Tour de France

Tour-favorit brækkede bækken og kraveben i voldsomt styrt

Richie Porte var regnet blandt de største favoritter til at vinde, men 9. etape blev endestation i årets Tour de France.

BMC-kaptajnen Richie Porte var en af fire ryttere, hvis Tour de France sluttede på 9. etape efter styrt.

Med godt 25 kilometer til mål på nedkørslen fra Mont du Chat-stigningen uden for kategori gik det galt for australieren på de våde veje. Han kom til at skære et sving og bankede først ind i vejkanten for dernæst at glide ind i bjergskråningen med høj fart.

Han blev kørt væk i ambulance, og røntgenundersøgelser har afsløret brud på bækken og kraveben.

- På dette stadie er en operation ikke nødvendig. Planen er at evaluere Richie igen i morgen tidlig for at sikre, at han er stabil nok til at komme hjem, siger BMC's holdlæge Max Testa i en pressemeddelelse.

Richie Porte var ved bevidsthed efter styrtet, som ellers så rigtig, rigtig voldsomt ud, og som også har givet ham mange skrammer.

Dr. Testa fortæller, at de to brud normalt kræver fire til seks ugers pause, såfremt der ikke påstår nogen komplikationer.

- Richie kan vær tilbage på cyklen i starten af august og langsomt bygge sin form op. Ud fra, hvordan han kommer sig, vil vi vurdere hans program for resten af sæsonen sammen med BMC's ledelse, siger Testa.

Adskillige ryttere styrtede på de våde nedkørsler. Foruden Porte gik det hårdest ud over Geraint Thomas (Team Sky), Robert Gesink (LottoNL - Jumbo) og Manuele Mori (UAE Team Emirates), der alle udgik.

Derudover faldt otte ryttere for tidsgrænsen.

Sådan forløb niende Tour de France-etape

    1. To ryttere udgår efter styrt

      Det så alvorligt ud, da Manuele Mori fra UAE Emirates udgik efter et styrt i starten af etapen.

      Italieneren udgik efter at have ligget på vejen med store smerter. Også Robert Gesink, der blev nummer to på gårsdagens etape, måtte udgå efter at være landet på lænden.

    2. Stort udbrud kører

      For anden dag i træk kom et stort udbrud af sted. Denne gang var det 40 mand, der fik hul.

    3. Froomes løjtnant udgår

      Geraint Thomas, der lå nummer to og tidligere har haft den gule trøje i løbet, udgår efter at have været styrtet på den våde nedkørsel fra Col de la Biche.

      Også Rafal Majka og Alberto Contador styrtet på nedkørslen.

    4. Contador styrter opad

      Kort efter Contador er styrtet på en nedkørsel, styrter spanieren også op ad stigningen Grand Colombier.

      Han kommer dog hurtigt på cyklen igen.

    5. Barguil snupper bjergtrøjen

      Warren Barguil kommer først over stregen på Grand Colombier og snupper 25 point. I alt er han på 40 point og overtager dermed bjergtrøjen fra Lilian Calmejane.

    6. Fuglsang angriber favoritterne

      Jakob Fuglsang udnytter stilstand i favoritgruppen til at køre væk på dagens sidste stigning.

    7. Porte udgår efter alvorligt styrt

      Richie Porte kommer helt forkert ind i et sving på nedkørslen tæt på mål og styrter alvorligt. Tour-favoritten må udgå af løbet.

      Dan Martin også involveret i styrtet.

    8. Uran vinder etapen

      Rigoberto Uran vinder spurten med de tilbageværende favoritter. Jakob Fuglsang bliver nummer fem i spurten.