Cykling

Stortalent gider ikke hysteriet: - Kunne ikke holde ud at være kendt som Contador

Mads Pedersen foran klubhuset i Holbæk, hvor det hele startede.

Han er et af de største cykeltalenter og kører på hold med verdens største stjerner. Selv vil han helst flyve under radaren hjemme hos familien

Mennesket bag rytteren

Vi kender dem så hårde hunde, der ikke er bange for at ligge tæt i et felt, køre på grænsen i en nedkørsel, eller skubbe i en sprint. De rejser sig blødende, når de er styrtet, og kører videre. Men hvem er de, når projektørerne er slukket, og cyklen er vasket ren og sat i skuret. I en artikelserie på TV 2 SPORT kommer vi ind bag og forsøger at blive klogere på mennesket bag rytteren hos nogle af Danmarks bedste cykelryttere.

- Tag sådan en som (Alberto, red) Contador. Vi var på træningslejr i Calpe i december, og Contador, han kunne jo ikke gå 100 meter ned ad gaden, før der var folk, der stoppede ham for en autograf. Jeg ville simpelthen ikke kunne holde det ud. Det ville irritere mig gevaldigt, hvis det var sådan.

Ordene falder fra et af Danmarks største cykeltalenter, 21-årige Mads Pedersen. Ikke fordi, han ikke gerne vil være den danske pendant af en ekvilibrist på en cykel som Contador. Men berømmelsens bagside bestræber han på ingen måde.

- Jeg gider ikke, at jeg ikke kan gå ned og handle, uden der er nogen, der skal have en autograf. Heldigvis er det ikke sådan, for jeg ville ikke synes, det ville være fedt, hvis det blev sådan.

Han vil bare gerne være Mads Pedersen fra Tølløse.

Det startede med en cykeltur til 'lorteskuret'

Han er født og opvokset i Tølløse på Midtsjælland og cykelopdraget i Holbæk Cykle Klub. 20-30 kilometer fra barndomshjemmet.

Jeg tror, det er vigtigt at huske på, hvor man kommer fra.

Mads Pedersen

Og til trods for han i år har sikret sig en professionel cykelkontrakt på et af verdens største hold; Trek – Segafredo – med holdkammerater som Alberto Contador og hele verden som legeplads, så har han og kæresten Lisette netop købt hus i Danmark. Nærmere bestemt Lejre. Omkring 20 kilometer fra barndomshjemmet i Tølløse.

Så da han blev spurgt, hvor interviewet skulle finde sted, faldt valget meget naturligt på det brune skur, der udgør det for Holbæk Cykle Klub.

Det var nemlig i det skur, Mads Pedersen tog sine barnetråd.  Et ’rigtig gammelt lorteskur’, som han selv kalder det med det største grin. Men taknemmeligheden for at have været en fast del af kulturen i lorteskuret siden han var otte år, er ikke til at tage fejl af.

- Selvfølgelig er der en masse folk de seneste år, jeg kan takke for at være kommet videre, men jeg tror, det er vigtigt at huske på, hvor man kommer fra og takke dem, der faktisk har gjort, at jeg syntes det her var sjovt fra jeg var helt lille.

’...at huske på, hvor man kommer fra…’

Man kan nemlig tage rytteren Mads Pedersen ud af hjembyen, men aldrig mennesket.

Flødeboller skal spises i fred

Mads Pedersen bliver ikke genkendt på gaden i Holbæk og omegn. Ikke endnu i hvert fald. Og det har han det også bedst med.

For det at komme hjem til Danmark og området, hvor han er født, er ensbetydende med at kunne parkere cyklen og alle tankerne omkring cykling langt væk på alverdens landeveje. At flyve under radaren og bare være sig selv.

- Jeg har det meget fint med bare at være mig selv, og der ikke er nogen, der kender en og sådan noget.

Derfor har han også for nylig lavet en såkaldt ’fanside’ på Facebook. Så han kan have sit privatliv i fred, og dermed selv styre, hvad der bliver delt. Og nok mest af alt; hvad der ikke bliver delt.

