Tour de France

Spansk stjerne har flækket knæskallen efter grimt styrt

Holdlægerne på Movistar forventer ikke, at Alejandro Valverde kommer tilbage i denne sæson.

Tour de France varede ikke mange minutter for et af Tour-feltets absolut største navne.

Spanske Alejandro Valverde, der står noteret for 93 sejre i sin professionelle karriere, havde for meget fart på i et venstresving, hvor cyklen skred væk under ham.

At miste ham er et nederlag for hele løbet

Rolf Sørensen, TV 2 SPORT's cykelekspert

På grund af regn var vejene i Düsseldorf spejlglatte til enkeltstarten, så Valverde kurede ud i hegnet med høj fart efter at have siddet på cyklen i blot otte minutter.

- Desværre er Alejandro Valverde ikke i stand til at fortsætte i løbet. Hvor trist at udgå af Touren på første dag, skriver Movistar på Twitter.

Han blev efterfølgende kørt på hospitalet for at blive checket for brud på knogler, og lørdag aften kom dommen så fra det spanske hold.

Alejandro Valverde har flækket knæskallen og pådraget sig et brud på anklen, som har nødsaget lægerne til at operere Valverde lørdag aften.

I en pressemeddelelse skriver Movistar, at holdets læger regner det for usandsynligt, at Valverde kommer tilbage på cyklen i denne sæson.

Valverde har i denne sæson vundet hele 11 sejre og var blandt favoritterne til flere etaper, selvom han også skulle køre for Movistars kaptajn, Nairo Quintana.

- Det er meget ærgerligt for løbet. Han var en betydningsfuld rytter. Han var en af dem, som - hvis Quintana var på sit allerbedste - ville kunne have sat rav i den. Så det rigtig ærgerligt med Valverde, som måske har kørt sin bedste sæson nogensinde. At miste ham er et nederlag for hele løbet, siger TV 2 SPORT's ekspert Rolf Sørensen.

Bahrain Merida-kaptajn udgår også

Endnu et prominent navn har måttet sige farvel til Tour de France på førstedagen.

Vi så det ikke på tv, men i det samme sving, som Valverde styrtede og udgik i, faldt Ion Izagirre også. 

Det bekræfter blandt andre den tidligere stjerne Joaquim Rodriguez på Twitter.

- De dårlige nyheder fortsætter. Ion Izagirre udgår også efter et styrt i samme sving som Valverde.

Det er Bahrain Meridas kaptajn og klassementshåb, der dermed må tage afsked med Touren for i år.