Tour de France får belgisk startby i 2019 - men Danmarks håb er intakt
Tour de France skal om to år starte i Bruxelles. Det oplyser Tourens officielle hjemmeside.
50 år efter Eddy Merckx' første Tour de France-triumf skal Touren starte i belgierens hjemland.
Tour de France skriver på sin hjemmeside, at løbet i 2019 får grand depart i Bruxelles. Det er anden gang, den belgiske hovedstad er startby i det legendariske cykelløb.
- Det er det mindste, vi kunne gøre. Eddy er en exceptionel mester og en person med exceptionel ydmyghed, siger løbsdirektør Christian Prudhomme ifølge AFP ved offentliggørelsen.
Tour de France 2019 kommer desuden til at markere 100-året for den gule trøje.
Danmark fortsætter kampen
Danmark har i flere år forsøgt at få Grand Depart nordpå. Derfor kan det synes som en skuffelse, at Bruxelles er blevet valgt som startby i 2019. Det er dog flere måneder siden, at Danmark blev afskrevet i dén forbindelse. Derfor ødelægger dagens nyhed intet for de danske håb.
- Danmark bød ind med 2019, 2020 eller 2021, så der er ikke noget, der har ændret sig, siden vi har startet projektet op. Det er den samme nationale linjeføring, vi hele tiden har ført, siger Lars Lundov, direktør i Sport Event Danmark, til TV 2 SPORT.
- Tanken er, at selve prologen og holdpræsentationerne kan foregå i København. Og så skal første etape gå fra Roskilde til Odense og anden etape fra Vejle til Sønderborg.
Sammen med flere toppolitikere er Lars Lundov med til at prøve at overbevise Tour-ledelsen om, at Danmark så skal være vært i enten 2020 eller 2021.
Her er det værd at bemærke, at Tour de France plejer at starte i Frankrig mindst hvert andet år. I år tager Tour de France-rytterne hul på løbet i tyske Düsseldorff. Til næste år starter løbet i Vendée, som ligger i Pays de la Loire-regioenen i Frankrig.
- Jeg ved ikke hvor massivt det 'plejer' er, så vi holder forbindelserne varme og vil være til stede i Düsseldorff, når starten går i år, slutter Lars Lundov.
Kun to gange er Tour de France startet uden for Frankrig to år i træk. Det skete i 2009 og 2010 i Monaco og Holland samt i 2014 og 2015, hvor løbet begyndte i England og Holland.