Tour de France

Cykelløb midt i et af krigenes knudepunkter

I dag ned gennem Ardennerne, kendt cykelterræn fra de wallonske cykelløb, især klassikeren Liège-Bastogne-Liège og halvklassikeren Fleche Wallone. Syd for grænsen rammer etapemålet det følsomme historiske grænseområde fra de to verdenskrige. Helt frem til anden verdenskrigs start i 1940 troede franskmændene på, at den stærkt befæstede Maginot-linje kunne holde til pres fra nord. Det var den gammeldags måde at se en krig på. Grænser var til for at skulle holdes. Man skulle bare have en mur og nogle befæstede huller. Så kunne fjenden ikke komme ind.

I dag ned gennem Ardennerne, kendt cykelterræn fra de wallonske cykelløb, især klassikeren Liège-Bastogne-Liège og halvklassikeren Fleche Wallone.

Syd for grænsen rammer etapemålet det følsomme historiske grænseområde fra de to verdenskrige. Helt frem til anden verdenskrigs start i 1940 troede franskmændene på, at den stærkt befæstede Maginot-linje kunne holde til pres fra nord. Det var den gammeldags måde at se en krig på. Grænser var til for at skulle holdes. Man skulle bare have en mur og nogle befæstede huller. Så kunne fjenden ikke komme ind. Og det var håbefuld tænkning.

Jeg håber på Gilbert, for han er på sine gode dage en af feltets mest spektakulære angribere.

Men den holdt jo ikke.

Dagens etape ender i byen Longwy, nogle få kilometer syd for Belgien og Luxembourg. Midt i ”jernlandet”, sådan kaldet, fordi her var stor minedrift med udvinding af jern. Og gigantiske højovne, altså det vi i dag kalder tung industri.

Flere byer på begge sider af grænsen havde en storhedstid med den tunge industri. Når man i dag kommer til wallonske byer som Charleroi, så kan man se de tidligere arbejderkvarterer og nogle store haller med ovnene langs floder.

Liège har lige så længe jeg kan huske været et fantastisk næsten science fiction-agtigt bylandskab at komme til, det at køre langs Meusefloden var som en fantasi ,oplyst af ovnene og af en meget avanceret og meget gul gadebelysning.

Og nu kommer vi altså over på den anden side grænsen, i den franske region Lorraine, der sammen med Alsace har været en omstridt del af Europa. Erobret af Tyskland i et par omgange.

Longwy kaldtes ”jernbyen”, fordi dens drivkraft var højovnene. En epoke der sluttede historisk brat i 1987, hvor jernindustrien simpelthen blev nedlagt. Ja, det lyder brutalt, og det var det også.

Byen Longwy vendte sig resolut optimistisk mod nye mål. Her udsprang interessen for produktion af fajancer og emaljer, som er de to produkter, den i dag er kendt for. Især de tyrkisblå emailjer.

Bystyret bruger de nedlagte fabrikker til fremadrettede kulturelle aktiviteter. Og i den nordlige del af byen er fortiden gjort tiltrækkende, Louis 14.’s berømte allestedsnærværende militærarkitekt Vaubans gamle fæstningsanlæg fra det 17. århundrede er nu en magnet for turisme.  

Der er mange ting at se i selve byen. I dens storhedstid i 18- og 1900 tallet var ikke bare kirker men også andre offentlige bygninger

udsmykket med farvestrålende store mosaikvinduer. De var stolte af den økonomiske fremgang. Der er også et slot og interessante kirker, bl.a. en bygget i 1938 af jern og stål, som skulle tjene som model for andre kirker. Nogle af disse skaller til kirker blev sendt til de franske kolonier.

Men den udvikling blev sænket af krigen, og dernæst uaktuel da kolonierne blev afkoloniseret.

En virkelig attraktion er et af de vigtigste forter fra 2.verdenskrigs start, Fermont, som er en velbevaret del af Maginot-linien. Her kan man se, hvordan den franske hær dengang havde tænkt sig at forsvare fædrelandet.

En stor samling af granater og kanoner af forskellig kaliber er samlet her. Betonmurene var 3,50 meter tykke. Det var det 20. århundredes beregning af angrebenes voldsomhed og gennemtrængningskraft.

Man kan se hvor meget bombning og angrebsstyrker har sat deres mærker i forsvarsværkerne. Det er en historisk kendsgerning, at tyskernes intense angreb startede 21. juni og sluttede 27. juni. Fermont var ikke besejret, men overgav sig på ordrer fra generalstaben.

Det var et af de dramatiske tidlige kapitler i den store krig.

Lad mig til sidst nævne en af mine yndlingsryttere Philippe Gilbert. Han er walloner, født i dagens belgiske startby Verviers. Og han har 35 års fødselsdag to dage før etapen.

Det, han er mest kendt for som cykelrytter, er hans eksplosive angreb på korte stigninger, som dem der er typiske på en rute i den her region.

Slutstigningen op til Longwy skulle passe godt til hans kørestil. Jeg håber på ham, for han er på sine gode dage en af feltets mest spektakulære angribere.