden VM i Qatar præsenterede BMC også en helt ny enkeltstartscykel.

Holdet er fuldt sponseret af Shimano, hvorfor både geargruppe og hjul er leveret af japanerne. 

Foto: Twitter/BMC Racing Team

Cannondale - Drapac

.

Cannondale - Drapac

.

Cykler: Cannondale (Supersix Evo Hi-Mod, Synaspse og Slice)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Mavic, Fizik, FSA

Endnu et hold hvis sponsor er et cykelmærke. Cannondale har været på sportens øverste niveau i en årrække. Det professionelle gennembrud skete i slutning af 1990’erne, hvor de som cykelsponsor for Saeco fragtede ryttere som Mario Cippolini og Damiano Cunego frem til store sejre på aluminiumscyklen CAAD.

Nu hedder flagskibet Supersix Evo Hi Mod, en cykel der sværger til klassisk rammegeometri. Derfor har Cannondale-holdet ikke en decideret aerocykel i deres garage. Til gengæld kan rytterne vælge Synapse-modellen til brostensløbene, hvor Sep Vanmarcke satser stort på forårets Paris – Roubaix.

Geargruppe er fra Shimano, mens franske Mavic leverer hjulsæt.

Foto: Twitter/Cannondale Drapac

Dimension Data

.

Dimension Data

.

Cykler: Cervélo (S5, R5 og P5)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2 og Rotor Uno
Komponenter: Enve, Fizik, 3T

Sydafrikanske Dimension Data kører på canadiske cykler fra Cervélo. Cykelmærket blev for alvor berømt i landevejscykling, da Bjarne Riis hæv dem ind som leverandør til CSC-holdet. Cervélo havde originalt sit hovedfokus på triatlon, hvorfor aerodynamik også betyder meget for cykelfabrikanten.

S5 kommer til at være rytternes foretrukne på grund af det vindbrydende setup. Den forgangne sæson kørte end ikke bjergrytterne på den lette R5-model, så man skal heller ikke forvente at se typer som Omar Fraile eller Merhawi Kudus på den heller.

Dimension Data eksperimenterede med spanske Rotors bud på en geargruppe sidste sæson. Ellers kører holdet med Shimanos Dura-Ace. 

Foto: Twitter/Dimension Data

Quick-Step Floors

.

Quick-Step Floors

.

Cykler: Specialized (Tarmac, Venge-VIAS, Roubaix og Shiv)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Roval, FSA

Tom Boonen kommer til at køre sin sidste halvsæson som professionel rytter på det cykelmærke, der har transporteret ham til flere af karrierens største sejre.

Amerikanerne fra Specialized laver cykelrammerne. Mest bemærkelsesværdigt er deres nye brostenscykel med navnet Roubaix. Den tidligere udgave har fået en ordentlig opdatering, der blandt andet byder på en affjedring i kronrøret.  Tom Boonen har vundet tre udgaver af Paris – Roubaix på denne cykel.

Ellers inkluderer flåden af cykler også den ultra-aerodynamiske Venge-VIAS samt den lette bjergcykel Tarmac samt enkeltstartscyklen Shiv.

Geargruppen er fra Shimano, mens Specialized selv laver hjulene gennem datterselskabet Roval.

Foto: Twitter/Quick-Step Floors

FDJ

.

FDJ

.

Cykler: Lapierre (Xelius, Aircode og Aerostorm)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano, Pro, Fizik

Lapierre blev stiftet i 1946, og det gør cyklen til den næstældste fabrikant på World Touren. Gaston Lapierre grundlagde fabrikken i Dijon, og der ligger den stadig. Godt nok har cykelmærket været ejet af konsortiet Accell Group siden 1996, men cyklerne designes og samles stadig på fabrikken i Frankrig.

Selvom Aircode er det mest aerodynamiske valg har holdets sprinter Arnaud Démare sværget til Xelius-modellen. Det var således på en let bjergcykel, han spurtsejrede i sprinterklassikeren Milano – San Remo.

Holdet er fuldt sponseret af Shimano, der også laver hjulene, mens Shimanos datterselskab leverer styr, frempind og saddelpind via navnet Pro.

Foto: Twitter/FDJ

UAE Abu Dhabi

.

UAE Abu Dhabi

.

Cykler: Colnago (C60, Concept, V1-R og K-Zero)
Gearguppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: Campagnolo

Man kalder Colnago for cykelsportens Ferrari, og det er ikke uden grund. For Ernesto Colnago har nemlig en lang historik, når det kommer til samarbejde med netop Ferrari om at udvikle bedre og hurtigere cykler.

