Tour-stjerne forsvares efter slag: - Se godt efter de første to sekunder i klippet
Jack Bauer forsvarer sin 'overfaldsmand', Nacer Bouhanni, og kalder det en del af løbet.
Nacer Bouhanni skal smides ud.
Så klar var beskeden, hvis man tog en tur forbi sociale medier, efter den franske sprinter havde slået ud efter Quick-Step Floors-rytteren Jack Bauer.
Løbskommissærerne i Tour de France stod dog fast. En tidsstraf og en bøde til Cofidis-rytteren.
Bohanni har efterfølgende ikke haft lyst til at udtale sig om episoden på 10. etape. Det har holdets manager Yvon Sanquer til gengæld.
- For det første bliver man nødt til at respektere kommissærernes dom.
- Og så bliver man nødt til at se godt efter de første to sekunder i klippet for at få det fulde billede, siger han til Cyclingnews.
I klippet der florerer på de sociale medier ses det, at Bouhanni slår ud efter Bauer. Hvad der ikke er med, er, at Bauer forinden skubber Bouhanni.
- Det er altid nemt på Twitter og lignende at klippe videoer op og se, hvad man gerne vil se og derefter kommentere på det..
Bauer bakker op om Bouhanni
Yvon Sanquer fortæller, at episoden ikke rigtig har påvirket hans sprinter. Desuden mener han heller ikke, at situationen var noget ud over det sædvanlige.
- Hvis du tager de sidste 20 kilometer af alle flade etaper, sker disse situationer 30-40 gange.
Jack Bauer, som det gik ud over, har ikke selv fået snakket med Bouhanni efterfølgende. Han har det dog på samme måde som Cofidis' manager. Det er en del af løbet.
- Sådan er cykelløb. Vi var i de sidste syv kilometer af en massespurt. Folk skubber for at skabe plads til sprinterne.
- Bouhanni forsøgte åbenlyst at få plads. Jeg ville skabe plads til Marcel (Kittel, red.). Der var en lille smule kontakt, men i mine øjne var det ikke noget alvorligt, siger Bauer.
Tidligere i løbet blev Peter Sagan smidt ud, fordi løbskommissærerne mente, han havde andel i Mark Cavendishs styrt.