Riis' vanvid gav antydninger af et tronskifte

16x9
Bjarne Riis i Tour de France 1994. Foto: Scanpix

På 14. etape er vi lige oven over Toulouse, i den meget smukke region Aveyron, og kommer ind i Tarn-dalen. Frankrig er så rigt på skiftende storslåede landskaber. Masser af bakker og dale, de rødlige farver dominerer huse og kirker.

Vi er kommet forbi Albi, som er en af de skønneste byer i Sydfrankrig, historisk betydningsfuld som udgangspunkt for korstog mod katarerne. Katedralen er som en kæmpeskulptur, voldsomt forsvarsklar. Uforsonlig facade. Respektindgydende.

Han var overbevist om, at ingen kunne true Indurain. Det var lige præcis to år før, Bjarne Riis var i stand til at gennemføre sin plan. At støde Kong Miguel fra tronen

Albi er en by, vi husker for store Tour-øjeblikke, ét af dem er absolut Bjarne Riis’ storslåede etapesejr i 1994.

Jeg husker, som var det i går, hvordan spændingen steg, efter det var lykkedes ham at sætte sine følgesvende i en meget stærk gruppe af, og stædigt, resolut køre alene mod mål. En håbløs opgave. Det var vanvid, tænkte man. Men han holdt. Og vi fik meget elegant, meget strømlinet kørsel at se fra manden fra Herning.

Feltet jagtede ham gennem mange kilometer, men hentede ham lige netop ikke.

Det var en af hans karrieres allersmukkeste sejre.

Et første indtryk af en mand på vej frem i Tour de France.

Jeg husker fra samme aften, da Mader og jeg boede på hotel med Banesto-holdet, at Banesto fejrede Miguel Indurains fødselsdag. Der var højt humør omkring bordet. Sportsdirektør Echavarri var glad, han var overbevist om, at ingen kunne true Indurain.

Det var lige præcis to år før, Bjarne Riis var i stand til at gennemføre sin plan. At støde Kong Miguel fra tronen.

Min gode ven Lafarrague, Banestos altid muntre pressechef, var også i godt humør. Han er basker, ligesom Echavarri og Unzue. Det er holdets kerne. Indurain er fra regionen Navarra, som efter baskernes mening er baskisk, men af ikkebaskere regnes som spansk.

Det store baskiske cykelpublikum, som vi hvert år ser valfarte op i Pyrenæerne, ville selvfølgelig gerne have, at Indurain var mere basker end spanier.

Iscenesættelsen vil endnu engang give en susende oplevelse af et glitrende felt, som bevæger sig gennem et næsten hollywoodsk panorama

Men selv har han altid nedtonet det patriotiske.

Han undgik at blive spansk landevejsmester, selvom det må have været svært for ham i de år, hvor han var så suveræn. For han ville helst ikke køre med den spanske mestertrøje. Ved sin diskretion undgik han at fornærme en stor del af sine fans. Men når han stod på podiet i Paris, var det den spanske nationalhymne, der blev spillet.

Indurain var en gentleman. Han kendte spillets regler og sine egne forpligtelser.

Etapen slutter ikke i Albi i år, men i Rodez, en anden historisk og meget smuk by. Den ligger 120 meter over  floden Aveyron, hvorfra man kan se ud over det bakkede terræn, en katedral af de helt exceptionelle, med en facade som en fæstning, flammende gyldne farver i de gamle gader.

Og det er byen, hvor en af Frankrigs store nutidskunstnere Pierre Soulages levede, og hvor man kan se hans livsværk på Soulages museet.

Det er ikke langt fra Tarn-flodens smalle, men rivende løb dybt nede i kløfterne. Gorges du Tarn, som fransk fjernsyns helikopterbårne kameraer helt sikkert igen vil udsøge sig som ramme omkring cykelløbet. Og det er vi glade for.

Dagens rute er ikke specielt udfordrende. Den er et mellemspil. Men iscenesættelsen vil endnu engang give en susende oplevelse af et glitrende felt, som bevæger sig gennem et næsten hollywoodsk panorama.