Tour de France

- Det er en hundrede procent glasklar skandale

For hvert minut, der går… For hver samtale, jeg har med folk i Tour-miljøet hernede - bliver jeg mere og mere afklaret og sikker. Juryens beslutning om at diskvalificere Peter Sagan fra Touren efter spurten i Vittel er en hundrede procent glasklar skandale. Intet mindre. Simpelthen fordi man lægger en ny linje, der ikke er hjemmel i reglerne til at lægge! Hvis der er tale om en ny linje, og den bliver fulgt strengt, så får vi ingen sprintere til Paris Man gør nemlig det, at man bruger reglernes strengest mulige sanktion for en episode, hvor årsagen ikke står fuldkommen klart.

For hvert minut, der går… For hver samtale, jeg har med folk i Tour-miljøet hernede - bliver jeg mere og mere afklaret og sikker.

Juryens beslutning om at diskvalificere Peter Sagan fra Touren efter spurten i Vittel er en hundrede procent glasklar skandale. Intet mindre. Simpelthen fordi man lægger en ny linje, der ikke er hjemmel i reglerne til at lægge!

Hvis der er tale om en ny linje, og den bliver fulgt strengt, så får vi ingen sprintere til Paris

Man gør nemlig det, at man bruger reglernes strengest mulige sanktion for en episode, hvor årsagen ikke står fuldkommen klart. Og når der er bare er en flig af tvivl - som der efter min bedste mening er her - så kan man ikke skride til så drastisk en straf som en diskvalifikation.

Jeg har brudt min hjerne for at prøve at forstå juryens bevæggrunde.

Man har brugt en bestemmelse i reglementet, der giver mulighed for at udvide den almindelige sanktion - en deklassering - i tilfælde af skærpende omstændigheder. Det efterlader så det helt åbenlyse og afgørende vigtige spørgsmål: Hvad er den skærpende omstændighed her?

Er det Sagans albue, der ganske rigtigt tydeligt stritter i retning af Cavendish på et tidspunkt i forløbet? Hvis ja, så har man forudsat to ting.

For det første at det er albuen, der forårsager styrtet.

For det andet - og mere vigtigt - at Sagan havde forsæt til at vælte. Altså, at han stak albuen ud for egen vindings skyld for bevidst at stoppe en konkurrent.

Styrtets anatomi - kortlagt i mindste detalje på diverse videoer og billeder i løbet af aftenen, natten og morgenen – viser noget andet. Nemlig at Sagan først stikker albuen ud på et tidspunkt, hvor den proces, der fører til Cavensdishs styrt, allerede er sat i gang. Det vil sige, den er reelt uden indflydelse på styrtet.

Mark Cavendish styrtede 200 meter før mål i en dramatisk finalespurt på 4. etape. Video: Bo Bentsen

Der er også i min optik - som minimum - berettiget tvivl om årsagen til Sagans albueløft.

Billederne viser ret tydeligt, at han er på vej i ubalance på grund af to forhold. Dels at flere skifter retning og bane og trækker mod højre, hvorfor han er nødt til at gå med. Og dels den mod-påvirkning, der kommer fra Cavendish, hvis hoved og skulder berører Sagans venstre side, INDEN styrtet sker.

Den internationale cykelunions ellers meget respekterede juryformand i løbet, Philippe Marien, har scoret et kolossalt klodset selvmål

At Sagan ikke holder sin linje, kan han straffes for. Men højst med en deklassering (og så skal man i øvrigt også straffe Démare, Kristoff og Bouhanni). At han prøver at genvinde balancen, kan han mig bekendt ikke straffes for.

Alt dette kogt ind til en konklusion: Der er berettiget tvivl.

Årsagen til Mark Cavendishs ret voldsomme styrt er ikke fuldkommen klar. Og Peter Sagan er ikke fuldkommen uden for enhver tvivl den eneste aggressor og ansvarlige for det, der sker. Ergo kan man nok straffe ham. Men ikke med den strengest mulige straf - en hjemsendelse.

Og under alle omstændigheder står dette tilbage: Den internationale cykelunions ellers meget respekterede juryformand i løbet, Philippe Marien, har scoret et kolossalt klodset selvmål. Og gjort det foran tv-seere i 190 lande i den mest eksponerede arena overhovedet i cykelsporten.

Juryen skylder en langt bedre og mere detaljeret forklaring på det, man har besluttet. Og det er direkte dumt af Philippe Marien at blande Peter Sagans titel som verdensmester og det, at han er et stort forbillede ind i begrundelsen for at sende ham hjem. Reglerne må bruges ensartet over for ensartede overtrædelser, uanset om man hedder Sagan og er verdensmester, eller om man hedder Karl-Erik og aldrig har vundet noget større end en Klampenborg-spurt.

Og fortsættelsen…?

Ja, den bliver spændende. For hvis der er tale om en ny linje, og den bliver fulgt strengt, så får vi ingen sprintere til Paris. For der skete intet i Vittel i går, som ikke sker i spurter over alt og hele tiden.