Cykling

Udskældt konkurrence droppes i Giro d’Italia

Giro-feltet bliver alligevel ikke præmieret for at køre ekstra hurtigt ned ad bjergsiderne. STEFANO RELLANDINI / Scanpix Danmark

Efter kritik fra flere sider har Giro d’Italia valgt at aflyse den ellers nyligt indførte konkurrence på nedkørsler.

Løbsledelsen i Giro d’Italia trækker den stærkt kritiserede nedkørselskonkurrence ud af løbet.

Det var ellers meningen, at der på ti stigninger ville blive uddelt både nedkørselspoint og kontanter til de hurtigste ryttere. Men løbsledelsen føler sig misforstået, fordi flere har opfattet nedkørselskonkurrencen som en trussel mod rytternes sikkerhed, da den kan opfordre til harsarderet kørsel.

- Ideen bag indførelsen var at sætte fokus på en vigtig kundskab, der allerede er en integreret del af cykelløb – uden at sætte rytternes sikkerhed på spil. Rytternes sikkerhed er og bliver en prioritet i løbsledelsen, lyder det i et statement fra Giro d’Italia.

En dækfabrikant havde ellers indvilliget i at sponsorere konkurrencen, hvor der var omkring 10.000 kroner på højkant i præmiepenge.

Flere ryttere har været ude og kritisere konkurrencen, ligesom talsmanden for de nordamerikanske ryttere har ytret sig:

- En nedkørselskonkurrence er farlig og uansvarlig, har Michael Carcaise sagt til Cyclingnews.

Danske Christopher Juul-Jensen, der skal køre Giroen, spåede dog ikke konkurrencen den store betydning:

- Ærligt talt, så tror jeg ikke, det kommer til at påvirke kørslen i feltet. Måske dem der sidder i udbrud kan finde på at køre lidt mere efter det. Men så dumme er vi ikke, at vi vil sætte livet på spil for en nedkørselskonkurrence, har Juul-Jensen sagt til TV 2 SPORT.

Giro d’Italia køres fra den 5. til den 28. maj.