Tour de France

- Vi får ikke Jørgen Leth ud af den boks, før vi skal bære ham ud

Kommentator-kollegerne Dennis Ritter og Rolf Sørensen sætter ord på kollegaen og mennesket Jørgen Leth. Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Ydmyg, generøs, velforberedt og stadig nysgerrig. Dennis Ritter og Rolf Sørensen sætter ord på Tour-kollega Jørgen Leth, der fyldte 80 år i juni.

Jørgen Leth har dækket Tour de France 33 gange - og hans faste kolleger i kommentatorboksen regner ikke med, at han har tænkt sig at stoppe foreløbig.

- Vi får ikke Jørgen ud af den boks, før vi skal bære ham ud, siger Rolf Sørensen om Jørgen Leth, der i dag fylder 80 år og kan skrive filminstruktør, forfatter og meget mere på cv’et.

Rolf Sørensen og Dennis Ritter er to personer, der har brugt mere tid sammen med Jørgen Leth, end de fleste har med deres fætre, kusiner og bedsteforældre til sammen, og igen i år vil de danne trio, når TV 2 dækker Tour de France i de første tre uger af juli.

Det er bare vigtigt, at - om end vi er inspireret af Jørgen - ikke forsøger at kopiere. Det ville være et stensikkert selvmål

Dennis Ritter, cykelkommentator

Det er en trio, der for mange er blevet ensbetydende med lyden af sommer, det er en trio, der kan gå i selvsving over en fugl på skærmen, og det er en trio, der har en klar rollefordeling. Med Jørgen Leth som den poetiske med styr på kultur, historie og geografi i de områder, feltet passerer.

Men det er også en Jørgen Leth, der får ros af sine to kolleger for at være ydmyg, generøs, velforberedt, passioneret, inspirerende, let at arbejde sammen med og stadig nysgerrig, selvom han runder 80 år og kunne tillade sig at køre den hjem på autopilot, være lidt krukket og nyde sin status. Men sådan foregår det ikke med Jørgen Leth.

Kollegaen Jørgen Leth

- Jørgen er faktisk enormt nem at arbejde sammen med, fortæller Dennis Ritter.

- Det hænger sammen med, at han er forholdsvis ydmyg, også mere end, jeg tror, de fleste er klar over. Han har lavet det her i mange år, og han og Jørn Mader blev ikoniske og danmarksberømte på deres kommentering af Tour de France. Han er jo et eller andet sted i sin gode ret til at sige, at vi skal gøre det sådan her, for det har vi altid gjort, og sådan kan jeg bedst lide det osv. osv.

- Men han er altid meget ydmyg, kommer bagefter og spørger, om det var godt nok, ”skulle jeg hellere have sagt noget andet der og der” og sådan nogle ting. Men han er også meget konkret med sine ønsker om, hvad han vil tale om den enkelte dag. Så jeg kunne faktisk næsten ikke ønske mig en bedre makker at arbejde sammen, når jeg har den styrmandsrolle, jeg har i det her trekløver, siger journalisten Dennis Ritter.

For den mere teknisk og taktisk interesserede Rolf Sørensen er det stadig en inspiration at arbejde sammen med Jørgen Leth.

- Vi respekterer hinandens roller fuldstændigt, og det er en inspiration at arbejde sammen med Jørgen. En ting er at se en mand i den alder, der kan bevare den passion og gnist og gejst som 80-årig, en anden ting er, at man altså bliver nødt til at gøre sig umage, når man sidder ved siden af en mand som Jørgen. Det tænker jeg meget over. Ikke at jeg skal snakke som Jørgen Leth, men at man bruger sproget korrekt og ikke fjoller for meget rundt med det. Vi kan sagtens lave sjov, men vi skal også stræbe efter at tale et rigtigt og fantasifuldt sprog, siger Rolf Sørensen.

Inspirationen Jørgen Leth

Jørgen Leth er vokset op omkring Aarhus Cyklebane og kørte selv som junior. Han var Aarhus-mester i bordtennis, blev siden jazzanmelder og skrev bl.a. digtsamlingen "Sportsdigte”, inden han i 70’erne skabte to ikoniske film om cykelsport - ”Stjernerne og vandbærerne” (1974) om Giro d’Italia og ”En forårsdag i helvede” (1976) om forårsklassikeren Paris-Roubaix.

Hans poetiske sprog har han taget med sig til kommenteringen af Tour de France, hvor han i 90’erne dannede makkerpar med Jørn Mader, og den dag i dag kan man høre hans uforbeholdne meninger og hans malende beskrivelser om ryttere, løbet og omgivelserne.

- Ord er vigtige, siger Dennis Ritter.

- Han har for mig altid været en inspiration på grund af hans måde at gribe tingene an på. Hvis vores kommentering er et maleri, så har vi én pensel, mens han maler med en helt anden pensel end os andre. En pensel, der kan male nogle helt uventede og meget smukke strøg. Og det er meget, meget inspirerende at se på og lytte til, siger han.

