Tour de France

Vandt kongeetapen med kun ét gear: - Jeg tænkte kun på at redde dagen

Rigoberto Urán vandt kongeetapen i Tour de France med en defekt på cyklen.

En vild og voldsom 9. etape i Tour de France blev vundet af Rigoberto Urán.

Colombianeren sad med i finalegruppen, som også bestod af Warren Barguil, Chris Froome, Fabio Aru, Jakob Fuglsang og Romain Bardet, og her skulle der målfoto til at kåre Urán som etapevinder millimeter foran Barguil.

Efter en etape med tre stigninger uden for kategori bliver hans sejr ikke mindre imponerende af, at han kørte de sidste godt 25 kilometer på en cykel med defekt.

- Det var en stor overraskelse for mig, for da Dan Martin og Richie Porte styrtede, fik jeg ødelagt mit gear. Jeg gennemførte med ødelagt gear og tænkte kun på at redde dagen, sagde Rigoberto Urán efter etapen.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

En neutral servicebil forsøgte at redde det defekte gear, der ikke kunne skifte, men det lykkedes ikke.

- Han bad vores mekaniker sætte den i 11. gear, og vi imødekom ham, skriver Mavic, der står for de neutrale servicebiler i Touren, på Twitter.

Det lader altså til at have været det helt perfekte gear.

30-årige Rigoberto Urán, der kører for Cannondale-Drapac, vandt sin første etape nogensinde i Tour de France - og så endda kongeetapen. Faktisk troede han, at Warren Barguil havde vundet.

- Det er vildt. Jeg ved ikke, om jeg kan tro på det. Jeg var ved dopingkontrollen, da de sagde, jeg havde vundet. Jeg vidste ikke, om det var for sjov, siger Urán.

- Jeg så, han overhalede mig, men så fik jeg alligevel en dejlig overraskelse. Jeg er meget glad for at have vundet en så svær etape som den i dag.

Udover etapesejren kan Rigoberto Urán glæde sig over et stort hop i klassementet, hvor han nu ligger på fjerdepladsen 55 sekunder efter Chris Froome.