Uovervindelige Kittel vinder for fjerde gang
Marcel Kittel cementerede sin status som den bedste sprinter i årets Tour de France.
Første dag efter hviledagen bød ikke på nogen hvile for sprinterne. Bedst var Marcel, som var hurtigst i massespurten på 10. etape.
Tyskeren har med sejren vundet sin fjerde etape i årets Tour de France. Samtidig var det hans 13. sejr sammenlagt i det franske etapeløb. Det gør ham til den tysker med flest etapesejre løbet. Den rekord tilhørte tidligere Erik Zabel.
Landsmanden John Degenkolb kørte en overraskende god spurt og kom i mål som nummer to på tirsdagens etape, mens Dylan Groenewegen blev nummer tre.
Udbruddet fik ingen chance
Før etapen var der spekuleret i, om feltet ville lade et udbrud køre hjem, fordi feltet trods en hviledag ville samle kræfter efter nogle hårde bjergetaper.
Den spekulation blev hurtigt dementeret. For selvom et udbrud kom af sted, var sprinterholdene klar på at holde dem under kontrol på hele etapen.
Holdene havde da heller ikke noget problem med at få indhentet udbruddet til sidst, da det kun bestod af to mand.
Elie Gesbert (Team Fortuneo Oscaro) og Yoann Offredo (Wanty-Groupe Gobert) var de eneste, der havde lyst til at komme af sted, da etapen blev sat i gang.
Da de havde fået små seks minutter mente sprinterholdene, at det var nok.
Lars Bak (Lotto Soudal) og Julien Vermote (Quick-Step Floors) spillede som sædvanligt hovedroller i at få udbruddet hentet, så de kunne give deres sprintere endnu en chance.
Lotto Soudal forsøgte at få sat André Greipel i scene og give ham den første etapesejr. Derfor ledte de feltet i afslutningen.
Men de åbnede spurten for tidligt, og det endte med, at Greipel sluttede helt nede på 12. pladsen. Mens Marcel Kittel viste sin skræmmende styrke i spurten.