Contador: - Jeg er hele Danmark enormt taknemmelig
For Alberto Contador er Danmark stadig et helt særligt sted.
I 2011 startede et nært forhold mellem den spanske cykelstjerne Alberto Contador og Danmark.
Bjarne Riis hentede nemlig Contador til sit cykelhold, der dengang hed Saxo Bank-Sunguard, og det blev starten på en helt speciel relation.
Riis og Danmark har betydet så meget for spanieren, at de på ingen måde er blevet glemt, selvom cykelholdet i 2014 blev russisk, og Riis forlod det i 2015.
- Jeg er hele Danmark enormt taknemmelig for den kærlighed, man altid har vist mig, og også for Saxo Bank og Bjarne Riis, som altid har behandlet mig med nogle utrolige menneskelige værdier. Danmark er et helt særligt sted for mig, siger Alberto Contador til TV 2 SPORT.
Alberto Contador er efterhånden blevet 34 år, og det er mere end to år siden, han vandt en Grand Tour, som han i alt har vundet syv af.
I årets Tour de France har han heller ikke kunnet få det til at køre, samtidig med at han er styrtet den ene gang efter den anden.
I klassementet er han langt fra toppen, men selvom hans mål var en ny Tour-triumf, er han ikke på negativ, som man kunne tro.
- Folk sagde, at jeg ville tage hjem, men det har på intet tidspunkt strejfet mine tanker. Jeg bliver ved med at prøve. Jeg er realist og klar over, at der er mange ryttere foran mig, og nu og her er det mest realistiske mål at gå efter en etapsejr, sagde Contador på mandagens hviledagspressemøde.
- Sandheden er, at jeg har mulighed for at gøre, hvad jeg vil og nyde at køre på cykel.
Alberto Contador er på niendepladsen mere end fem minutter efter Chris Froome i den gule førertrøje.