Tour de France

Froome-hjælper vinder våd første etape og snupper førertrøjen

Team Sky var dominerende på enkeltstarten, mens to favoritter allerede er ude af Tour de France efter et styrt.

Se alle etaper af Tour de France på TV 2 og TV 2 PLAY her.

Geraint Thomas var den bedste på enkeltstarten på åres første etape af Tour de France foran BMC's Stefan Küng.

Briten, der er en af Chris Froomes vigtigste hjælper på Team Sky, kørte i mål i tiden 16 minutter og fire sekunder og snød overraskende de andre tempospecialister fra sejren. Hjemmebanefavoritten Tony Martin kom ind på fjerdepladsen. Otte sekunder langsommere.

Jakob Fuglsang var bedste dansker. Han kørte ruten på 16 minutter og 58 sekunder. I forhold til Tour de France-favoritterne kørte han 42 sekunder langsommere end Chris Froome, syv sekunder langsommere end Riche Porte og Nairo Quintana og samme tid som Alberto Contador.

Favoritter er ude efter styrt

Forinden havde det været en regnvåd enkeltstart, hvor flere ryttere måtte en tur i asfalten. Værst gik det ud over Nairo Quintanas løjtnant på Moivistar Alejandro Valverde og Bahrain-Mehridas kaptajn Ion Izagirre.

Begge styrtede i samme sving og kom aldrig på cyklen igen. Dermed er de ude af Tour de France, inden løbet for alvor er kommet i gang.

Udover Valverde var flere andre ryttere også nede og bide i asfalten. Mest bemærkelsesværdigt var det en af forhåndsfavoritterne til etapesejren Primoz Roglic samt Dylan van Groenewegen og Tony Gallopin.

Sky-dominans

Da uret rundede 17.00, og de største favoritter begyndte at trille ud på etapen, var det Skys Vasil Kiryenka, der var i spidsen med tiden 16 minutter og 11 sekunder.

Den førertid hold i lang tid og blev først overgået, da Geraint Thomas kom i mål. På det tidspunkt havde en tredje Sky-rytter Michal Kwiatkowski også sat en god tid, og dermed var der tre Sky-ryttere i top fire.

I alt sluttede Sky med tre ryttere i top seks, efter Chris Froome som sidste mand krydsede stregen.

De to andre danskere i løbet, Michael Valgren og Lars Bak kørte henholdsvis ind i tiden 16 minutter og 59 sekunder samt 17 minutter og tre sekunder.

Få overblikket over klassementet her.

Sådan forløb første Tour de France-etape

    1. Første rytter kører afsted

      Elie Gesbert (Team Fortuneo - Oscaro) fik på sin 22-årige fødselsdag lov til at sætte årets udgave af Tour de France i gang.

      Det blev dog ikke den mest elegant måde, da franskmanden var ved at glide på startrampen.

    2. Første styrt i årets Tour de France

      Det skulle gå galt på den regnvåde enkeltstart, og det gjorde det også for LottoNL-Jumbos sprinter Dylan van Groenewegen, der blev den første rytter til at styrte i årets Tour de France.

    3. Lars Bak kører ud

      Lars Bak bliver den første dansker, der sendes af sted i årets Tour de France. Han ender med at komme ind i tiden 17 minutter og tre sekunder.

    4. Kiryenka sætter bedste tid

      Vasil Kiryenka (Sky) kører ind i tiden 16 minutter og 11 sekunder, som er en tid, der er den bedste i lang tid.

    5. Fuglsang kommer i mål

      Efter 16 minutter og 58 sekunder ude på ruten kommer Jakob Fuglsang i mål.

    6. Valverde ude af Touren efter styrt

      Nairo Quintanas vigtigste hjælper til Tour-titlen Alejandro Valverde er allerede færdig i årets Tour de France.

      Spanieren styrtede i et sving på enkeltstarten og gled direkte ind i hegnet.

       

    7. Geraint Thomas sætter bedste tid

      Geraint Thomas sætter overraskende bedste tid. Enkeltstartsspecialisterne enten styrter eller har ikke, hvad der skal til for at vælte Thomas af pinden.

    8. Froome henter tid på favoritterne

      Chris Froome kører mere end et halvt minut hurtigere end de andre favoritter Porte, Fuglsang og Quintana.

      Han formår dog ikke at slå sin holdkammerat, som løber med sejren og den gule trøje.