Tour de France

Stjernesprinter tog tre ryttere med sig i faldet: - En kæmpe fejltagelse

FDJ-mandskabet gik fra ni til fem ryttere efter 9. etape i Tour de France.

På lørdagens bjergetape lykkedes lige akkurat for den franske stjernesprinter Arnaud Démare fra FDJ at klemme sig inden for tidsgrænsen.

Efter bare to kilometer af søndagens kongeetape, 9. etape, var den så gal igen for Démare, der blev sat af feltet og måtte kæmpe en ny indædt kamp for at redde sin tilværelse i Tour de France.

Da han blev sat efter to kilometer, burde holdet nok have sagt til sig selv, at den bliver svær at klare

Bjarne Riis, TV 2 SPORT's cykelekspert

Tre af hans holdkammerater prøvede at komme ham til undsætningen, men det endte med at blive en tabt kamp. De faldt for tidsgrænsen og røg alle ud af løbet.

- Det er jo det magiske ved Touren. Man kan ligge helt oppe eller helt nede. Vi har vundet sammen, og vi taber sammen. Vi er jo nærmest hjemme her. Jeg er selvfølgelig stærkt skuffet. Jeg troede, det var forbigående, og jeg kunne få styr på det, men i Touren er der ikke plads til fejl. Jeg har haft en fantastisk uge med et enormt publikum, sagde en smilende Arnaud Démare

Han kom i mål knap en time efter etapevinderen, hvilket var 20 minutter over tidsgrænsen.

Udover Démare måtte holdkammeraterne Mickäel Delage, Jacopo Guarnieri og Ignatas Konovalovas lade livet i Tour de France sammen med fire andre ryttere, der alle faldt for tidsgrænsen.

FDJ's dispositioner forstår TV 2 SPORT's ekspert Bjarne Riis dog ikke noget som helst af.

- Efter den, de var igennem ilørdag på næsten samme måde, hvor han klarede det lige inden for tidsgrænsen med to hjælperyttere, så laver de nummeret igen. Da han blev sat efter to kilometer, burde holdet nok have sagt til sig selv, at den bliver svær at klare. Og så ofrer de tre mand og kører tre mand med ham ud af lystavlen. Jeg synes, det er en kæmpe fejltagelse af FDJ, siger Bjarne Riis.

Højt elsket på holdet

Arnaud Démares status på holdet er dog så høj, at Mickäel Delage, der altså nu er færdig i Touren, ikke ville have gjort noget anderledes.

- Det kommer ikke til at ske, at vi forlader ham. Vi er der for ham. Når han vinder, er det holdets sejr. Også når han taber. Sådan er det. Når man er der for Arnaud, er man der 200 procent. Det er brutalt, men sådan er spillet. Det er tomt. Vi må ikke glemme, at han er ung. Han fik en fantastisk start på sæson, og måske har han fået et tilbageslag, siger Delage til L'Equipe.

Efter 8. etape, hvor Démare og co. med nød og næppe klarede sig inden for tidsgrænsen, fortalte samme Delage, at det handler om meget mere end 'bare' at slide for en holdkaptajn.

- Man skal huske på, at vi kun gør dette, da vi godt kan lide vores kaptajn. Jeg tror ikke, at vi vil gøre det for alle og enhver. Arnaud Démare viste stor kvalitet og personlighed efter etapen. Jeg har været professionel i 12 år, og der er ikke mange dage, som den i dag. Når jeg ofrer mig selv for ham, gør jeg det, fordi Démare ved, hvordan man takker sin holdkammerater. Han sætter pris på sine hjælperes arbejde, og det beskriver en sand kaptajn og leder, sagde han til L'Equipe.

Udover de fire FDJ-ryttere faldt Mark Renshaw, Juraj Sagan, Matteo Trentin og Jos van Emden også for tidsgrænsen på 9. etape.