Tour de France

Ekspert forstår ikke straf: - Der må ligge noget andet til grund

Brian Nygaard mener, Tour de Frances løbsjury har et meget stort kommunikationsansvar efter Sagans udelukkelse.

Verdensmesteren Peter Sagan er ude af Tour de France.

Løbsjuryen valgte efter fjerde etape at diskvalificere slovakken med begrundelsen, at han havde kørt en 'uregelmæssig sprint' over for Mark Cavendish.

En beslutning, der overrasker TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

- Det er en meget, meget hård straf i forhold til den situationen. Jeg håber, at juryen har andre vinkler at se situationen fra, for ellers mener jeg ikke, der er præcedens til det. Der må ligge noget andet til grund.

- Ellers er det, fordi de tydeligvis ser situationen anderledes. Det er den eneste logik i det.

Cavendish' egen skyld

Diskvalificeringen sker på baggrund af afslutningen på tirsdagens etape.

Her trak Peter Sagan ud i højre side af vejen, hvorefter Mark Cavendish prøvede at komme indenom. I forsøget på at forhindre Cavendish i at komme forbi slog Sagan sin højre albue ud til siden. Cavendish blev lukket inde og styrtede ind i banden.

- Jeg synes, Cavendish vælger et farligt sted at komme igennem, fordi han ved, der er en risiko, for at det går galt. For mig at se kommer albuen først op, efter Cavendish har mistet balancen, siger Nygaard.

Han har tidligere været kommunikationschef for Team Saxo Bank, Team Sky og Orica-GreenEDGE. Med hans erfaring in mente mener han, at der nu ligger en stor opgave for juryen.

- De har en relativ bred vifte af paragraffer, de kan benytte sig af. Så det er enormt vigtigt, at løbsjuryen kommunikerer meget præcist, hvorfor straffen er så hård, og hvad de refererer til af paragraffer. Så samlet set har juryen en vigtig kommunikationsopgave.

Sidste gang en rytter blev smidt ud af Tour de France var i 2010, da Mark Cavendish' leadout-mand Mark Renshaw i en spurt med hovedet havde stanget Julian Dean tre gange.

Se fjerde etape på 59 sekunder Video: Stine Gliese