”Et hold af vagabonder og billige folk fra Colombia,” beskrev han engang Kelme-mandskabet. ”Det er et smagsforfald,” har han beskrevet udviklingen i holdenes trøjer. Og byen Lourdes har han flere gange ytret sit ubehag om:

"Den er anti-levende, den er uhyggelig, den er dyster. Lourdes er et hadested. Fromhedsindustriens storby. Den er fyldt med død og fromhed.”

Det er nogle af de ord, han har sat på den sydfranske by, der er en pilgrimsby for katolikker, som man kan høre i videoklippet her:

Jørgen Leth sætter ord på den franske by Lourdes

Og den canadiske toprytter Ryder Hesjedal har fået disse ord med på vejen:

Han ligner en klodset hest, når han kører på cykel,”, mens han har lettere ved at udtrykke sin begejstring for mere æstetisk elegante ryttere som Nairo Quintana og Alberto Contador.

- Det er inspiration til, at vi kan debattere det og lufte vores egne meninger, og så får man en inspireret samtale i gang. Personligt er det ikke min stil at være dømmende over for, hvordan folk ser ud, det bryder jeg mig ikke om, men Jørgen er i sin gode ret til det, og det er en del af hans stil, og det giver os nogle muligheder for at tale om de ting. Det åbner et nyt aspekt i vores samtale, som vi uden Jørgen ikke ville åbne. Der kommer et tredje element ind, som tilfører vores output et helt andet element, siger Dennis Ritter.

Mennesket Jørgen Leth

Gennem de mange år som kommentatortrio er Dennis Ritter og Rolf Sørensen naturligvis kommet tæt på mennesket Jørgen Leth, og de har meget positivt at sige om ham.

- Han er jo først og fremmest et generøst menneske og et enormt socialt menneske. Han elsker jo de her - desværre for sjældne, fordi vi ikke har tid - aftener, vi har sammen, hvor der er tid til at få et godt stykke mad og et glas vin sammen - og fortælle historier! Jeg kender ingen som ham, der kan blive centrum i et selskab og underholde et selskab omkring et bord en hel aften. Bare ved at fortælle historier. Han er en fortæller af Guds nåde. De aftener er ubeskriveligt dejlige at være en del af, siger Dennis Ritter.

Rolf Sørensen:

- Han er hele tiden higende efter at vide mere. Han er absolut ikke gået i stå eller lever på sin baggrundsviden. Om det er planter eller træer eller fugle eller hvad pokker, det kunne være - han vil gerne vide, hvad det er. Det irriterer ham, når der er noget, han ikke ved. Hans far sagde altid til ham, at han skulle bruge øjnene, og det gør han hele tiden. Hvad foregår der, hvad sker der?

- Han interesserer sig hele tiden for nye ting. Det er ikke det, man tænker om et menneske i den alder, men det holder ham ung. Og vi får ikke Jørgen ud af den boks, før vi skal bære ham ud. Om han bliver 90 eller 110, kan jeg ikke svare dig på, men det er sådan det bliver, siger Rolf Sørensen.

Tour-kommentatoren Jørgen Leth

Men Jørgen Leth er ikke bare nysgerrig - han er også velforberedt, når trioen sætter sig i kommentatorboksen.

- Jeg tror, mange har billedet af mig som ham, der altid er enormt velforberedt, men der skal man ikke tage fejl af Jørgen. Han er altid ekstremt velforberedt, siger Dennis Ritter, og Rolf Sørensen følger op:

- Han bliver tosset, hvis han ikke er forberedt!

- Selvom han har været til Tour de France 33 gange …?

- Det er det, jeg mener! Ingen ville kunne kritisere ham for at sige, at han kan sit lort og har lavet det så mange gange, at han kan tage det på rygraden. Men det siger han ikke. Med hensyn til rytterne er vi godt dækket ind med Rolf, og det ved Jørgen godt, men han tager førerrollen på alt det omkring cykelløbet, siger Dennis Ritter.

Og Jørgen Leth følger med i cykling. Han læser om det og ser, hvad han kan komme til at se - især de store forårsklassikere.

- Alle de store navne har han fuldstændig styr på. Når man nærmest kun kommenterer Tour de France, er det selvfølgelig svært at vide, hvordan en eller anden 21-årig fra Kasakhstan kører. Men han er jo lynende hurtig til at opfatte, hvad de kan, hvem de er, og hvor de kommer fra, og så kan han male med den her pensel, hvor man tænker ’ok, hvor kom det lige fra’. Han overrasker stadig på nogle taktiske elementer, og han kan stadig se det store perspektiv i cykelløbet, hvor jeg ser det mere teknisk og taktisk, så ser nogle gange han bedre de menneskelige faktorer - smerte, glæde, sorg og den slags, siger Rolf Sørensen.

