Tour de France

Leth kan ikke lide Froomes stil - Henrik Jul er uenig

Jørgen Leth er ikke fan af Chris Froome, som han kritiserer for flere ting. Men Henrik Jul er ikke enig i Leths kritik.

Chris Froome har flere millioner fans verden over, men TV 2 SPORTs Tour de France-kommentator Jørgen Leth er ikke en af dem.

Til trods for at den britiske cykelrytter har vundet Tour de France tre gange, er der flere ting ved ham, som Jørgen Leth gerne vil lave om på.

- Jeg kan ikke så godt lide hans stil. Jeg kan ikke lide hans udstråling. Jeg kan ikke lide hans beregning af, hvad han skal. Altså hele det kalkulerende aspekt af hans kørsel. Og jeg kan heller ikke lide den måde, han sidder på cyklen på, siger Jørgen Leth.

De kritikpunkter er cykeleksperten Henrik Jul dog ikke enige i. Han mener, at Chris Froomes har lagt sin kalkulerende facon at cykle på fra sig, og nu beriger Froome i stedet cykelsporten på en anden måde.

- Han har fornyet sig meget, og det er på en meget legende måde. Jeg kan godt lide hans reaktioner bagefter, for eksempel efter hans nedkørsel, hvor han siger: ”Nej, hvor var det sjovt.” Han udtrykker stor glæde ved at køre på cykel, og det synes jeg er et aspekt, vi skal have med ind i sådan noget alvorligt noget, som Tour de France er. Her er en mand, der er et legebarn. Det kan jeg godt lide, siger Henrik Jul.

På trods af sin kritik kan Jørgen Leth, ligesom Henrik Jul, også finde rosende ord frem om Chris Froome. Dog ikke så mange, at det ændrer hans generelle syn på sidste års vinder af Tour de France.

- Han er venlig, han er imødekommende, han giver svar, han udtrykker sig. Det er det, vi ofte savner hos de store ryttere. Men det gør ikke et særligt sympatisk indtryk på mig.