- Det er fint nok, at jeg er en offentlig person, men jeg behøver ikke at drage hele min familie ind i det og gøre dem til offentlige personer også. Jeg gider ikke, at min kæreste bliver en offentlig person. Jeg kan godt lide det der med, at der er noget, der er privat, hvor man kan slappe lidt af, og der ikke bliver delt, hver gang, man spiser en flødebolle. Det gider jeg ikke.

Og selvom Mads Pedersens resultatliste tæller flotte resultater som etapevinder i ’Tour of Norway’ og en samlet 8. plads ved ’Tre dage ved Panne’ sidste år, så er der stadig langt til holdkammeraten Alberto Contador. Men selvom han skulle nå bare en brøkdel af den resultatmæssige status, så kommer holdningen til berømmelsen nok aldrig til at ændre sig.

- Lige nu er det jo gratis, og det er derfor, jeg gerne vil bevare det. Men jeg tror, at jeg til enhver tid vil bevare det her og altid kæmpe for, at det er delt op. Det er det her med at kunne komme hjem og så trække stikket fra cyklingen. Det kan du ikke, hvis du blander privatliv og offentligheden i ét. Så derfor er det vigtig for mig at holde fast i det her, sådan så man kan komme hjem og puste ud.

Man skal jo huske, hvor man kommer fra. Og ikke bare ved at pege på et landkort.

Familien har fysisk været meget splittet, men jeg tror, det har skabt et eller andet bånd i familien også, der gør, at alle interesserer sig for hinandens ting.

Mads Pedersen

Også mentalt er Mads Pedersens rødder nemlig solidt plantet hos familien.

I familiens skød findes trygheden

Med fagter og træækken på vokalerne fortæller han om barndomshjemmet, hvor den ene bror kom hjem fra skole, mens den anden var på vej til fodbold. Og når han selv trampede i de små pedaler på vej ned i cykleklubben, så var den første ved at få sat aftensmaden på bordet. Alting blev aldrig gjort på samme tid, til gengæld har familien Pedersen altid stået sammen om det hele.

- Min far, han har jo fandme kørt jorden rundt flere gange med mig til cykelløb i Tyskland, i Italien og jeg ved ikke hvad. Og jeg har to brødre også, og de har også skulle lave deres ting, så vores familie har bare været fuld knald på hele tiden, så det var altså ikke ret mange gange i løbet af en uge, at vi sad alle sammen og spiste aftensmad.

- Familien har fysisk været meget splittet, men jeg tror, det har skabt et eller andet bånd i familien også, der gør, at alle interesserer sig for hinandens ting og vil støtte hinanden i det.

For hjemme i Tølløse eller Lejre finder han roen og energien til at være professionel cykelrytter og alle de ofre det kræver.

- Jeg kan godt lide det der med, at når man endelig er hjemme fra cykelløb, så er det nødvendigvis ikke cykelfolk, man har med at gøre. Jeg kan godt lide at se mine kammerater, jeg gik i folkeskole med, jeg kan godt lide at køre hjem til mine forældre og spise aftensmad sammen med min kæreste og alle de her ting.

- Det skaber en eller anden tryghed, nu hvor du kommer ud i så stor en verden. Der er jo mange gange, hvor du nærmest er alene, selvom du ligger på et hotelværelse sammen med en anden, så er det en person, du ikke kender særlig godt, så du sidder lidt alene med de her ting langt væk hjemmefra. Så er det rart at kunne komme hjem og snakke med de personer, der har været en del af den her opvækst om de nye ting, der sker og se dem og hygge sig, og så kunne lægge cyklingen væk også. Det er rart, at der bliver snakket om noget andet også.

Det er dog ikke alle vennerne, der har kunnet forstå hans prioriteringer i så ung en alder. Deres invitation til bøffer, film på sofaen eller en tur på gokartbanen er for længst gået tabt i posten.

Når mennesket er frit er rytteren det også

Selvom hele den professionelle verden stadig er ny, uprøvet og til tider lidt usikker for Mads Pedersen, så forsøger han at have ’sig selv’ med i det hele.

Også selvom det betyder at smadre sine egne klassementsmuligheder i Post Nord Danmark Rundt i 2016, fordi man sidder og keder sig lidt på Vejle-etapen. Løbet skulle åbnes op, fordi det var sjovere. Og fordi der var mulighed for en etapesejr til en anden på holdet. Der er alligevel ingen, der husker en femteplads.

