Tour de France

Fuglsang ærgrer sig: - Havde hellere set Aru holde sig i ro

Jakob Fuglsang kørte sig op på femtepladsen i klassementet på søndagens kongeetape i Tour de France.

Italienske Fabio Aru har fået hårde ord med på vejen efter sin kørsel på 9. etape.

Jakob Fuglsangs holdkammerat og medkaptajn startede med at angribe, da manden i den gule førertrøje, Chris Froome, havde defekt. Kort efter at hans angreb var blevet neutraliseret, angreb Jakob Fuiglsang i stedet og slog et hul på godt et halvt minut til favoritfeltet.

Men så angreb Aru igen, mens Fuglsang altså sad fremme. Danskeren erklærer sig tilfreds med udkommet på etapen, hvor han blev nummer seks og kørte sig op på femtepladsen i klassementet, om end han ikke nødvendigvis er helt enig i holdkammeratens dispositioner.

- Jeg har ikke set det, jeg har kun set spurten igen. Jeg har ikke set bjerget endnu. I må spørge Fabio om, hvad hans tanke var. Det er klart, at jeg hellere havde set, at han havde holdt sig i ro, og at jeg var kommet over toppen med mere tid.

- Man ved aldrig, hvad der var sket, hvis ikke han havde gjort det. Alt i alt var det en god dag for os i går, og vi fik meget ud af dagen, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Fabio Aru forklarede på dagens pressemøde i Frankrig, hvorfor han angreb.

- Jeg angreb et par gange, men jeg fandt ud af, at det ikke var muligt lave store forskelle. Jeg vidste, at jeg havde Jakob ude foran, så jeg valgte at stoppe, så hans forspring kunne blive større. Jeg valgte at angribe en del gange, og det var også vores taktik fra start.

Men ifølge TV 2 SPORT's cykelekspert Bjarne Riis var Arus angreb helt i hegnet.

- Det værste er, at det ikke engang er et ordentligt angreb. Han sætter gang i det hele, og lavinen starter. Det, synes jeg, er virkelig dårligt. Det er uacceptabelt, sagde Riis efter etapen.

Angrebet kickstartede nemlig angrebslysten hos Chris Froome og Richie Porte, og inden toppen af dagens sidste stigning, Mont du Chat, blev Jakob Fuglsang indhentet af favoritgruppen.

Fuglsang understreger dog, at samarbejdet mellem ham og Aru fungerer fint.

- Umiddelbart er det godt. Vi kørte også igennem begge to i går for at tage tid fra Quintana og Daniel Martin. Man ved ikke, om man får den chance igen. Det var også en af motivationerne. Jeg synes, det går fint, siger Fuglsang til TV 2 SPORT.

Fabio Aru er umiddelbart førsteudfordrer til Chris Froome på førstepladsen. Italieneren er 18 sekunder efter, mens Jakob Fuglsang har godt halvandet minut op til den tredobbelte Tour-vinder.