Tour de France

Her er beviset juryen overså - nu slipper Tour-stjerner alligevel for straf

TV 2 SPORTs cykelekspert mener, at det er absurd, at Tour de France-juryens inkompetence spiller en rolle i klassementskampen.

Tour de France-juryen kom endnu en gang i fokus på torsdagens bjergetape. Dybt inde i finalen tog klassementsrytterne Rigoberto Uran og George Bennett imod vand fra folk langs med opstigningen til Col de Peyresourde, og det er ikke tilladt.

Derfor blev de to, som lige nu er henholdsvis nummer fire og ni, tildelt en tidsstraf på 20 sekunder. En straf, UCI's jury fredag formiddag nu har valgt at trække tilbage. Det skriver Urans manager, Jonathan Vaughters, på Twitter:

- Fantastiske nyheder. UCI har omstødt sin beslutning. Ingen straf til 'Rigo'. Tak, tak, tak, skriver han og slår desuden fast, at også Bennett slipper for 20 strafsekunder.

De er konsekvente i at være inkompetente

Brian Nygaard, cykelekspert TV 2 SPORT

Efter 12. etape fik det ellers flere folk i cykelverdenen op af stolene, da Uran og Bennett ikke var de eneste, som modtog vand. Cannondales manager, Jonathan Vaughters, fremhævede, at Romain Bardet også fik en flaske, og han rasede over juryens første beslutning - eller mangel på samme.

- Phillipe Mariens (chef for juryen, red.) svar er, at han ikke kan se, om Bardet drikker af flasken. George Bennett tog forplejning fra de samme folk som Bardet, og han fik en straf, siger Vaughters ifølge Cyclingnews. Juryen slog også fast, at de var ligeglade med, om forplejningen kom fra en medarbejder på holdet eller et lille barn.

Derfor var det heller ikke en forklaring, som TV 2 SPORTs cykelekspert så meget mening i, da han hørte forklaringen fredag morgen.

- Den er meget usammenhængende. Hvis man vælger at kigge på den dokumentation, der er, kan man se, at de ikke er konsekvente i deres måde at straffe disse slags forseelser på, siger TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard.

Du kan se hele episoden over artiklen. De officielle TV-billeder viser dog ikke nedenstående billede.

Selvom Fabio Aru kører foran Romain Bardet, kan man se, at franskmanden drikker af en flaske. Se klippet over artiklen.

- Der skal være en sammenhæng imellem forbrydelse og straf, og det har jeg svært ved at se i det her tilfælde. Det er sådan med straf og sanktioner, at de kun giver mening, hvis det bliver anvendt retfærdigt. Det er uretfærdigt, at man ikke gør det konsekvent.

Det er ikke første gang, juryen har været i modvind under dette års Tour de France. Efter fjerde etape blev verdensmesteren Peter Sagan smidt ud af løbet, da UCI mente, at han var skyld i Mark Cavendish' styrt.

På 10. etape blev Nacer Bouhanni idømt en bøde og tidsstraf for at have slået ud efter Quick-Steps Jack Bauer. Her mente flere, at franskmanden i stedet skulle smides helt ud af løbet.

De mange kontroversielle beslutninger tegner et billede af, at UCI og juryen ikke kan finde ud af deres arbejde, mener Brian Nygaard.

- De er konsekvente i at være inkompetente, så meget skal man sige. Det skal de have. Uanset hvor og til hvem straffen bliver givet, så er det en skam, når det ikke er rimeligt, siger cykeleksperten.

- Jeg synes desværre, at juryen har vist en inkompetent side af deres arbejde, som ikke klæder cykelløbet. Det er ret vigtigt at give folk en følelse af, at dem, der udfører opgaven, ved, hvad de laver.

Efter torsdagens bjergetape overtog Fabio Aru førertrøjen fra Chris Froome. Briten er dog ikke langt efter i klassementet - bare små seks sekunder.

- Det er ærgerligt, at løbet, rytterne og resultaterne skal være udsat for, hvad der desværre alt for tydeligt ligner en inkompetence, siger Brian Nygaard.

- Nu får det også en ret stor indflydelse på stillingen, som det er i løbet lige nu. Det bliver jo absurd, at når nogle har drukket af en flaske vand, så skal de have en tidsstraf.