10 Tour de France-øjeblikke vi aldrig glemmer

TV 2 har sendt fra Tour de France i mere end 25 år. Her er 10 af de højdepunkter, som vi husker bedst.

Se sendeplanen for Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY

Tour de France har været lyden af sommer i Danmark siden 1990, hvor verdens største cykeløb for første gang bliver sendt  på TV 2. 

Siden har de franske etapeløb budt på et utal af højdepunkter og dramaer, der vil stå i cykelsportens historiebøger til evig tid. 

Vi har været i arkivet her på TV 2 SPORT og fundet 10 Tour-øjeblikke, som vi aldrig vil glemme - og som I kan genopleve, mens vi venter på starten på Tour de France 2017 i tyske Düsseldorf lørdag aften. 

Her er de 10 øjeblikke.

DA BJARNE RIIS VANDT TOUREN PÅ HAUTACAM

Bjarne Riis grundlagde sin Tour de France-sejr i 1996 på det mytiske bjerg Hautacam Video: Lars Bruun-Mortensen

Selv om Bjarne Riis i 2007 - 11 år efter sit livs triumf - indrømmede, at han var dopet med epo og andre præstationsfremmede stoffer, da han vandt Tour de France i 1996, står danskerens navn i dag stadig i historiebøgerne som den officielle vinder af løbet. 

Sejren grundlagde 'Ørnen fra Herning' på bjerget Hautacam i Pyrenæerne på 16. etape, hvor han iført den gule førertrøje kørte fra den forsvarende mester Miguel Indurain og den franske klatre Richard Virenque.  

'HAN STÅR STILLE SOM ET TRÆ I HARZEN'

TV 2-kommentatorer Jørn Mader og Jørgen Leth var kendte for at lege med ordene i kommentatorboksen - her fra Tour de France 2007. Video: Lars Bruun-Mortensen

I mange år var Jørn Mader og Jørgen Leth et legendariske kommentatorpar på TV 2's Tour de France-transmissioner (Leth sidder stadig den dag i dag i kommentatorboksen - nu sammen med Dennis Ritter og Rolf Sørensen). 

Møder og Leth blev landskendte for deres maleriske beskrivelser af rytternes lidelser i store bjerge og udtalelser som 'Han behandler cyklen som en gammel led kælling, der har fortjent det" og "Der sidder Indurain som en kanariefugl i bjergene - i et bur af Banesto folk".

En af de mest legendariske citater var, da Jørn Mader sammenlignede tyske Rolf Aldag med et træ i Harzen. 

MICHAEL RASMUSSENS STORE SEJR - OG FALD

Michael Rasmussen var på vej til at vinde 2007-udgaven af Tour de France, da han sejrede på bjerget Col d’Aubisque. Men samme aften blev han taget ud af løbet Video: Lars Bruun-Mortensen

I 2007 var Michael Rasmussen på vej mod en kæmpe triumf og den samlede sejr i løbet, da han satte sin værste rival Alberto Contador på Col d'Aubisque og iført den gule trøje kørte alene over målstregen som etapevinder. Men samme aften blev dansk eufori afløst af chok, da Rasmussens hollandske hold Radobank valgte at trække danskerne ud af holdet - og dermed fratage ham muligheden for at nå helt til Paris. 

Michael Rasmussen, der længe havde været under dopingmistanke, havde løjet om sit opholdssted ved at fortælle Rabobank, at han var i Mexico i en periode op til Tour de France. I virkeligheden havde han været i Italien. 

JAN ULLRICH FORSVANDT UD OVER BJERGSIDEN

Den tyske Tour de France-rytter var i udbrud med Lance Armstrong i 2001, da han fejlbedømte et sving på nedkørslen fra Peyresourde Video: Lars Bruun-Mortensen

I 2001 var Jan Ullrich en af de største rivaler til Lance Armstrong i kampen om den samlede sejr, men på vej ned af Peyresourde i Pyrenæerne gik det galt for tyskeren. Ullrich fejlbedømte et sving og forsvandt med fart ud af bjergsiden og ned af skrænten. Han kom dog tilbage på cyklen og kørte med en flået tysk mesterskabstrøje videre ned ad bjerget efter Armstrong, der udviste stor fair play og ventede på sin rival. 

FROOME LØB OP AF MONT VENTOUX

Det var kaotiske scener, der udspillede sig på Mont Ventoux under Tour de France 2016, hvor Chris Froome pluselig var uden cykel og satte i løb op ad bjerget Video: Lars Bruun-Mortensen

Hele verden var vidner til groteste scener under sidste års Tour, da Chris Froome i den gule førertrøje pludselig dukkede op i tv-billedet - løbende op af Alpernes mytiske bjerg Mont Ventoux! En motorcykel havde skabt total kaos, da den blev nødt til at stoppe på grund af et menneskehav af tilskuere på bjerget.

- Mollema, Richie og jeg landede oven i hinanden ved motorcyklen, og en anden motorcykel kom bagfra og smadrede rammen på min cykel, sagde Chris Froome dengang om de bizarre scener.

