Jeg vil ikke blive overrasket, hvis han vinder Tour de France
Cykelsæsonen er først lige startet, men allerede nu er der fire ryttere, som man bør holde ekstra øje med. Og en af dem kan vinde Tour de France.
Med årets første World Tour løb vel overstået kan vi konkludere, at 2017-sæsonen kom forrygende i gang. I 40 graders varme startede de store navne ud med et brag ved Tour Down Under. Og især fire navne er værd at hæfte sig ved efter løbet på vejene i og omkring Adelaide i det sydlige Australien.
Det var imponerende at se verdensmester Peter Sagan tage fat, hvor han sluttede sidste sæson. Den unge Caleb Ewan virker som om, han er klar til at tage næste skridt, og træde helt op på øverste niveau blandt sprinterne. Richie Porte vinder overbevisende endelig klassementet. Og Esteban Chavez er allerede fra starten af sæsonen med blandt de bedste. Det hele tegner godt for et fantastisk cykelår, hvor netop Sagan, Porte, Ewan og Chavez kommer til at skabe overskrifter.
Richie Porte, BMC Racing Team
Vinderen af årets første løb, Tour Down Under. Den type løb vil han kunne vinde et hav af; Paris Nice, Tour de Suisse og så videre. Men kan han gå hele vejen i Touren? Han ser i hvert fald skarpere ud end nogensinde. Hvalpefedtet er væk, erfaringen har han, og holdet omkring ham er super stærkt.
Han har haft en off day hvert år, eller også har han ikke været cool nok, når der virkelig har været tilspidsede situationer. Jeg tror, at 2017 kan blive et skelsættende år for ham. Tør han køre et Tour det France med det samme initiativ, vi så ham tage i Tour Down Under, så tror jeg, at der åbner sig helt nye muligheder for ham.
Han besidder alt, hvad der skal til for at vinde en Grand Tour. Med hans evner i bjergene kombineret med en stærk enkeltstart og et erfarent BMC-hold, kan han ende med at blive den kun anden australske vinder af Tour de France. Mange eksperter vil nok sætte ham i anden række af favoritter, men jeg tror på, at hvis alt flasker sig for ham, kan han slå dem alle og altså gøre landsmanden Cadel Evans kunsten efter.
Peter Sagan, Bora-Hansgrohe
Den regerende verdensmester starter, hvor han slap. Godt nok uden at vinde en etape, men han kommer til at vinde endnu mere end sidste år. Han er stadig i min verden den mest komplette rytter, jeg har set - før under og efter min egen karriere.
Selvfølgelig kommer han ikke til at vinde etapeløb, og da slet ikke Tour de France, men alt andet i cykelsporten kan han vinde. Hans overblik, taktiske evner, tekniske kunnen, eksplosivitet og afslutningsevner er på et niveau, jeg personligt aldrig har set.
Mest af alt, ser jeg hans glæde og nysgerrighed på at udfordre. Altså, han vil vinde på den store måde. Samtidig er han indbegrebet af en moderne rytter, som tør gå utraditionelle veje; ubarberede ben, langt hår, skæg, og showman. Jeg glæder mig, hver gang han er med.
Esteban Chaves, Orica-Scott
Han fik sit helt store gennembrud i 2016 med 2. pladsen i Giro d'Italia, 3. pladsen i Vuelta a España og sejren i Lombardiet Rundt. Med sidstnævnte triumf blev den altid smilende rytter samtidig den første colombianske vinder af en af de helt store klassikere.
Kan han vinde en Grand Tour? Jeg tror, han får svært ved det. Han mangler en stærk enkeltstart. Det bliver der sikkert arbejdet på, men med hans kun 54 kg. bliver det svært. Han skal finde en Grand Tour med meget få flade enkelstartskilometer samt en hård bjergenkeltstart – så kan muligheden byde sig.
Et af hans våben er at turde prøve langt udefra, som han gjorde i Vuelta a España 2016 på 20. etape. En genistreg udført sammen med hans hold og sportsdirektør Neil Stephens. Det kan være nøglen til en Grand Tour sejr for Esteban Chaves.
Caleb Ewan, Orica-Scott
Den 22-årige nye unge sprinter er ved at være klar til den helt store scene. Ved Tour Down Under var der ingen, der kunne true ham, når der skulle sprintes. Fire etapesejre vidner om kvalitet.
Konklusionen må være, at 2017 må være hans år til at bryde igennem. Måske i Touren, afhængig af strategien. Hans holds prioriteter ligger omkring Chavez og Yates til klassementet, så spørgsmålet er, om der er plads til ham i Touren.
Med hans helt specielle aerodynamiske kørestil er han måske en ny Cavendish. Han er dygtig til at finde sin egen vej på de afgørende meter, og allerede nu tager han selv initiativ og tør starte sin spurt relativt tidligt, selvom han på grund af sin eksplosivitet kunne vente lidt længere. Det betegner jeg som stor modenhed og tro på egne evner. Ingen tvivl om, at han er klar og sulten.