Efter nogle års fravær på World Touren er de nu tilbage som cykelsponsor for det tidligere Lampre-hold. C60 er all-round-modellen, mens deres nyudviklede aero-cykel har fået navnet Concept.

Ernesto Colnago var cykelmekaniker for Eddy Merckx’ hold Molteni, der således kørte på Ernestos Colnago-cykler i triumftiden i 60’erne og 70’erne.

Siden har hold som eksempelvis Rabobank, Mapei og Casino kørt store sejre hjem på cyklerne. Michael Rasmussen kørte superdopet til bjergtrøje og en nærved Tour-sejr på en Colnago C50.

Til at fuldende den italienske orgasme har teamchef Giuseppe Saronni valgt italienske Campagnolo som geargruppeleverandør. Det elektriske Super Record EPS kommer til at stå for gearskift, mens Campagnolo også leverer holdet Bora-hjul.

Foto: Twitter/Colnago

Bahrain-Merida

.

Bahrain-Merida

.

Cykler: Merida (Scultura, Reacto, Warp)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Fulcrum, FSA, Prologo

Merida er en gigantisk cykelfabrik i Taiwan, der bygger en stribe af de cykler, der verden over sælges under andre navne. Men efterhånden har Merida fået vasket discountsmagen af deres navn og laver nu nogle meget eksklusive cykler til Nibalis nye Bahrain-hold.

Scultura er den lette version, mens Reacto er til de flade etaper.

Sidste år var Merida sponsor for Lampre-holdet. Rui Costa blev verdensmester på en tidlig udgave af Meridas Reacto-ramme tilbage i 2013.

Shimano laver geargruppen, mens Fulcrum – der egentlig er et datterselskab af Campagnolo – leverer holdets hjul.

Foto: Twitter/Bahrain-Merida

Lotto Soudal

.

Lotto Soudal

.

Cykler: Ridley (Helium, Noah SL, Fenix og Dean Fast)
Gearguppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: Campagnolo, Deda, Selle Italia

Intet nyt under solen hos Lotto Soudal, der kører med en 2016-lignende opsætning i 2017. Lars Bak kan vælge en Ridley Noah SL til den flade etaper, en Helium til bjergetaper og en Fenix til brostensetaperne.

Italienske Campagnolo laver både gearsystemet og hjulene til Lotto-holdet, der også kører med italiensk styr, frempind og saddelpind fra Deda, mens endnu et italiensk firma laver sadlerne til holdet, nemlig Selle Italia.

Foto: Twitter/Lotto Soudal

Movistar

.

Movistar

.

Cykler: Canyon (Aeroad, Ultimate CF SLX og Speedmax)
Gearguppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: Campagnolo, Canyon, Fizik

Den spanske armada fra Movistar kører på tyske rammer, som de har gjort det de seneste tre sæsoner. Canyon er navnet på rammerne, hvis aerodynamiske ramme har navnet Aeroad. Nairo Quintana vandt årets Vuelta a España på den mere all-round-egnede Ultimate CF SLX-ramme.

Geargruppe og hjul er fra Campagnolo, mens Canyon selv laver styr, frempind og saddelpløk.

Canyon blev stiftet i 2002 og specialiserede sig de første par år primært i mountainbikes. På landevejen har cyklen dog fået et større gennembrud. Særligt Philippe Gilberts vanvidsår i 2011, hvor han nærmest vandt alt, han stillede op i, var god reklame for den tyske cykelproducent.

Foto: Twitter/Movistar Team

Orica – Scott

.

Orica – Scott

.

Cykler: Scott (Addict, Foil og Plasma)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano og Syncros

Cykelmærket Scott bliver navnesponsor for Orica-holdet fra næste sæson. Derfor er det ikke overraskende, at holdet fortsat kører på de amerikansk-schweiziske cykler næste år.

I år vandt holdets Matthew Hayman et mindeværdigt Paris – Roubaix på den aerodynamiske Foil-ramme, der ellers ikke er beregnet til brostenskørsel.

Gearsystem og hjul laves af Shimano, mens Scotts datterselskab Syncross laver styr, saddelpind og frempind.

Foto: Twitter/Orica - Scott

Sunweb Giant

.

Sunweb Giant

.

Cykler: Giant (TCR, Propel, Defy og Trinity)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano og Pro

Selvom Sunweb overtager hovedsponsoratet hos det snart daværende Giant-Alpecin, så forventes det fortsat, at Søren Kragh Andersen skal køre på Giant-cykler næste år.

Giant er fra Taiwan og er den allerstørste cykelproducent i verden. Mange andre rammer fremstilles på Giants fabrik og samles i Europa hos andre cykelfabrikanter.

