Tour de France

Sekunder fra at gå galt: Mulig Tour-vinder takker for afgørende hjælp

Takket være en af sine holdkammerater undgik Romain Bardet at miste tid til sine konkurrenter.

De gode hjælperyttere kan være guld værd. Og AG2R's Oliver Naesen viste på 16. etape, at han er netop det.

Med 14,8 kilometer af etapen var Team Sky ved at knække feltet midt over, da de satte et hårdt tempo i sidevinden.

Chris Froome, Fabio Aru og Rigoberto Uran sad alle med fremme og fulgte med. Men løbets nummer tre, Romain Bardet, var væk.

Det opdagede hans holdkammerat Naesen instinktivt.

- På et tidspunkt var jeg ved at miste Romain og så, at han var i den forkerte del af frontgruppen. Jeg kaldte på ham og sagde, at han skulle tage mit hjul så hurtigt som muligt, siger han til det belgiske medie Sporza.

Naesen viste stor styrke ved alene at køre Bardet tilbage til fronten. Hvilket var et helt essentielt tidspunkt.

Feltet er ved at knække i to i sidevinden. Flere favoritter sidder i forreste gruppe, mens løbets nummer tre, Romain Bardet, er tæt på at blive fanget bagved (se den røde ring).
Oliver Naesen med Romain Bardet på hjul kommer op til favoritgruppen som de sidste, inden der bliver slået et afgørende hul bag dem.

Rytterne bag dem nåede aldrig at komme op, og de mistede omkring et minut. Mens Bardet og Naesen blev ved favoritterne på resten af etapen uden at tabe tid.

Inden de krydsede målstregen, sendte den franske kaptajn en stor tak til sin hjælperytter.

- Jeg har ikke set Romain efter målstregen, for en stor profil som ham er med det samme omringet af franske medier. Men han nåede at fortælle mig, at jeg reddede hans liv i dag.

Også rytternes hold, AG2R, sendte en stor tak både under og efter etapen.

- Tusind tak, Oliver Naesen, skrev holdet på sin Twitter-profil, da han havde fragtet Bardet tilbage til favoritgruppen.

Da begge ryttere var kommet sikkert i mål, blev roserne større.

- Vi vidste, at vi kunne regne med en stor mesters indsats i dag.

Alle holdene vidste inden etapen, at der var mulighed for et angreb i kraftig sidevind. Alligevel blev adskillige ryttere sat. Ifølge Naesen er det altafgørende, at man har et hold omkring sig i sådan en situation til at kunne hjælpe.

- Det var rigtig svært med vinden. På sådan et tidspunkt er det meget kaotisk med råben og flåen i hinanden. Vi vidste, det ville blive farligt her, men hvis man stoler blindt på hinanden, kommer man ikke i problemer, fortæller den belgiske mester.

Med etaperesultatet er håbet om den første franske Tour-sejr siden 1985 i den grad stadig til stede. Værre gik det for Bardets konkurrent Daniel Martin, som tabte 51 sekunder.