Riis om ’rådden’ fortid: Min generation ville ønske at køre cykelløb i dag
Tidligere ryttere og nuværende eksperter mener, at cykelsporten er godt på vej til at blive renere.
I 1990'erne blev Festina-holdet flået ud af Tour de France.
I 00'erne regerede Lance Armstrong i Touren på grund af doping, mens Michael Rasmussen i den gule trøje blev taget ud af Touren.
Der har været masser af voldsomme sager omhandlende doping for både 10 og 20 år siden. De førnævnte er blot en lille af det.
Men i de senere år har det været småt med sager. Især de store organiserede dopingsager, hvor et helt hold er involveret.
Chris Anker Sørensen, der fortsat er en del af cykelverdenen, tror ikke på, at sporten er uden dopingmisbrugere, men han er sikker på, at det er en renere sport i dag.
- Der er meget mere kontrol og mere fokus på de her whereabouts (rytterne skal hele tiden oplyse, hvor de befinder sig, så de også kan blive testet uanmeldt, red.). Der er stadig nogen, der prøver at snyde, men det er ganske få, siger cykelrytteren til TV 2 SPORT.
Han mener, at den renere sport kan aflæses ved den måde, der bliver kørt cykelløb på i dag.
- Der er ikke de der supermænd mere, som man så i 90’erne. Som bare kunne køre kontra på sig selv 100 gange. Det kan man ikke. Folk går kolde, og folk kan ikke angribe lige så meget. Det bliver ikke så voldsomt et cykelløb, men det bliver renere, og det er rigtig dejligt at se på.
En rådden tid
En af 'supermændene' fra 90'erne er danske Bjarne Riis. Han har tidligere erkendt, at han dopede sig i sin aktive karriere. Inklusiv i sin Tour-sejr i 1996.
Dengang så han det som en nødvendighed for at kunne følge med de andre i sporten. Men i dag er det mere ildeset blandt rytterne, fortæller Morten Bennekou, som er sportsdirektør hos Team Sunweb.
- Vi taler om sagerne med rytterne, når de er der, og rytterne på vores hold fordømmer det. Så der er en vilje til at gøre det op, fortæller Bennekou.
Set ud fra det synspunkt er der ikke nogen tvivl om, hvilken periode Bjarne Riis helst ville være kørt i.
- Jeg er overbevist om, at min generation og tidligere ryttere ville have ønsket at have kørt cykelløb i dag og ikke for 20-30 år siden. Fordi at cykelsporten er et rigtig godt sted i dag, og det var det ikke dengang.
Var det råddent?
- Ja. Derfor er det dejligt at være en del cykelsporten nu, hvor der bliver gjort så meget. Og det skal man fortsat gøre. I og med, at det går meget bedre i dag, så skal det ikke blive en sovepude, siger Riis.
Cykelsporten renser sig selv
Dopingspøgelset kredser fortsat over cykelsporten. For selvom de store dopingsager har været fraværende i lang tid, er det svært at give garantier. Derfor er det naturligt, at cykelsporten skal bevise sin uskyld over længere tid.
Det fortæller Brian Nygaard, som er tidligere kommunikationschef på blandt andet Team Saxo Bank, Team Sky og Orica-GreenEDGE samt tidligere manager på Team Leopard-Trek.
- Jeg tror også, at cykelsporten bliver nødt til at give omgivelserne og medierne 10 år mere for at kunne stole på dem igen. Vi kan ikke kræve det fra den ene dag til den anden. Et eller andet sted er det også fair, siger Nygaard, som peger på, at cykelsporten er ved at rense sig selv.
- Vi begynder at se en masse unge ryttere, der var i konfirmationstiden, da Lance Armstrong var på toppen. Så det ligger mentalitetsmæssigt langt væk fra dem.
Spørgsmålet er så, hvornår eller om der fortsat vil blive skævet negativt til sporten. Det afhænger af øjnene, der ser, påpeger Henrik Jul, der er cykelekspert på TV 2.
- Kritikerne kan ikke give nogen dokumentation for, at folk er dopet. Og dopingprøver er ikke nok, til at rytterne kan bevise deres uskyld. Så det er et holdningsspørgsmål. Jeg vil gerne fastholde min naivitet og tro på rytterne, siger Jul.
Den seneste enkeltstående dopingsag kom frem kort før Tour de France. Her var det Alberto Contadors holdkammerat André Cardoso på Trek-Segafredo, der blev testet positiv for EPO.