Propel er den hurtige aero-ramme til de flade etaper, mens TCR-modellen er bedre egnet til mere krævende stigningsprocenter. I øvrigt var TCR en ganske revolutionerende cykel, da den blev lanceret i starten af 00’erne hos Once-holdet. Rammen var så god, at holdet også brugte den til enkeltstartscykel.

Shimano står for resten af cyklens dele.

Foto: DOUG PENSINGER / Scanpix Denmark

Katusha - Alpecin

.

Katusha - Alpecin

.

Cykler: Canyon (Aeroad, Ultimate CF SLX og Speedmax)
Gearguppe: Sram Red eTap
Komponenter: Zipp, Canyon og Selle Italia

Michael Mørkøv og Mads Würtz Schmidt kører næste sæson på Canyon-rammer ligesom Movistar-holdet. Katusha-Alpecin er det eneste hold på World Touren, der kører med Srams eloktroniske gearsystem eTap.

Både Mørkøv og Würtz Schmidt kører hovedsagligt på den aerodynamiske Aeroad-ramme.

Srams partnerselskab Zipp leverer hjulene – herunder 454 NSW-hjulet med de bløde kurver inspireret af ryggen fra en hval. Ja.

Foto: Twitter/Canyon Bikes

LottoNL - Jumbo

.

LottoNL - Jumbo

.

Cykler: Bianchi (Specialissima, Oltre XR4, Infinito og Aquila)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano, Vision og Selle San Marco

Det ældste cykelmærke i verden endnu i produktion er italienske Bianchi, der er eget af noget så usexet som et svensk konsortium. De laver cykler til hollandske Lotto NL – Jumbo.

Den svinedyre Specialissima-ramme er nyeste skud på stammen af en letvægtscykel, mens Oltre XR4 er det mere aerodynamiske cykelvalg. Infinito-rammen tages i brug, når rytterne kører på brosten.

Shimano laver både hjulsæt og geargruppe.

Bianchi var også cyklen, italienske legender som Fausto Coppi, Felice Gimondi, Moreno Argentin og Marco Pantani kørte på i storhedstiden.

Foto: Twitter/Lotto NL Jumbo

Team Sky

.

Team Sky

.

Cykler: Pinarello (Dogma F8 og KS-8 og Bolide)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Shimano, Pro og Fizik

Siden Team Skys første sæson i 2010 har holdet kørt på italienske Pinarello-cykler. Det kommer de også til i 2017. Dogma F8 er rammen, rytterne kommer til at køre alle løb på nær Paris – Roubaix på. Til dette løb vælger rytterne Dogma KS-8-modellen med affjedring på baggaflen.

Shimano leverer hjul og frempind, styr og saddelpind.

Pinarello havde især sin storhedstid i 1990’erne, hvor cykelmærket kunne juble over syv sejre i Tour de France i træk – fem til Miguel Indurain fra Banesto, mens Bjarne Riis og Jan Ulrich de næste to år sejrede på hver deres Pinarello Paris FP.          

Foto: Twitter/Team Sky

Trek - Segafredo

.

Trek - Segafredo

.

Cykler: Trek (Madone, Émonda, Domane og Speed Concept)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Bontrager, Shimano

Trek-Segafredo kører sjovt nok på Trek-cykler. Mærket har eksisteret siden midten af 1970’erne, og hovedsæde i Wisconsin, USA.

Cykelmærket var i mange år tæt forbundet med Lance Armstrong, da han dopede sig til sejren i syv Tour de France i træk på cykelmærket. Siden Trek teamede op med US Postal Service-holdet i 1997 har det været at finde på World Touren hvert år.

Trek-Segafredo kan vælge mellem en aerodynamisk cykel (Madone), en letvægtscykel (Émonda) og en brostenscykel (Domane).

Treks in-house selskab Bontrager laver hjulene til holdet, der kører med geargruppe fra Shimano.

Foto: Twitter/Trek - Segafredo

Bora - Hansgrohe

.

Bora - Hansgrohe

.

Cykler: Specialized (Tarmac, Venge-VIAS, Roubaix og Shiv)
Gearguppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Roval, Specialized og Pro

Efter sigende skulle cykelproducenten Specialized have haft en finger med i spillet om at få Peter Sagan til Bora-Hansgrohe.

Amerikanerne fra Specialized er vilde med at have deres navn associeret med verdensmesteren, og derfor smed de en pose penge for at få ham til det tyske hold, hvor de leverer cykler til den kommende sæson.

Opsætningen på cyklerne ligner meget det, som Quick–Step kører med, bare i andre farver.

Shimano-gear og Roval-hjul fuldender setuppet for Sagan, Majka og kompagni.

Foto: Twitter / Bora - Hansgrohe