Revolutionen Jørgen Leth

Netop måden at kommentere på er det, der har gjort Jørgen Leth nærmest unik som cykelsportskommentator.

- Den har han jo revolutioneret. Det gjorde han og Mader sammen op gennem 90’erne. På det tidspunkt havde man aldrig hørt nogen kommentere sport på den måde, løfte det op over en ren sportsbegivenhed og gøre det til et billede på livet og trække paralleller til andre sammenhænge. Det var en revolution og gjorde ham og Mader til ikoner, så de nærmest blev større end cykelløbet selv. Det tror jeg, alle kommentatorer sidenhen har været inspireret af, siger Dennis Ritter og tilføjer:

- Det er bare vigtigt, at - om end vi er inspireret af Jørgen - ikke forsøger at kopiere. Det ville være et stensikkert selvmål.

- I dag forventer vi som seere mere af kommentatorerne, af de folk, der pakker sportsbegivenheder ind, fordi han har løftet barren. Man kan ikke bare sidde og sige, hvad man kan se, og han er med sin blotte tilstedeværelse med til at sørge for, at vi undgår forfladigelse. Og når jeg forlader boksen, tænker jeg ofte, at jeg er blevet klogere, og at jeg har lært noget nyt.

- Han er blevet kultfigur, fordi han ikke er bange for at være udansk og siger noget, andre ikke ville turde sige, fordi det er politisk ukorrekt. Han siger det bare, fordi han hviler så meget i sig selv. Det er et superfedt træk ved ham.

Dennis Ritter, Rolf Sørensen og Jørgen Leth i kommentatorboksen under sidste års Tour de France.

Rolf Sørensen har via sin far kendt Jørgen Leth, siden han selv var 10 år gammel, og han oplever i dag, at hans egne børn også tager Jørgen Leths stil til sig.

- Det er nemt at sige, at det bare er noget fra den generation, der fulgte med i 90’erne, men det er jo ned til 12-14 års-alderen og op til de 90-årige. Det er vanvittigt, at han fanger så mange aldersgrupper. Mine egne drenge vil hellere høre, hvad Jørgen siger, end hvad jeg siger …, siger Rolf Sørensen med et lille grin og fortsætter:

- De kan lide det smukke, han siger, og de elsker hans lune og direkte måde at sige tingene på, så de griner af det. Det er de 18-20-årige. De synes, han er sjov. Og totalt cool.

- Som cykelrytter så jeg hans film om Paris-Roubaix og Giro d’Italia - og jeg ser dem stadigvæk hvert andet eller tredje eller fjerde år. Og det ved jeg, at der er rigtig, rigtig mange af dagens cykelryttere, som også gør. Og de bliver vildt inspirerede af dem. Fordi han fanger ånden i det. Han går ned i hjertet i det, der foregår, og så er det sådan set ligegyldigt, om det er rytterne fra dengang eller nogle andre i dag. Han har fanget det, siger Rolf Sørensen.

Jørgen Leth selv bliver ved og ved. Og han har ingen intentioner om at sige stop lige foreløbig, siger han i TV 2 SPORTs podcast ’Et Cykelliv med Jørgen Leth del 1’.

- Jeg ville forlade cykelsporten, hvis den ikke interesserede mig, men jeg synes stadig, den er fuld af fascination, siger han.

I podcasten kan man høre ham fortælle om sin fascination af cykelsporten, om sine cykelfilm, om glæden ved at få anerkendelse, om sit makkerskab med Jørn Mader og ligeledes, hvordan han ser på den nuværende kommentator-trio og sin egen rolle i trioen. Og Rolf Sørensen har givetvis ret i den indledende profeti - Jørgen Leth skal bæres ud af kommentatorboksen:

- Jeg bliver somme tider spurgt, hvor længe jeg bliver ved, og mit standardsvar er, at jeg bliver ved, indtil jeg falder om.

- Men det er jo ikke kun mig, der kan afgøre det. Det må jeg trods alt indrømme. Men det er umiddelbart min indstilling. Tour de France opfylder mine ønsker om drama, om eventyr, så jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kan undvære at være der og have min rolle. Men hvis jeg ikke skal kommentere det mere, så tror jeg, at jeg ville følge det alligevel i fjernsynet. Men foreløbig er der ingen grænse for mig.

- Så længe jeg har helbred til det, så længe jeg har mine sanser, har min begejstring over for løbet, så vil jeg blive ved. Så længe jeg synes, jeg har noget at fortælle. Og jeg synes stadig, at det jeg kan fortælle om Tour de France, er noget, der er anderledes end det, andre kan sige. Så det er en god motivation for at fortsætte. Jeg har nogle historier, som ingen andre fortæller, og det bliver jeg ved med at have, så længe jeg er frisk i hovedet, siger Jørgen Leth - 80 år i dag.

Tillykke med de 80!

Ritter og Rolf ønsker Jørgen Leth tillykke med de 80 år