Tour de France

Grimt styrt kort før mål skæmmede dagens etape

Arnaud Démare er ny mand i den grønne pointtrøje efter en spurtsejr.

Se Tour de France-etaperne i fuld længde på TV 2 og TV 2 PLAY.

Der var masser af dramatik på fjerde etape, som endte med en etapesejr til FDJ-rytteren Arnaud Démare. Franskmanden vandt etapen foran Alexander Kristoff.

Inden på den sidste kilometer var der to alvorlige styrt. Først et større hvor blandt andet Marcel Kittel og den gule trøje, Geraint Thomas, var nede. Da styrtet skete inden for de sidste tre kilometer, får det ikke nogen konsekvenser for klassementet.

200 meter før mål skete så endnu et styrt, da Mark Canvendsh røg ind i banden og hev Ben Swift med i faldet. En situation hvor Sagan stak sin albue ud.

Solorytter i 190 km

Fjerde etape sluttede i Vittel, som også var målby i 2009, da Nicki Sørensen vandt den seneste danske etapesejr.

Det lugtede dog for aldrig af en dansk gentagelse denne tirsdag eftermiddag.

Dels var Lars Baks, Michael Valgrens og Jakob Fuglsangs rolle for bundne, og dels var sprinterholdene så opsatte på endnu en afgørelse i en massespurt.

Sidstnævnte var formentlig grunden til, at der ikke rigtig var nogen, som havde lyst til at få en masse vind på næsen på den 207,5 kilometer lange etape. Eller én havde.

Den belgiske rytter Guillaume van Keirsbulck kørte med det samme, etapen blev sat i gang. Desværre for ham var der ingen, der ville med ham. Heller ikke selvom han kiggede febrilsk over skulderen i håb om at få selskab.

Det betød en lang dag med masser af tv-tid for Wanty-Groupe Gobert-rytteren. Det var tredje dag i træk, at wildcard-holdet var repræsenteret i et udbrud.

Forspringet var på sit højeste på 13 minutter. Uden feltet på noget tidspunkt var nervøse for at få ham hentet. Så efter van Keirsbulck havde siddet 191 kilometer alene, synes sprinterholdene, at det var nok.

I sprinteropgøret var Démare den bedste af de tilbageværende sprintere. Med sejren overtager han også pointtrøjen i løbet fra Marcel Kittel.

Sådan forløb fjerde Tour de France-etape

    1. Belgier kører alene af sted

      Guillaume van Keirsbulck (Wanty-Groupe Gobert) er den eneste mand, der har lyst til at køre væk på dagens etape.

      En lang dag alene er i vente.

    2. Démare hurtigst i feltet

      Guillaume van Keirsbulck tager ikke overraskende de 20 point i den indlagte spurt.

      Arnaud Démare er hurtigste blandt de andre sprintere i feltet. Sådan så top fem ud i den indlagte spurt:

      1. Van Keirsbulck, 20 pts

      2. Démare, 17 pts

      3. Sagan, 15 pts

      4. Greipel, 13 pts

      5. Kittel, 11 pts

    3. Feltet samlet

      Efter 191 kilometer alene i udbrud bliver Guillaume van Keirsbulck hentet. Dermed var alt klar til endnu et sprinteropgør.

    4. Den gule trøje styrter

      Med under én kilometer til mål sker der et større styrt, som knækker feltet over i to. Marcel Kittel ryger blandt andet i asfalten sammen med Geraint Thomas i den gule trøje.

      Da styrtet skete inden for de sidste tre kilometer, får alle samme tid. Dermed fører Geraint Thomas stadig løbet.

    5. Cavendish styrter kort før mål

      Med 200 meter til mål ryger Mark Cavendish ind i banden i den ene side af vejen og tager Ben Swift med i faldet. Briten forsøgte at komme ind indenom Peter Sagan, som stak sin ene albue ud og ikke gjorde plads.

    6. Démare vinder spurten

      Imens der skete styrt til højre og venstre var Arnaud Démare den hurtigste på målstregen.