Tour de France

Voldsom kritik af Sagan: - Han tror, han er kongen

Peter Sagan skal lære at køre efter reglerne ligesom alle andre i feltet, mener Lotto Soudals André Greipel.

Peter Sagan indtog en negativ hovedrolle på 4. etape, som endte med at koste slovakken videre deltagelse i løbet.

Den slovakiske sprinter slog på de sidste meter albuen ud til den ene side, hvor Mark Cavendish (Dimension Data) kom blæsende indenom. Resultatet blev et voldsomt styrt af Cavendish, fordi han blev presset ud i banden.

En af dem, der oplevede episoden tæt på, var Lotto Soudals sprinter, André Greipel, der sad lige bag Sagan i situationen.

- Jeg mener, han pressede Cavendish med albuen. Se bare på billederne, siger Greipel, som selv blev irriteret over Sagan på den indlagte spurt.

- Der kom han også bagfra og havde albuerne ude. Han tror, han er kongen, men han skal også overholde regler ligesom alle andre i feltet. Jeg så bare, hvad han gjorde ved mig. Så jeg er glad for, jeg holdt mig på cyklen.

Peter Sagan blev efterfølgende smidt ud af Touren.

Lotto Soudals sportsdirektør Marc Sergeant fortæller, at Greipel ikke længere bryder sig om Sagan, og at de ikke er venner.

Mark Cavendish har ikke selv lyst til at smide brænde på Sagans bål, da han fortæller, at han altid har betragtet ham som en ven. Men han synes, Sagan brugte beskidte tricks.

- Jeg har det fint med Peter. Det er fint, at han kørte på tværs, men jeg er ikke fan af, at han bruger albuen. Jeg vil tale med ham om det, siger den britiske sprinter, som efter etapen fik en undskyldning af Sagan.

Sådan forløb fjerde Tour de France-etape

    1. Belgier kører alene af sted

      Guillaume van Keirsbulck (Wanty-Groupe Gobert) er den eneste mand, der har lyst til at køre væk på dagens etape.

      En lang dag alene er i vente.

    2. Démare hurtigst i feltet

      Guillaume van Keirsbulck tager ikke overraskende de 20 point i den indlagte spurt.

      Arnaud Démare er hurtigste blandt de andre sprintere i feltet. Sådan så top fem ud i den indlagte spurt:

      1. Van Keirsbulck, 20 pts

      2. Démare, 17 pts

      3. Sagan, 15 pts

      4. Greipel, 13 pts

      5. Kittel, 11 pts

    3. Feltet samlet

      Efter 191 kilometer alene i udbrud bliver Guillaume van Keirsbulck hentet. Dermed var alt klar til endnu et sprinteropgør.

    4. Den gule trøje styrter

      Med under én kilometer til mål sker der et større styrt, som knækker feltet over i to. Marcel Kittel ryger blandt andet i asfalten sammen med Geraint Thomas i den gule trøje.

      Da styrtet skete inden for de sidste tre kilometer, får alle samme tid. Dermed fører Geraint Thomas stadig løbet.

    5. Cavendish styrter kort før mål

      Med 200 meter til mål ryger Mark Cavendish ind i banden i den ene side af vejen og tager Ben Swift med i faldet. Briten forsøgte at komme ind indenom Peter Sagan, som stak sin ene albue ud og ikke gjorde plads.

    6. Démare vinder spurten

      Imens der skete styrt til højre og venstre var Arnaud Démare den hurtigste på målstregen.