- Jeg var nødt til at løbe. Jeg havde ingen reservecykel, og jeg vidste, at bilerne sad fast bagved rytterne, så jeg prøvede bare at komme op ad stigning så godt, jeg kunne.

Froome fik til sidst en cykel, men kom først i mål længe efter rivalerne. Han endte dog med at beholde sin gule førertrøje alligevel, da Tour de France-kommissærerne efter etapen besluttede, at tiden skulle stoppes et stykke inden uheldet. Derfor endte Froome faktisk med at øge sit forspring i løbet på etapen.  

BELOKI STYRTEDE OG TVANG ARMSTRONG UD OVER EN MARK

I Tour de France 2003 tage en noget alternativ rute for at undgå at styrke sammen med sin rival Beloki Video: Lars Bruun-Mortensen

i 2003 var spanieren Joseba Beloki en af de største trusler til Lance Armstrong i kampen om den samlede sejr, men på 9. etape endte Beloki, der var nummer to i løbet, i et dramatisk styrt. På nedkørslen fra Col de la Rochette jagtede Beloki og Armstrong i høj fart udbryderen Alexandra Vinokourov, men pludselig forsvandt Belokis cykel under ham - og Armstrong måtte køre ud over en mark for at undgå også at ryge i asfalten. 

Beloki udgik af Touren og kom aldrig igen til at være med i kampen om at vinde Tour de France. 

- Styrtet spøger stadig i mit hoved. Hver dag vender billeder fra den dag tilbage. Jeg må vise noget i år, for efter at have sluttet på podiet tre gange ønsker jeg ikke, at folk alligevel kun husker mig for dette styrt, sagde Beloki to år senere til den spanske avis Marca.

LØJTNANTEN CHRIS FROOME FORBLEV LOYAL

Chris Froome var løjtnant for Bradley Wiggins på Sky-holdet i 2012, men ventede flere gange på sin kaptajn Video: Lars Bruun-Mortensen

I 2012 var Chris Froome kun næstkommanderende på Team Sky-holdet. Kaptajnen hed Bradley Wiggins, og det var også ham, der endte med at vinde den samlede sejr - men kun med stor hjælp og loyalitet fra sin løjtnant. 

Flere gange undervejs i løbet var det tydeligt, at Chris Froome var stærkere end Wiggens og kunne være kørt fra ham. Men Froome vendte på sin kaptajn og endte med at slutte som nummer to i løbet efter Wiggins. 

Året efter blev Chris Froome udråbt til ny kaptajn hos Team Sky, og det har han været lige siden. 

SUVERÆNE MARCO PANTANI PÅ ALPE D'HUEZ

Den lille italiener har sat de tre hurtigste tider op af det mytiske bjerg Alpe d'Huez. Se højdepunkter fra 1997-udgaven her Video: Lars Bruun-Mortensen

Marco Pantani forlod denne verden i 2004 som bare 34-årig, men den lille italiener nåede i sit alt for korte liv at skrive sit navn i cykelsportens historiebøger som en af de allerstørste legender. Pantani har sat de tre hurtigste tider op af den legendariske bjerg Alpe d'Huez - den næsthurtigste var i 1997, hvor videoen her er fra. 

I 1999 blev han smidt ud af Giro d'Italia for at have for mange røde blodlemeger i kroppen, hvilket kan være et tegn på doping. Fire år senere blev han dog frifundet for dopinganklagerne i det italienske retssystem.

BJARNE RIIS KASTEDE MED SIN ENKELTSTARTSCYKEL

Gense situationen fra Tour de France 1997, hvor Bjarne Riis i frustation kastede med sin cykel Video: TV 2 SPORT

I 1997 skulle Bjarne Riis forsvare sin Tour de France-titel fra året før, men danskeren kunne ikke leve op til forventningerne. Det blev et symbol på Riis' nedtur, da han på en katastrofal enkeltstart endte med at smide sin nye enkeltstartscykel ud på en mark i raseri over en defekt. 

Bjarne Riis endte som nummer syv i Tour de France det år, hvor han måtte se holdkammeraten Jan Ullrich tage den samlede sejr. 

ANDY SCHLECK TABTE KÆDEN - OG TOUREN

Andy Schleck angreb i den gule trøje og fik et hul til rivalen Alberto Contador, men så sprang hans kæde af - og Contador stak af! Video: Lars Bruun-Mortensen

I 2010 kørte Andy Schleck i den gule trøje væk fra sin store rival Alberto Contador på vej op ad Port de Balès i Pyrenæerne. Men så skete uheldet, der måske endte med at koste Schleck Tour-sejren. 

Kæden hoppede af Andy Schlecks cykel, og Alberto Contador udnyttede situationen til at køre væk og snuppe førertrøjen. Da feltet senere nåede til Paris, havde Contador stadig den gule trøje - og Schleck måtte nøjes med en plads næstøverst på podiet.

Senere blev Contador frataget Tour-sejren på grund af doping, og Schleck blev officielt kåret til vinderen. Men den luxembourgske stjerne har - blandt andet på grund af denne episode - aldrig kørt sig til en plads allerøverst på Tour de France-tronen.

Hvilket Tour-øjeblik husker du bedst? Stem på din favorit.

Afstemning