Tour de France

Tour-legende og nationalhelt takker af: - Jeg stopper, hvor det hele startede

Thomas Voeckler har fire etapesejre i Tour de France, og det ser ud til at blive ved det. Medmindre franskmanden vinder på Champs-Élysées.

En legende takker af.

38-årige Thomas Voeckler er i øjeblikket i gang med sit sidste Tour de France. Franskmanden har nemlig meddelt, at når han kører over målstregen på Champs-Élysées, så er det ikke bare enden på det store franske etapeløb, men enden på en hel karriere.

- Jeg kører over målstregen på Champs-Élysées og siger til mig selv, at jeg slutter der, hvor det hele begyndte.  Jeg kan ikke stoppe på noget andet sted end på Champs-Élysées, siger Thomas Voeckler.

Voeckler blev professionel i år 2001 på Bonjour-mandskabet, men det var først i år 2004, hvor han for alvor brød igennem. Her kom han til mål med Jakob Piil, Stuart 'Grady, Sandy Casar og Magnus Bäckstedt på 5. etape i Tour de France.

Den daværende Brioches La Boulangére-rytter blev dog kun nummer fire på etapen, men da Voeckler lå godt til i klassementet, overtog han den gule førertrøje. Og det var netop på denne tidspunkt, hvor cykelverdenen og især Frankrig fik øjnene op for ham.

Deltagelser i Tour de France

17

  • Jens Voigt (Tyskland)
  • Stuart O’Grady (Australien)
  • George Hincapie (USA)
  • Sylvain Chavanel* (Frankrig)

16

  • Haimar Zubeldia* (Spanien)
  • Joop Zoetemelk (Holland)

15

  • Thomas Voeckler* (Frankrig) 
  • Vjatceslav Ekimov (Rusland)
  • Christophe Moreau (Frankrig)
  • Lucien Van Impe (Belgien)
  • Guy Nulens (Belgien)

* = Er i gang med det nævnte antal af løbet

- I 2004 svævede jeg på en lyserød sky i min franske mesterskabstrøje. Men jeg havde ikke forstået, at når man har den gule trøje, så handler det ikke kun om at føre klassementet. Det er noget helt andet.

- Når man ikke har været kendt før, så er det en mærkelig følelse. Når du bærer den gule trøje, så er du villig til at lide mere. Kroppen ændrer sig ikke, men man kan gå dybere. Og man giver ikke op, fortæller Voeckler.

I år 2011 skiftede Thomas Voeckler til Europcar-holdet og fik igen en opblomstring i Tour de France. Han fandt igen sammen med sin gode franske kollega, Sandy Casar, og de fik Luis Leon Sanchez med sig i et udbrud på 9. etape.

Voeckler var igen godt placeret i klassementet inden, og da de kom til mål med et forspring på 3'59 minutter til de nærmeste, tog han igen den gule førertrøje, som han endte med at have i 10 dage.

- Jeg havde den næsten lige så lang tid som første gang. Det var dejligt, men jeg havde ikke forestillet mig det. Jeg havde i sinde at forsvare trøjen og køre for klassementet. Min stil er at angribe, og når man kører i gult, så skal man lære at tage den med ro.

Jeg tror, at han stadig har modet på at gå i udbrud på Champs-Élysées for at slutte sin sidste Tour

Thomas Boudat, nuværende holdkammerat til Thomas Voeckler

- Der var også turen op ad Gilibier, hvor jeg jagtede Contador og Schleck, selvom de ikke udgjorde en trussel. Jeg foretrækker at tro, at jeg gik glip af andenpladsen, men ikke sejren i 2011, for det ville jeg stadig havde haft svært ved at leve med, fortæller Voeckler, som dog endte på fjerdepladsen og ude på podiet.

TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard var tilknyttet Leopard-Trek i 2011, som havde Andy og Fränk Schleck i folden. Det var de to ryttere sammen med Cadel Evans og Alberto Contador, som Voeckler kæmpede med i det Tour de France, og derfor har Nygaard oplevet Voeckler på tætteste hold.