Jeg har en stil på cyklen, og det er den stil, jeg bevarer. Hvis de ikke kan lide det, så er det jo deres problem, hvis de ikke kan lide mig som menneske, så er det lige meget.

Mads Pedersen

Det er sådan Mads Pedersen cykler. Og det er sådan, han tænker i livet. Med sig i kufferten har han sin impulsivitet. En kuffert, der er alt for lille til også at indeholde bekymringer.

- Jeg tager det hele lidt, som det kommer. Der ingen grund til at gå og bekymre sig om noget, du ikke har nogen indflydelse på, så dræner du bare dig selv for energi, det gider jeg ikke at spilde min tid på.

- Der er mange, der går og tænker på; arg, hvordan kommer det til at gå med det cykelløb her, hvordan skal jeg lige tackle det? Du kan sætte så mange scenarier op, men du ved aldrig, hvordan det går, og det gider jeg simpelthen ikke. Hvis du laver en fejl, så må du tage skideballen, og så er det ligesom det. Der er ingen grund til at gå at være bekymret over det på forhånd.

Selvom fysikken afslører en ung, stærk, fremadstormende 21-årig - blandt de ti yngste på World Touren - så bliver man til tider i tvivl, om det i virkeligheden er en rutineret ræv med en erfaring som en 60-årig, der gemmer sig bag facaden. Eller også er det bare den bundsolide baggrund, der gør, at Mads Pedersen kan tænke som han gør. Og hvad andre tænker om ham – både som menneske og som rytter - det er deres egen sag. Hjemmefra har han nemlig fået af vide, at han skal blive ved med at være den, han er.

- Jeg har en stil på cyklen, og det er den stil, jeg bevarer. Hvis de ikke kan lide det, så er det jo deres problem, hvis de ikke kan lide mig som menneske, så er det lige meget. Så gider jeg ikke prøve at fedte mig ind hos dem, eller prøve at ændre mig selv for at være sammen med dem. Jeg er sammen med dem, der kan lide mig, for den jeg er, og hvis de ikke kan det, jamen, så kan de jo tage deres ting og gå den anden vej.

Derfor er Mads Pedersen ikke så presset over at skulle præstere, at være vellidt eller i det hele taget af meget andet end bare køre på cykel.

- Jeg falder tilbage på, at der er en grund til at jeg har fået den her kontrakt. Jeg arbejder endnu mere for det, jeg gør endnu flere småting for at det her bliver bedre, derfor er jeg ikke så nervøs for det.

- Du kommer jo ikke ind på et hold, og så kommer der en sportsdirektør og siger til dig, du skal vinde det og det her løb. For fanden mand, jeg er 21 år, prøv at se dem, der er her! Nu er jeg så heldig, at der er så mange store navne på Trek, som der kommer i række før mig, så jeg skal ikke sidde i finalen i Roubaix og køre fuld hug, det pres vil de ikke lægge på mine skuldre.

Mads Pedersen kører i weekenden de to brostensløb; E3 Harelbeke og Gent - Wevelgem i Belgien. Men lige nu er hans største kryds nok ud for Paris - Roubaix. I 2013 vandt han juniorudgaven og fik den lille brosten.

Mads Pedersen sejrer for andet år i træk på Velodromen i Roubaix som junior.

- Hvis du siger; "jeg vil gerne vinde Gent - Wevelgem" til en eller anden, der ikke aner hvad cykling er, så kigger de bare på en og tænker; ja okay, er det lige som at køre Holbæk Rundt eller hvad? Men Roubaix, det ved alle, hvad er. Der er bare et eller andet over Roubaix, som de andre ikke kan måle sig med.

Og skulle det hele alligevel begynde at gå den unge rytter på, så ved han, at han altid kan komme hjem.

- Så plejer det at være min far, jeg læsser af på. Han lytter jo bare, og så siger han; du er en idiot, der er ingen grund til at se det sådan. Eller; hvorfor går du op i bagatellerne, for eksempel. Han griner lidt af mig og siger, jeg er tosset, hvis det er det, han mener.

Og så bliver begge ben igen solidt plantet i jorden i og omkring Tølløse.