Tour de France

Sådan oplevede Riis kongeetapen: - Jeg ville have været stjernerasende

Her kan du få Bjarne Riis' betragtninger, som han oplevede det, under søndagens kongeetape.

Der blev ved med at udspille sig nye og spændende scenarier undervejs som  niende etape i Tour de France skred frem.

En af dem, der fulgte etapen nøje, var Bjarne Riis. Han har som tidligere cykelrytter og sportsdirektør mange års erfaring med være en del af et felt og at skulle lægge en taktik.

Derfor gav han i forbindelse med etapen sine synspunkter til TV 2 SPORTs liveblog. Herunder kan du læse et uddrag af, hvordan han så de mange situationer, der udspillede sig på etapen:

140 km til mål: Sky lader stort udbrud køre væk

- Sky har ikke nogen med i udbruddet. Umiddelbart er det en fejl. Når der sidder så stor en gruppe ude foran, hvor flere af de andre stærke hold har flere ryttere ude foran, virker det som en forkert beslutning ikke at sende mænd med.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

121 km: Tim Wellens bliver sat i udbruddet

- Vi har lige set interview med ham, hvor han sagde, at han ramte muren fra første stigning i går. Nu er han i problemer på den første stigning uden for kategori. Meget dårlig taktisk kørsel af belgieren.

121 km: Matthews er i udbrud og jagter point

- Imponerende kørsel af Michael Matthews. Efter en hård dag i går i udbruddet sidder han igen med i dag og kører meget aggressivt for at score point til den grønne trøje. Det er stærkt kørt og tegn på god moral.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

117 km: Chaves burde være sendt af sted

- Orica-Scott kunne måske godt have sendt Chaves af sted i udbruddet. Colombianeren er 2'44 efter i klassementet, og det kunne have lagt lidt pres på Sky, men også have givet lidt muligheder for Yates. Det ville ikke være dårligt at have ham siddende derude.

71 km: Ros til Team Sunweb

- Sunweb er i gang med at køre en fremragende etape. De har tre mand i udbruddet. Matthews tager point til den grønne trøje, mens Barguil er en kandidat til etapen, siger Bjarne Riis.

36 km: Betancur tager sin øresnegl ud

- Totalt uacceptabelt som holdkammerat og dårlig holdånd i den her situation. Hvis Quintana enten vil angribe eller har uheld, kan holdet ikke komme i kontakt med Betancur.

- Det er den eneste hjælperytter, Quintana har. Hvis jeg var sportsdirektør, ville jeg have været stjernerasende.

Carlos Betancur havde ikke lyst til at lytte til sine sportsdirektører og hev derfor øresneglen ud af sit ene øre på niende etape. Video: Ronni Burkal Nielsen

33 km: Mollema bliver i frontgruppen

- Det virker til, at Mollema har fået grønt lys til at køre efter etapesejren. Det indikerer måske, at Contador ikke har planer om at angribe.

33 km: Fuglsang arbejder sig frem

- Det var godt at se, at Jakob kører frem og sætter sig sammen med Aru i bunden af stigningen. Det er sådan, det burde være.

32 km: Kaptajner kan ikke længere bruge udbrudsryttere

- Nu er vi i en situation, hvor folkene, der har siddet ude foran hele dagen, er for trætte til at gøre en forskel for sin kaptajn.

31 km: Fuglsang følger med trods Aru-angreb

- Fuglsang gør det rigtige, holder sin rytme og sit tempo. Han skal ikke accelerere allerede. Det er for tidligt.

30 km: Fuglsang angriber!

- Det her er en god situation for Jakob. For at hente ham skal favoritgruppen accelerere.

- Det er virkelig en taktisk genistreg. Han kommer ud foran og kan sidde i sin egen rytme, og han bliver ikke forstyrret, når de andre sidder og rykker max bagved.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

29 km: Ingen følger efter Fuglsang

- Skuffende at se Bardet, Quintana og Porte slet ikke rører på sig.

27 km: Aru kører efter Fuglsang

- Hvad fanden laver han? Hold dig da væk!

Fabio Aru er blevet kritiseret for at angribe i favoritgruppen, mens Jakob Fuglsang var gået i udbrud. Video: Bo Bentsen

24 km: Fuglsang bliver hentet af favoritterne, men hænger på

- Klogt kørt af Fuglsang. Meget veldisponeret.

22 km: Richie Porte styrter

- Han mister vejbanen, for han kører væk. Han mister fuldstændig sin ideallinje. Det er en dum fejl. Jeg ved ikke, om det er fordi, han er for nervøs.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage

18 km: Contador bliver sat med flere minutter

- Nu er han tvunget til at gå i angreb i de kommende bjergetaper. Det bliver godt for Touren.

0 km: Fuglsang misser etapesejr

- Jakob åbner den lidt for tidligt. Der er ingen tvivl om, han sad med de bedste ben. Også bedre end Froome på de afgørende 12 kilometer. Han fører næsten lidt for meget til sidst.

- Én gang rykker han en kilometer ude fra spids – som han ikke skal – og så åbner han spurten alt for tidligt. Han gik glip af en etapesejr i dag. Han ville det nok lidt for meget.

Se højdepunkterne fra 9. etape af årets Tour de France. Video: Jacob Nordestgaard Lage