- Voeckler undervurdere sine egne muligheder i 2011, hvor han kunne have gået på podiet og sågar have løbet afsted med det hele, siger Brian Nygaard.

- Jeg mener, at han har et kæmpe talent, og han har vundet løb, fordi han har været den bedste. Han har været med til at gøre cykelsporten enormt populær i Frankrig, hvor folk har brug for helte og nogle at holde med. Han deler vandene internt i sporten, men de elsker ham i Frankrig.

Herunder kan du se et klip, hvor Thomas Voeckler får nok af tilskuerne under en etape i 2014.

Henrik Jul Hansen er dog ikke helt enig med Brian Nygaard. Han mener, at franskmandens talent faktisk ikke har været så stort.

- Jeg synes ikke, at han har været genial. Jeg bryder mig ikke om ham som person, men jeg har meget, meget stor respekt for hans vilje og hans evne til at få det optimale ud af sine muligheder. Jeg har tilbøjelighed til at sige, at hans talent ikke er rigtigt stort, men den måde, han har forvandlet det på, er respektindgydende, mener Henrik Jul Hansen.

Thomas Voecklers sejre

  • Fire etapesejre i Tour de France
  • GP Quest France-Plouay
  • Grand Prix Cycliste de Quebec
  • Route du Sud
  • Tour Cycliste International du Haut Var
  • Tour de Luxembourg
  • 4 Jours de Dunkerque
  • De Brabantse Pijl

- Han er en meget stor skuespiller. Når han lider, så lider han på en måde, så vi alle kan se det. Men er også den skuespiller, når han ser ud til at lide allermest, så kører han sin vej.

Og det er netop den kørestil, som han af mange er elskert for. Derfor tror flere af Voecklers nuværende holdkammerater på, at vi ikke har set det sidste til ham i dette års Tour de France.

- Han forsøger at slutte af med manér. Han har været med i flere udbrud de seneste dage. Jeg tror, at han stadig har modet på at gå i udbrud på Champs-Élysées for at slutte sin sidste Tour, så godt som han kan. Det er en rytter, som er meget professionel, og som ved, hvad han vil, siger Thomas Boudat.

- Han er en stor rytter og en stor mester for holdet. Han skaber holdånd og en filosofi om at angribe. Det har ofte givet pote. Han er et Tour-ikon. Touren har givet ham meget, og han har givet meget til Touren og til Frankrig. Så uanset hvad vil det efterlade et tomrum, fortæller Romain Sicard fra samme hold.

- Alle historier må slutte

TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen har kørt sammen med Thomas Voeckler i Tour de France flere gange, og de har også mødt hinanden adskellige gange i udbrud.

Jeg vil huske ham som en stor cykelrytter, og en der altid gav alt, hvad han havde og gik all-in på de udbrudsforsøg

Chris Anker Sørensen, cykelekspert TV 2 SPORT

- Jeg har stor respekt fra manden, men han havde også sine specielle ting. Når han står oppe på startstregen, så tjekker han altid, at hjulene er spændt ordentligt på op til tre-fire gange, da han tidligere har oplevet, at en mekaniker har glemt at spænde hjulet. Han havde haft et voldsomt styrt, hvor forhjulet var faldet af, fortæller danskeren.

- Jeg vil huske ham som en stor cykelrytter, og en der altid gav alt, hvad han havde og gik all-in på de udbrudsforsøg, han havde. Jeg har siddet med ham i mange, mange udbrudsforsøg, da vi tit søgte de samme muligheder. Nogle gange vandt ham, og jeg har da også vundet en enkelt gang.

Thomas Voeckler selv har dog ikke tænkt over, at det hele snart er slut. Han vil nyde det sidste af løbet, inden han trækker stikket.

- Dagene inden Touren og de seneste har været lidt specielle. Men da det gik i gang koncentrerede jeg mig om løbet. Måske vil dagene efter være specielle, men ikke lige nu, siger Thomas Voeckler.

- Det er måske den historie, jeg har med Tour de France, der gør det. Men alle historier må slutte.