Tour de France

Dengang Hollywood blev fortryllet af baskiske kærlighedssange

Nu er vi på vej til det store møde i Pau, porten til Pyrenæerne. Alt i Tour de France handler om overgange, overførsler, konfrontationer og hvordan man nærmer sig dem. Hvilke listesko man skal have på. Jeg synes, at årets rute har anstrøg af det geniale. Det kunne lyde, som Christian Prudhomme har købt min sympati, og at jeg bare roser. Men det er ikke tilfældet. Men det har jeg ikke. Og som I ved, så er jeg tit ude meget kritisk over for societetet. decms://4c489e3a3a72d8f60f8287876bfac01bea23f169 Men ret skal være ret.

Nu er vi på vej til det store møde i Pau, porten til Pyrenæerne. Alt i Tour de France handler om overgange, overførsler, konfrontationer og hvordan man nærmer sig dem. Hvilke listesko man skal have på.

Jeg synes, at årets rute har anstrøg af det geniale. Det kunne lyde, som Christian Prudhomme har købt min sympati, og at jeg bare roser. Men det er ikke tilfældet. Men det har jeg ikke. Og som I ved, så er jeg tit ude meget kritisk over for societetet.

Men ret skal være ret. Jeg synes der er noget meget smidigt over den måde feltet er ført ned gennem det nordøstlige Frankrig, hen over kanterne af bjergene, Vogeserne, to Jura-etaper, dvs. rimeligt bløde bjerge, men dog ikke uden udfordring.

Lige berøre Næralperne. Og så væk. Det er dristigt tænkt. Man har gennem de senere år kunnet mærke en overordnet dramaturgisk vilje.

Pludselig denne bortførelse af hele løbet, snuppet fra kanten af Alperen og fløjet over til den rolige, symfoniske tilnærmelse til det næste bjergmassiv, Pyrenæerne. En idé jeg godt kan lide, og jeg tror på at udførslen kan blive fuld af suspense og nye indsigter.

Pau er altid central i alle fortællinger om Touren

Hvilken historie. Fra Dordognes lyksalighed og sødmefuldhed til Pau med Boulevard des Pyrenées. Udsigten til det meste af kæden med de hvide diamanter og de blå skygger. Et dejligt langt bremsespor, en prestigiøs spurt med målstreg midt i byen som sidste mulighed inden klatreturen begynder.

Det døgn kommer til at slutte med en blanding af nervøsitet og eufori på rytterhotellerne. Og for den sags skyld også på alle andre hoteller, hvor forventningerne bankes op med sidste rygter og ønsketænkninger. Jeg har gennem årene oplevet mange historier udvikle sig på aftenen i Pau inden det går ud i bjergene. Eller den modsatte vej, også når Pyrenæ-kapitlet afsluttes i Pau.

Det er Paus rolle i Tour de France-geografien. Pyrenæerne starter eller slutter her. Det er et punkt man ikke kan - og heller ikke vil - komme uden om.

Vi mødes på Brasserie Odeon og snakken går. Jeg kan huske hvor vildt betaget Dustin Hoffman og Michael Cimino var, da de kom til Pau og kom til at bo på det rigtige gamle Hotel Continental. Stemningen var oprømt. Den baskiske pelotastjerne Pampi Laduche var kommet ind for at feste igennem sammen med den baskiske journalist Jean Cormier fra L’Equipe. De sang i kor baskiske kærlighedssange i restauranten.

Næst morgen var der ballade og skideballer fra løbsdirektør Félix Levithan, som havde fået sin nattesøvn forstyrret. Og som var flov overfor de to store mænd fra Hollywood. Men det behøvede han nu ikke at være. Jeg havde selv set dem. De havde været begejstrede over stemningen, og enige om, at sådan en scene måtte de også have med i filmen.

Som havde arbejdstitlen The Yellow Jersey. Og som aldrig blev lavet, desværre. Selvom Dustin havde sagt ja.  

Og jeg skulle være med som second unit director, et herligt job.

Dustin sprang fra nogle måneder senere, efter at have forsøgt at få andre instruktører i stedet for Cimino, bl.a. Roman Polanski, Richard Attenborough, det var et lunefyldt hollywoodsk spil. Jeg ved ikke, hvorfor han fyrede Cimino. Men jeg ved, at Hoffman bestemte alt. Han havde fået den oprindelige mand bag projektet, den berømte producer og screenwriter Carl Foreman flyttet ud af producerjobbet og flyttet den engelske Oscarvindende screenwriter Colin Welland ind. Han fik den opstilling, han ønskede.

Men til sidst gik han altså selv.

Året efter gik vi alligevel i gang med at filme. Men nu uden Dustin Hoffman. Der havde i stedet været tale om Ryan O’Neal. Selv Sylvester Stallone havde været på tale. Jeg stod for optagelser fra selve løbet og var priviligeret vidne til den bitre rivalisering mellem Bernard Hinault og Greg Lemond.

Det er en anden historie.

Men Pau er altid central i alle fortællinger om Touren.