Cykling

Leths kærlighed til cykelsporten begyndte på cementbanen i Aarhus - og den ruster aldrig

Jørgen Leth har i dag sit eget cykelløb på Aarhus Cyklebane. Det hedder 'Jørgen Leths Æresløb'. Martin Ballund / Scanpix Denmark

Jørgen Leth fandt kærligheden til cykelsporten på Aarhus Cyklebane, da han var dreng. Troen på sporten med det blakkede ry er stadig intakt i dag.

Jørgen Leth har siden, han var dreng været fascineret af cykelsporten. En sport, han i dag beskriver i malende vendinger for danske TV-seere hver sommer, når Tour de France-feltet slider sig henover flere tusinde kilometer fransk asfalt i juli måned.

Tour de France dækkede han første gang i 1970, og siden har han overværet, formidlet og fortalt om 33 udgaver af verdens største cykelløb. 

Men kærligheden til cykelsporten og Tour de France har rødder, som rækker længere tilbage. Det hele begyndte for Jørgen Leth, da han i 10 års-alderen overværede utallige løb på den gamle cementcykelbane i Aarhus i 1940'erne og 1950'erne.

- Min onkel, som var banechef, inviterede mig ind til alle de store løb på Aarhus Cyklebane. En smuk, gammel cementbane, der ligger lige ved stadion. Det var der, min interesse for cykelløb startede, siger Jørgen Leth til TV 2 SPORT.

- Jeg havde min autografbog med mig. Jeg opsøgte de berømte ryttere, der kom fra hele verdenen. Jeg fik dem til at skrive autografer til mig. Det var en fest. Jeg var helt vild med det.

- Jeg begyndte at følge med i, hvad der skete. Jeg læste om Fausto Coppi. Det var næste trin for mig. Men det var banesporten på Aarhus Cyklebane, der fik mig til at følge med i cykelsporten.

Jørgen Leth ved sit æresløb på Århus Cykelbane i 2012

- Dengang var baneløbene bedre, hvis jeg skal være fræk. Og det tillader jeg mig at være. Der var en anden stemning. Personlighederne var skarpere. Hver eneste af de store sprintere var en karakter, som man måtte forholde sig til og studere. Jeg glædede mig til at se dem. De havde stort temperament. Som alle store sportsfolk var de forskellige personligheder og karakterer. Det oplevede jeg i fuld udstrækning dengang. Jeg kan huske alle navnene fra dengang. Jeg kunne remse belgiske, hollandske, australske, franske og russiske navne op, lyder det fra Jørgen Leth, som også så meget op til de lokale, danske helte Børge Gissel og Heron Mariager.

Siden var det filmene, der blev indgangsvinklen til at følge cykelsporten for Jørgen Leth, der op igennem 1970'erne instruerede film som 'Stjernerne og vandbærerne' om Giro d'Italia, Eddy Merckx og Ole Ritter.

- Jeg blev gode venner med Ole Ritter i slutningen af 60’erne. Dengang var han en fremragende amatørrytter på de danske landeveje. Han blev en mægtig inspiration for mig. Det var ham, der foreslog mig at lave en film om Giro d’Italia. Han var en af hovedpersonenerne i filmen.

Ole Ritter på cykelbanen i Mexico.

Jørgen Leth lavede også en film om Ole Ritters timerekord i Mexico City i 1974, 'Den umulige time', inden 'En forårsdag i helvede' om brostensklassikeren Paris-Roubaix så dagens lys i 1976. Her var Ole Ritter også med.

Og måske er det de dybe rødder af kærlighed til cykelsporten, der har givet Jørgen Leth evnen til at se igennem cykelmiljøets blakkede ry og fortid. Cykelkommentatoren har ingen problemer med at acceptere cykelsportens skyggeside. 

Faktisk mener Jørgen Leth, at interessen for cykelsporten i disse år er ved at genvinde fordums styrke.

- Cykelsporten ligner livet på mange måder. Det fantastiske liv. Jeg kan sagtens acceptere, at der er nogle skurke i spillet, og at der foregår noget, som ikke er lovligt eller regelret. Det har jeg meget let ved at tilgive. Jeg kan også godt forstå ambitionen hos de enkelte ryttere. Det handler om at forbedre præstationen. Dopingen har hærget cykelsporten som et spøgelse. Men jeg synes også, at det er gået over gevind i mediernes fiksering på det.

- Cykelsportens troværdighed ligger et godt sted for tiden. Jeg synes ikke, vi oplever de store skandaler. Det er dæmpet meget ned på grund af en ret hård kurs fra organisationerne og rytternes egne hold. Der er meget overskueligt, hvad der er af overtrædelser i disse år.

Jørgen Leth nyder at se Chris Froome og Nairo Quintana duellere på alverdens stigninger. Han håber, colombianeren kan true Froomes Tour-dominans i år.

- Cykelsporten har vundet sit publikum tilbage. I dag er interessen for cykelsporten større end nogensinde. Det kan vi se i det daglige, hvor cyklingen er blevet et livsstilsfænomen for almindelige mennesker. Det har hjulpet meget. Men det handler også om selve begejstringen for løbene og for rytterne, som har været stærkt stigende igen. Det må jeg sige. Det er min opfattelse.

- Jeg ville forlade cykelsporten, hvis ikke den interesserede mig. Jeg synes stadig, den er fuld af fascination, og derfor vil jeg stadig gerne fortælle om den. 

Hør Jørgen Leth fortælle meget mere om sit cykelliv i denne uges cykelpodcast: