Giro d'Italia

Café udlover 100 øl til den tungeste rytter i Giro d'Italia

Der er 100 øl i vente til den tungeste rytter, som klarer 16. etape. JEAN-PAUL PELISSIER / Scanpix Denmark

Der er mange konkurrencer i den 100. udgave af Giro d'Italia. En café vil give 100 øl til den tungeste rytter, som klarer 16. etape.

Det er ikke kun de lette bjerggeder, som kan vinde præmier i bjergene i årets Giro d’Italia.

En café i byen Bormio har udlovet 100 flasker øl til den tungeste rytter, som klarer 16. etape og kommer til målbyen. Det skriver belgiske Sporza.be.

Rytterne skal på 16. etape passere de berømte stigninger Passo del Mortirolo og Passo dello Stelvio, hvor rytterne skal køre sidstnævnte fra begge sider.

Caféen, som ligger i målbyen, udlover altså de 100 øl til den rytter, som vejer mest i feltet, og som klarer den hårde etape, hvor der skal køres over 4000 højdemeter i alt.

Lige nu er Lars Baks holdhammerat, André Greipel, favorit til at tage den præmie, da han med sine 83 kilo er den tungeste rytter i feltet. Sprinteren skal dog lige nå til 16. etape samt klare den, før han kan indkassere den læskende præmie.

Efter Greipel følger Tom Stamsnijder og Rüdiger Selig. Danske Lars Bak er med sine 77 kilo også med i den tunge ende.

Her er en liste over de tungeste ryttere i årets Giro d'Italia.

  • André Greipel (Lotto Soudal) - 83 kilo
  • Tom Stamsnijder (Team Sunweb) - 80 kilo
  • Rüdiger Selig (Bora-Hansgrohe) - 80 kilo
  • William Bonnett (FDJ) - 80 kilo

Der har været flere konkurrencer i dette års Giro, da der køres nummer 100. udgave af løbet.

Det var meningen, at der på 10 stigninger ville blive uddelt både nedkørselspoint og kontanter til de hurtigste ryttere.

Men løbsledelsen har følt sig misforstået, fordi flere har opfattet nedkørselskonkurrencen som en trussel mod rytternes sikkerhed, da den kan opfordre til harsarderet kørsel. Derfor er den konkurrence trukket tilbage igen.

Kilde: Gracenote.com

Der er tre hårde stigninger på 16. etape i Giro d'Italia.