Jeg må indrømme, at jeg elsker Pyrenæerne meget mere end Alperne

16x9
Belgiske Eddy Merckx forrest med spanieren Luis Ocana efter sig i 1975. De to har udkæmpet dramatiske dueller. Foto: Scanpix

Så Pyrenæerne. Les Hautes Pyrenées. De høje Pyrenæer. Ja, jeg er klar. Jeg glæder mig altid til Pyrenæerne. Jeg må indrømme, at jeg elsker Pyrenæerne meget mere end Alperne. Jeg synes hele approachen til bjergene på grænsen til Spanien er en mere spændende historie. Mere forførende. Det at bjergene gemmer sig bag grønne indtrængningsdale. Og tanken om at højt oppe er der stadig vilde brune bjørne. Der er områder i Pyrenæerne, som er helt jungleagtige. Skal udforskes. De blå konturer på lang afstand. Lokkende.

Jeg kan også bedre lide de byer der ligger gemt i Pyrenæerne, både de større som kurbadbyerne, Bagnères-de-Bigorre, Bagnères-de-Luchon, og de mindre og mere indadvendte som Arreau. Jeg synes det hele er mere oprindeligt.

Vi kommer selvfølgelig til Arreau, den indeklemte, smukke skifertagsby i centrum for ”de fire dale”. Navne som Louron (masser af Tour de France) dukker op her. Og Arreau er ikke sød og koket som nogle af Alpebyerne. Men streng, og dog meget hyggelig.

Nå, det går vist for vidt med præferencer for og imod. Pyrenæerne eller Alperne. Når vi om en uge kommer til Alperne, skal jeg nok gøre godt for den ovedrevne fremhævelse af Pyrenæerne. (Men jeg mener det!)

Hvis du ser på et kort over Sydfrankrig, så ser du, at den her del af Pyrenæerne hedder Hautes Pyrenées, syd for Gers, og udgør den vestlige del, og grænser op til Haute Garonne.

Og her i Hautes Pyrenées er en tæt samling af alle de Tour-berømte stednavne.

Vi tager dem lige, fra vest mod øst: byerne Lourdes (den med de syge, som flokkes om den helbredende kilde), Argelèz-Gazost, Bagnères-de-Bigorre (en af kurbadebyerne), Cauterets, Luz St-Sauveur, Col d’Aspin, Hautacam, St-Lary-Soulan,, Bagnères-de-Luchon og så bjerget Tourmalet, som har været en slags overdommer i så mange udgaver af cykelløbet.

Den her etape er den længste i Pyrenæerne og den rummer en række vanskelige stigninger, som selvfølgelig bliver endnu  vanskeligere af at være hægtet sammen.

Først Col de Menté. Som kom til at spille en skæbnerolle i Luis Ocanas martyrium i 1971, da han førte med over 7 minutter over Merckx, og den dag var klar til at forsvare sig mod det ventede angreb fra Merckx.

Kannibalen angreb som ventet. Og vejret var forfærdeligt. voldsom regn. Merckx kom først over passet, skarpt forfulgt af Ocana, som ikke mistede fokus på belgieren.

Så sker det frygtelige på nedkørslen. Ocana styrter. Og bliver lige bagefter torpederet af af en anden rytter, Joaquin Agostinho.

De fĂĄ billeder fra situationen er ekstremt dramatiske. Og stĂĄr for mig som ikoniske. Nogle af de vildeste jeg har set.

Løbets chef Jacques Goddet er første official på stedet, i khakiuniform og med sølvfløjte. Han  prøver at dirigere kaos. Man ser Ocana græde af smerte. Og tage sig til skulderen. Et sikkert tegn på brækket kraveben.

Det er sket. Hans løb er forbi. Endelig havde han gjort alvor af sin udfordring mod Merckx, og havde kørt et formidabelt offensivt løb, først i Massif Central, så på en alpeetape.

Det var de ĂĄrs mest medrivende duel. For mig var den indbegrebet af Tourens drama og mytologi.

Luis Ocana kom tilbage til Tour de France og vandt i helt overlegen stil løbet i 1973. Med et af de største tidsforspring man har set. Men lige præcis det år var Merckx ikke med. Så duellen forblev uafklaret. Og hvad angår Merckx, så har han aldrig indrømmet, at han kunne have tabt til Ocana.

Jeg tror Merckx valgte at ikke fuldstændiggøre matchen. Men det er en påstand.

NĂĄ, vi skal videre.

Efter Col de Menté kommer Port de Balès, en skrap stigning. Og så op over Col de Peyresourde, kendt fra mange Tour-ruter, og til sidst den meget svære Peyragude op mod den eneste lufthavn i Pyrenæerne, og med afsluttende stigningsprocent på op til 16%.

I Luis Ocanas ånd så må vi forvente, at denne etape ikke bliver brugt til bare at observere og økonomisere med det man har. Det er med de bjerge en udfordring til den dristige.

Vi vil gerne se angribere som Romain Bardet, Thibaud Pinot, Nairo Quintana, Chavez, Fabio Aru, træde i karakter.